Efterlysning: Bliv AVT-buddy og hjælp andre familier i gang med at kommunikere

Går dit barn til AVT nu, eller har I afsluttet et forløb? Så kan du hjælpe andre godt i gang med taletræningen. Forældreforeningen Decibel søger frivillige AVT buddies, der har lyst til at hjælpe nye familier, der netop har takket ja til et 3-årigt AVT-forløb.

Tekst: Mette Bertelsen
Foto: Niclas Jessen 

Lille Sirius på 7 måneder deltager sammen med sin mor, Ditte Sørensen, i en AVT-session på Audiologisk Klinik på Odense Universitetshospital. AVT-underviseren er audiologopæd Maria Baltzer Gormsen.

AVT (Audio Verbal Theraphy) er en udbredt taletræningsmetode til døve børn. Men det kan være svært at danne sig et præcist billede af, hvad AVT-træningen indebærer, og hvordan den vil påvirke familielivet.

Det er derfor en oplagt mulighed at lære om disse ting fra andre familier, som har været i gang med et AVT-forløb i noget tid. Og derfor søger forældreforeningen Decibel familier, der har lyst til at være kontaktfamilie for andre familier, som har brug for rådgivning og sparring i fht. AVT træningen.

Bliver I AVT buddies, arbejder I ikke alene, men får støtte og faglig opbakning fra Decibel. I kan således altid kontakte Decibel ved spørgsmål og behov for vejledning. I vil desuden få udleveret informationsmateriale, som kan bruges i sparringen med familierne og herudover, har I mulighed for at deltage i informationsmøder evt. via Skype.

Decibel fortæller, at der allerede er 4 familier tilmeldt som AVR-buddies, men at der er brug for mange flere.

LÆS MERE OG MELD DIG TIL

Decibel: Har du lyst til at dele dine AVT-erfaringer med en anden familie?