Ny døveejet restaurant ser dagens lys i Sverige

Døvesamfundet i Örebro og i resten af Sverige kan ikke få hænderne ned af bar begejstring: Fredrik Gourmet & Bar har netop budt de første gæster indenfor i restaurantens hyggelige lokaler på adressen Änstagatan 5. Kokken og ejeren er døve Fredrik Lindvall, der har arbejdet som kok i mange år og hans hustru, Simone Lindvall.

Tekst: Cathrine Mejdal
Foto: Fredrik Gourmet & Bar

Nyheden om Fredrik Gourmet & Bar, der havde åbningsdag den 9. april, har spredt sig som steppebrand. I skrivende stund er et opslag, der blev offentliggjort i går aftes, blevet delt 9 gange og har fået godt 400 likes. Der er forlydender om, at der på åbningsdagen var fuldt hus:

– Jeg var der, og der kom masser. Sådan cirka 50-60, da jeg spiste der. Der ligger et stort foretagende over for restauranten, så jeg tror, at der er mange, som er begejstrede for, at der er kommet en restaurant i området, lyder en kommentar.

God mad og fin atmosfære
– I dag har jeg spist frokost på Sveriges første (?) tegnsproglige restaurant. En fin atmosfære og rigtig god mad, siger en begejstret gæst på Facebook i gruppen Deafhood Behöves i Sverige. En anden stemmer i koret:

– Tak for maden! Supergodt!

100% døvevenlig restaurant
Restauranten ejes af døve, kokkene og tjenerne er døve og man bestiller på tegnsprog. Det er mange af gæsterne vilde med, og enkelte føler, at det er med til at styrke tegnsprogets status i Sverige:

– Jeg tror, at restauranten kan blive en oplevelse i sig selv for gæster, som ikke kan tegnsprog – og oplevelsen vil ikke kun være baseret på maden, men også på, at man skal kommunikere på tegnsprog.

Heldags restaurant med lidt af hvert
Restauranten har både frokost, aften og pubmenu. Frokosten serveres på alle hverdage fra 11-15, aftensmaden onsdag-lørdag fra 17-21 og pubmenuen kan nydes onsdag til lørdag fra 19-01.

Besøg restaurantens web her