Milliardfusion mellem danske Widex og tyske Sivantos på trapperne

Danske Widex og tyske Sivantos – det tidligere Siemens-ejede høreapparatsselskab – planlægger en stor fusion for at skabe en af verdens største globale høreapparatvirksomheder, fremgår det af en pressemeddelelse, der i går blev udsendt af begge selskaber.

Tekst: Mette Bertelsen / Pressemeddelelse
Foto: Widex

Sammenlægningen af Widex og Sivantos vil skabe en global høreapparatvirksomhed med en samlet omsætning på ca. 12 mia. kr. og flere end 10.000 medarbejdere verden over.

Tyske Sivatos rykkede sit hovedkontor fra Tyskland til Singapore efter at den svenske kapitalfond EQT i 2014 købte virksomheden. Danske Widex er derimod privatejet, stiftet af de stenrige Tøpholm- og Westermann-familier. Tøpholm- og Westermann-familierne vil blive de største individuelle aktionærer i det nye selskab.

Hovedkontorer i Danmark og Singapore

Det nye hovedkontorer vil blive placeret i Lynge i Danmark og Singapore. Bestyrelsen og ledelsen vil blive sammensat med en balanceret repræsentation fra begge virksomheder.

– Jeg er overbevist om, at vores medarbejdere, partnere og kunder vil nyde godt af denne fusion, fordi den giver os mulighed for at styrke vores indsats som pionerer inden for innovation, kvalitet, produktion og kundetilfredshed, udtaler Jan Tøpholm, formand for Widex, i pressemeddelsen.

Bliver verdens tredjestørste

Dermed vil den fusionerede virksomhed blive verdens tredjestørste høreapparatselskab målt på omsætning. Schweiziske Sonova havde i det seneste regnskabsår en omsætning på 15 mia. kr., mens danske William Demant i 2017 omsatte for 13,2 mia. kr med Oticon-brandet som flagskib.

Det globale marked for høreapparater har længe været domineret af seks store spillere. Udover de danske aktører William Demant, GN Resound og Widex findes Sivantos, schweiziske Sonova og amerikanske Starkey.

Transaktionen er betinget af myndighedsgodkendelser og øvrige sædvanlige betingelser. Godkendelsesprocessen indledes i dag.