7 tips: Sådan forlænger du levetiden på dine høreapparatbatterier

Synes du også, det er træls, når dine splinternye batterier viser sig at være en fuser – lige midt i et møde eller når du er til koncert? Her er syv tips, som måske kan hjælpe dine batterier til en længere levetid.

Tekst: Cathrine Mejdal
Foto: Pixabay

Det 21. århundredes digitale høreapparater er kommet langt i forhold til forrige århundredes modeller: høretragten, høreapparater med transistor, der skulle bæres med sele eller sys ind i tøjet, så den ikke gav dig et blåt øje, når den faldt ud midt i en vild leg på legepladsen – og ej at forglemme de store hudfarvede ørehængere, der var in sidst i 90’erne.

På batterisiden er der dog ikke sket den store udvikling siden midten af halvfemserne – og det har helt sikkert fået mange høreapparatbrugere til at rive sig i håret af bar frustration, når høreapparaterne går død midt i en rigtig spændende scene i biografen. Heldigvis findes der mange gode tips til, hvordan du kan holde dine batterier friske, så du ikke skal pendle til den lokale høreapparatforhandler eller få besøg af postbuddet en gang om ugen – og på den måde skåner du også miljøet.

  1. Åbn først batteriet, når du skal bruge det. Høreapparatbatterier kommer i fire størrelser (10, 13, 312 og 675), og størstedelen kommer i forseglede pakker med farvede plastiketiketter klæbet til bagsiden på hvert batteri. Det er der en grund til: Lad være med at fjerne etiketten før du skal til at bruge batteriet. Så snart du fjerner den, vil batteriet blive oxideret – og dermed aktiveret. Her begynder batteriet at opbruge dets energiindhold.
  2. Opbevar batteriet på et tørt og køligt sted. Der er en grund til at mange høreapparatbrugere har reserveret en hylde i skabet til deres batterier. Og tag endelig en pakke med i tasken eller i baglommen, når du går ud. Bare for at være på den sikre side.
  3. Vask dine hænder, før du skifter batteriet. Snavs og fedt kan ikke alene være med til at forringe batteriets levetid – det kan også ødelægge dine 90.000 kroner dyre høreapparater – og det vil statens bankkonto ikke takke dig for.
  4. Åbn batteriskuffen, når du ikke bruger dine høreapparater. Det vil minimere batteriforbruget væsentligt.
  5. Lad være med at bestille batterierne i hobetal. Uåbnede batterier har en lang holdbarhed, men de kan ruste eller blive dårlige, når de ligger ubrugte i månedsvis. Flere høreapparatbrugere oplever, at når de åbner ubrugte, men gamle, batterier, skal de gennem to-tre batterier, før de får en, som stadig kan bruges. Og levetiden på batteriet er væsentlig kortere end gennemsnittet. Bestil evt. 6-10 pakker ad gangen, det er mere end rigeligt til at dække dine behov i en god rum tid.
  6. Find dine batterier hos flere forskellige forhandlere. Holdbarheden på batterierne varierer meget. Derfor kan det være en god investering at prøve flere forskellige mærker og finde ud af, hvilke mærker fungerer bedst for dine høreapparater. Hold også øje med batteriets udløbsdato.
  7. Investér i udstyr, som kan forlænge levetiden på dine batterier. Fx kan man købe en nøglering med vedhæng, der har plads til to-fire batterier. Ikke alene er det praktisk – de bliver også opbevaret under de bedste tænkelige vilkår: på et tørt, køligt og mørkt sted. Du kan også overveje at købe en batteritester, så du kan se, hvor længe batteriet har til gode, før det skal udskiftes.

Derudover er der også genopladelige batterier, som du måske kan overveje at lægge dine penge i – men tal med din høreklinik eller høreapparatforhandler om det, da der ikke er alle modeller, som bruger genopladelige batterier.

*Ovenstående guideartikel er en sammenskrivning af flere forskellige artikler.