Nekrolog: Lars-Åkes kamp betød alt for døves frihed

Døvebevægelsen grand old man, svenske Lars-Åke Wikström (1943-2018) afgik i forgårs, lørdag den 5. maj 2018, ved døden. Den slagkraftige svensker vil blive husket som en af Nordens største døveprofiler og som manden, der styrkede døves selvtillid.

Tekst: Asger Bergmann/Mette Bertelsen
Billede: marcuslindeen.com

En hånd på øret, og en hånd fremstrakt i et knytnæve. Tegnet signalerer “Deaf Power” på alle verdens tegnsprog. En bevægelse, som Lars-Åke Wikström vil husket for at være bannerfører for. Men også mange andre ting bliver den slagkraftige svensker husket for.

Med sit motto “Døve ved bedst om døve”, en ækvivalens af “Deaf can anything, except hear”, var Lars-Åke Wikström, også kaldet LÅW, kendt for at have ændret dagsordenen for døve og for tegnsprog, både hjemme i Sverige, over hele Norden og resten af verden.

Et andet tilnavn til LÅW var “døv bevidstheds fader”.

Det hele startede til Døves Nordiske Kulturfestival i Aalborg 1978, hvor LÅW holdt et foredrag om døv bevidsthed. Det varede i tre timer, og alle – både døve og hørende – i salen sad som tryllebundet og sugede alt, hvad han sagde til sig. Jo mere varm LÅW talte sig, jo mere voksede tilhørernes selvtillid. Her blev det i den grad indgydet, at døve var gode nok som de var, som døve, og at der intet var galt med at bruge tegnsprog – det var derimod et smukt, selvstændigt sprog.

Se Låw fortælle om døv bevidsthed (gammelt filmklip fra 1978)

Efter kulturfestivalen var det som om en lang række mure blev revet ned.

Pludselig blev døve lyttet til. Man oplevede et ekstra skub i tegnsprogsforskningen. Der kom en større respekt for døve, og der blev lyttet til døve ledere i de nordiske døveforbund. Kommunikationen mellem døveforbundene og politikerne/myndighederne blev forbedret. Tolkeuddannelserne i de nordiske lande blev iværksat.

Der opstod et tættere samarbejde mellem døve voksne og hørende forældre i forældreforeningerne, og som positiv konsekvens heraf blev tosproget døveundervisning udbredt i døveskolerne, hvor døve børn fik lov til at bruge tegnsprog på lige fod med tale- og skriftsprog, og frem kom der generationer af døve med stor selvtillid. I 1981 blev svensk tegnsprog anerkendt som døve børns første sprog hos Riksdagen, og LÅW havde her en vigtig finger med i spillet.

Tiden fra starten af 1980’erne til omkring 2000 kaldes døves guldalder, og en stor del af æren tilskrives LÅW.

Respekten for døve, tegnsprog og døvekultur har været alfa og omega for LÅWs kamp for døves ligestilling i samfundet, men samtidig understregede han, at det var vigtigt med rummelighed og plads til mangfoldighed. Han har mange gange også pointeret, at døve altid vil være en del af den hørendes verden. Døve vil gerne være sammen med hørende, men hørende skal også respektere døve som de er og respektere deres sprog.

LÅW sad i Sveriges Dövas Riksförbund i 25 år, hvoraf 17 år var som formand fra 1992-2009. Han sluttede sin karriere i døvepolitik af med at være formand for Sveriges Døves Pensionistforbund. Undervejs arbejdede LÅW også som lærer i tegnsprog på Stockholms Universitet og på Västanviks Folkehøjskole i Leksand.

LÅW har modtaget en række priser, blandt andet den svenske Kruthmedalje (som nr. 24 i rækken) og han var den første døve person, der modtog den danske Castbergpris. Han har også fået to priser, International Solidarity Merit Award First Clas og International Solidarity Merit Award Second Class opkaldt efter sig i WFD-regi, hvor han i 2003 blev æresmedlem.

Privat var LÅW fraskilt og efterlader to voksne børn. Han boede i Leksand i mange år, og senere flyttede han til Stockholm. Da han blev pensioneret, flyttede han til Ystad for at være i nærheden af sine børn og børnebørn.

Tak til Lars-Åke Wikström for at have gjort så mange døve over hele verden stolte og stærke. Æret være hans minde.