Døveforeningen af 1866 i alvorlig økonomisk krise

KØBENHAVN: En alvorlig økonomisk krise truer Døveforeningen af 1866s over 125 år gamle ejendom, der ligger på adressen Brohusgade 17 på Nørrebro. Lige nu er frivillige i fuld gang med at finde redningsmuligheder. Det unikke, gamle hus er nemlig af stor betydning for medlemmerne, og der er kæmpe opbakning for at undgå konkurs.

Tekst: Mette Bertelsen / Døveforeningen af 1866
Foto: Mette Bertelsen

Lørdag den 7. april skulle foreningens nye bestyrelse være blevet valgt, men de over 100 fremmødte til generalforsamlingen besluttede, at valget skulle udsættes, da der var for mange usikkerheder omkring foreningens økonomiske situation.

En gruppe yngre medlemmer stillede op med et tilbud om hjælp til at indhente de informationer der manglede for at medlemmerne skulle kunne danne sig et godt overblik over det hele og ud fra disse vedtage en løsning i forhold til problemerne med den smukke gamle ejendom.

Derfor bliver der ekstraordinær generalforsamling mandag den 4. juni 2018 kl. 18:00. Her skal medlemmerne beslutte sig for, hvad der skal ske med huset og hvem der skal udføre arbejdet.

Farvel til alle fastansatte medarbejdere

Gennem flere år har Døveforeningen af 1866 kørt tolkevirksomheden Tolkecenter af 1866. Men tilbage i december blev det meldt ud, at bestyrelsen havde bestemt, at tolkefirmaet skulle lukkes af økonomiske årsager. Alt vedrørende firmaet bliver afviklet senest den 30. juni 2018.

Læs også: Tolkecenter 1866 lukker

Derudover resten af husets medarbejdere ligeledes opsagt. Driften af det store hus efter den 1. juli 2018 formodes at gå over til frivillige hænder. Der kan dog først lægges helt konkrete planer, når kursen er fastlagt og den nye bestyrelse er valgt.

Akutte likviditetsproblemer: Forening mangler 2 millioner

Det er blandt andet udbetalingen af feriepenge, der har givet foreningen alvorlige likviditetsproblemer. Den værste periode er april, maj og juni 2018, hvor foreningen samlet skal skaffe 2 millioner kroner for at betale hvad man skylder. Både bank og realkreditinstitut har sagt stop for flere lån. Foreningen har i forvejen et lån hos realkreditinstituttet på mere end 8.000.000 kroner.

Den gode nyhed er, at der er skaffet private lån til i alt 950.000 kroner fra fonden Inger Raa Olsens Fond: (450.000 kr) og Danske Døves Landsforbund (500.000 kr.). Sidstnævnte har kontor på 4. sal i huset.

Foreningen mangler at skaffe 1.050.000 kr. og den bemeldte gruppe af frivillige er i skrivende stund i fuld igang med at undersøge muligheder for at skaffe den sidste del af lånet.

Lykkes det ikke, er foreningen i reel fare for at blive erklæret konkurs.

Kæmpe interesse for at støtte

Man kan kalde udviklingen for et wake-up-call.

De dårlige nyheder har i den grad fået medlemmerne op af stolene. De frivillige, der forsøger at redde huset, har i deres arbejde talt med en lang række andre døveforeninger og klubber i Danmark, ligesom privatpersoner har udtrykt deres bekymring.

Foreningen oplever generelt en enorm opbakning i forhold til at finde løsninger på den økonomiske krise. Flere privatpersoner allerede doneret, blandt andet ved ikke at ønske fødselsdagsgaver, men derimod at man samlede ind til at støtte foreningen.

Derudover har en gruppe frivillige i foreningen inviteret til et donationsarrangement, VI ER 1866, som afholdes i Brohusgade 17 den 26. maj. Der er aktiviteter om dagen og fest om aftenen.

OM DØVEFORENINGEN

Døveforeningen af 1866 er med sine mere end 125 år på bagen en af verdens ældste, stadig eksisterende foreninger for døve og hørehæmmede tegnsprogsbrugere. Med sine i alt 805 medlemmer fra i alt 43 kommuner i region Sjælland, er døveforeningen en travl forening, med masser af aktiviteter i såvel hovedforeningen som de tilsluttede klubber. Foreningen er et centralt samlingspunkt og huser også en café, som er åben for alle, uanset medlemsstatus.

Kilde: www.df1866.com