Tech-tirsdag: Ava – app’en der tekster for dig

Ava er en app, der tekster samtaler, som finder sted her og nu, så du som hørehæmmet eller døv kan følge med, selv om du ikke har tegnsprogstolk, teleslynge eller skrivetolk med i frokostpausen eller ved busstoppestedet, hvor den flinke, ældre dame gerne vil småsludre lidt.

Tekst: Cathrine Mejdal
Foto: Screenshots

Ava er klassens seje tøs. Hun (eller rettere den) har beriget mange hørehæmmede og døve amerikanske liv siden lanceringen i slutningen af 2017.

Hvad gør Ava?
Teamet bag Ava har udviklet et fintfølende stemmegenkendelsesprogram, der udfører en transskription af samtalerne, der foregår rundt omkring dig via smarttelefonens mikrofon, som blot skal være tændt og koblet til Ava. App’en er også i stand til at skelne mellem stemmerne og farvelægge samtalerne, så du derigennem kan skelne mellem hvem der taler.

Det har for amerikanske døve og hørehæmmede betydet, at familiemiddage eller sociale sammenkomster er blevet en del sjovere for dem. Ava kan desuden også downloades til tablets eller ved større sammenkomster.

Hvordan fungerer Ava?
Ved tomandssamtaler bruger Ava først og fremmest mikrofonen på din smarttelefon til at lytte og vise dig – ord for ord, hvad der bliver sagt. Den kan dog også tale for dig – du skal blot skrive, hvad du vil sige og bede Ava om at stemmetolke for dig.

Ved gruppesamtaler brillerer Ava ved at kunne inddrage andre via et link, som de andre modtager på deres smarttelefoner. Når de tænder for mikrofonen på deres smarttelefoner og placerer den foran sig, vil Ava opsnappe samtalerne og transskribere det hele for dig.

Ikke understøttet på dansk
Ava er endnu ikke understøttet på dansk, så du må enten nøjes med at teste den sammen med dine engelsktalende venner eller arrangere en middag, hvor sprogkoden er engelsk – så kan I sammen også teste app’ens smarte funktioner.

 

Tjek app’en ud her