Filmanmeldelse: The Silent Child

Hjerteskærende. Det er det første ord, jeg vil bruge til at beskrive den Oscar-vindende kortfilm “The Silent Child” fra 2017. Specielt fordi jeg ved, at den virkelighed, filmen viser, er den skinbarlige sandhed. At der er millioner af døve børn, både i Danmark, England og resten af verden, der bliver efterladt i deres egen indre verden.

Anmeldelse: Mette Bertelsen
Foto: thesilentchildmovie.com

Lille Libby skal til at starte i skole, men hun er ikke helt skoleklar. Derfor hyrer Libbys mor den pædagogiske konsulent Joanne til at komme og gøre noget ved den lille, døve pige.

Det blev først opdaget, at Libby var døv, da hun var omkring 3,5 år. Og cochlear implantater var ikke en mulighed. Moren og faren har i forvejen et par børn, og Libby er familiens yngste.

Vi ser flere scener, hvor hele familien snakker rundt om bordet, mens Libby sidder inde i sin egen verden. TV er en af Libbys foretrukne aktiviteter, siger moren, og Libby reagerer kraftigt, når moren bagved hende råber, at hun skal stoppe med at se tv og river fjernbetjeningen ud af hånden på hende. Moren overvejer ikke, at pigen bliver forskrækket, fordi hun ikke hører moren.

Generelt taler moren en hel del til Libby udenfor pigens synsvinkel. “Jeg elsker dig” bliver sagt i forbifarten, og jeg ved virkelig ikke, hvad moren selv forventer. Men der er jo ikke noget at sige til, at en hel del kommunikation går tabt mellem familien og Libby. Hver gang Libby reagerer kraftigt, tilskriver moren det hendes temperament.

Den unge pædagogiske konsulent Joanne introducerer Libby til tegnsprog. Og så går det stærkt. Den lille pige kommer ud af sin skal og kommunikerer sine behov ud. På et tidspunkt i filmen, ved familiens spisebord siger hun pludselig, at hun gerne vil have appelsinjuice, og hele familien reagerer på det. Libby siger noget! De forstår bare ikke, hvad det er, hun siger. Storebroren gætter dog rigtigt, fordi han har fået en lille tegnsprogsintroduktion af Joanne. Men det reagerer resten ikke på.

Desværre ender filmen med, at Libbys mor ikke mener, det giver mening at familien skal lære tegnsprog. For hvem kan overhovedet det? Tale og mundaflæsning er i følge moren den eneste vej frem; og nu kender hun jo også en, hvis lille døve dreng, taler og mundaflæser som han ikke havde bestilt andet hele sit liv. Slutscenen foregår i Libbys skole – hvor hun igen står helt alene blandt legende børn.

Det stille barn er Libby. Men er hun i virkeligheden så stille? Det at være døv er ikke lig med at være stille, og det at være døv er i følge filmen ikke en indlæringsvanskelighed; kommunikationen kræver bare en anden tilgang.

Filmen er dedikeret til alle de små, døve børn, der ligesom Libby står helt alene og omgivet af mennesker, der ikke forstår, hvilke enkle tilpasninger der skal til for at få barnet til at blomstre op. 90% af døve børn fødes ind i hørende familier, og over 78% af dem kommer ud i hørende skoler, slutter filmen af med at oplyse publikum om.

Det er den hjerteskærende sandhed. Og derfor er filmen hjerteskærende. Er man døv, bliver man ked af det på sine yngste fællers vegne. Faktisk vil jeg sige, at mit hjerte græd for mig selv og for alle de døve børn i verden i samme situation.

Jeg kan helt klart anbefale “The Silent Child”. Den er en vigtig skildring af den virkelighed, mange døve børn lever i.