Jeg har aldrig set en døv homo-hovedrolle på TV, så jeg skabte rollen selv

Hvilke fordomme har hørende om døve? Hvorfor er akavede situationer med en tegnsprogstolk godt komediemateriale? Den TV-aktuelle amerikanske manuskriptforfatter og skuespiller Josh Feldman giver et  indblik i nogle af tankerne bag hans kommende serie This Close, der har premiere på søndag, og som er TV set ud fra et døve-perspektiv.

Tekst: Oversættelse af artikel i Out Magazine
Foto: Tate Tullier via Sundance Now

Det amerikanske homomagasin “Out” har bragt dette interview med Josh Feldman:

Hvordan blev projektet til?

– Jeg havde været i LA et stykke tid for at prøve lykken som manuskriptforfatter, og Shoshanah havde også været her for nogle år. Vi begyndte at sludre frem og tilbage, men der skete ikke det store. Men så skete det: Vi fandt på at skrive om noget, der var så meget “os”: Venskabet mellem en kvinde og en bøsse. Oprindeligt skrev vi historien om hende og en hørende bedste ven. Jeg tænkte ikke på at være en del af det. Vi viste manuskriptet til nogen, og de var meget sådan “Vi forstår ikke, hvorfor begge roller ikke er døve?”. Vi blev trætte af hørendes “nej nej nej” så vi tænkte: “Hvorfor gør vi det ikke bare selv?”

– Vi fik projektet på Kickstarter og gik efter at rejse 10.000 dollar, og vi nåede målet på under en uge. Det tiltrak Superdeluxes (seriens producer, red.) opmærksomhed. Vi havde tænkt, at vi selv kunne gøre det, men Superluxe sagde: “Nej, nu kan I jo bruge mig”. Og tak for det, fordi han kender alle de rigtige mennesker, og de vidste, hvilke tråde de skulle trække i. Og derfra blev vi udvalgt til at være en af de serier, der skulle have premiere på Sundance, og det var derfra, at Sundance Now fandt os.

Læs også: This Close: Ny amerikansk tv-serie af og om døve

Medierne viser ofte døve, der kan tale. Derfor var det opsigtsvækkende, at karaktererne i jeres show, i deres mest intime øjeblikke, valgte at bruge tegnsprog. Har det hele tiden været et ønske fra jeres side?

– De fleste døve karakterer i andre serier taler, fordi det er nemmere for de hørende seere at følge med. Men i virkeligheden vælger både Shoshanah og jeg tegnsprog frem for talesprog. Så hver gang jeg møder en hørende, forventer vedkommende, at jeg taler, for det er jo det, de har set på TV. De formoder simpelthen, at alle døve taler. Derfor er jeg ret begejstret over, at min karakter overhovedet ikke bruger sin stemme. Shoshanah gør det samme, selv om hun kan tale. Hun bruger det bare ikke. I serien er alle de største øjeblikke på tegnsprog, fordi de største øjeblikke i vores liv, de foregår på tegnsprog.

Nogle af de sjoveste episoder i serien involverer tegnsprogstolke. I en scene er der en tolk, der er både langsom og inkompetent, og som skaber ravage i tolkningen af det, Kate siger. I en anden episode aflytter tolken en konversation mellem Kates og din karakter. Det ser ud til, at dette brud på intimitet ved at have en tolk til stede er godt stof til komedier?

– Ikke alle tolke er så dygtige som Robby (tolken, der er til stede, red.). Nogle er støjende eller inkompetente. Det er knald eller fald. Men det triste ved det hele er, at det stort set kun er os døve, der forstår, hvad det er, der går galt i kommunikationssituationen. Den hørende person tror, at alting er forløbet fint. De tror måske endda, at det er tolken, der har styr på sagerne, og den døve, der roder rundt i det.

– Det at bruge tolk burde være en anonym og tillidsfuld proces. Tolken bør være imødekommende, men ikke alt for personlig. Tolken er et slags medie til at kommunikere den døve persons tanker ud. Men de fleste tolke gør det desværre ikke.

 

Der er en anden scene i serien, hvor I begge oplyser en medarbejder i lufthavnen, at I er døve. Hun skaffer straks kørestole til jer. Er det noget der sker ofte, det med folk ikke kan se forskel på hvilke handicap I har?

– Ja, og når det sker, synes jeg ikke, det er morsomt. Det er irriterende. Men jeg ved, at det er godt stof til komedier. Folk tænker: “Seriøst, sker det virkelig for dig?”. Og ja, det gør det. Hele tiden. Og der er mere, hvor det kommer fra. Vi får for eksempel menuer på braille. Så ja, i den almindelige verden, er et handicap det samme som alle andre handicaps.

Kate kæmper med at blive stemplet som “den døve pige på jobbet” og hun ved ikke, hvordan hun skal håndtere, at folk bliver ved med at sige til hende, at hun er modig, og at hun er inspirerende, når hun blot udfører sit job. Der er et stærkt øjeblik, hvor du fortæller hende, at hun bare bør anerkende den måde, folk betragter hende på jobbet. Er det det, folk siger til dig? Synes du selv, det er et godt råd?

– Jeg har aldrig oplevet det selv. Jeg er mere som Michael, og Shoshanah er mere som Kate. Vi har forskellige oplevelser omkring det at være døv. Jeg kan slet ikke udgive mig for at være hørende. Det kan hun, hun kan tale og høre noget. Men det kan min karakter ikke, og derfor er han ikke blevet presset ud i den slags situationer. Han har ikke haft brug for at vide: “Hey, du er døv, stå ved det”. Men Kate prøver at tilpasse sig, og det skaber problemer for hende. Hun har ikke fuldt ud accepteret sin døve identitet. Men jo oftere du står ved din identitet, jo lettere har omgivelserne ved at vide, at du er som du er.

I eksperimenterer også med lyd, vi hører på et tidspunkt, hvordan Kates høreapparater ikke virker som de skal. Har I planer om at fortsætte med den slags lyd-eksperimenter, så vi hørende bedre forstår, hvilke lyde, I er omgivet af som døve?

– Folk tror ofte, at når du er døv, så hører du intet. Shoshanah og jeg fortæller ofte folk, at det ikke nødvendigvis betyder, at man ingen lyde hører, bare fordi man er døv. Jeg mærker konstant vibrationer. Jeg kan høre forbipasserende biler, sirener. Vi har undervejs arbejdet med to lyddesignere, der bliver ved med at spørge, hvordan vi opfatter forskellige lyde. Shoshanahs opfattelse af lyde er de lyde, der kommer gennem hendes høreapparater. Mine er mere de lyde, jeg mærker gennem min krop. Det har vores lyddesignere så arbejdet efter.

Da Kate prøver at høre sin boss, lyder det som om, at de begge er under vandet. Er det sådan, høreapparater lyder?

– Det må du spørge Shoshanah om. Men hun har fortalt, at hun opfatter ting gennem en kombination af lyde og mundaflæsning. Nogle gange clasher de to metoder. Det er derfor, hun nogle gange tror, at hendes boss taler om noget helt andet end vind og vejr. Hun får to forskellige input og prøver at tolke det til noget, der giver mening. Det er lidt lettere for mig, fordi enten mundaflæser jeg, eller også er der ingenting. Jeg er ikke afhængig af lydene omkring mig.

Hvilke klichéer hører du oftest om døve?

– Døve får altid cochlear implantater: “Vi har brug for at høre, så lad os gøre døve hørende”. En anden kliche er: “Døve bliver også forelskede, men det kommer jo ikke til at fungere, fordi den anden person skal lære tegnsprog”. Man opfatter døve karakterer på TV som nogen, der ikke har egen drift, de er blot til stede for at give et krydderi til den egentlige historie. Så det er jo helt vildt, at vi har lavet den første TV-serie nogensinde, der både er skrevet af og spillet af døve personer. Og vi lever i 2018.

Josh Feldman savnede at se en homoseksuel døv skuespiller på TV, så han skabte rollen selv. Han er aktuel i sin egen nye “dramedy”, This Close, der har premiere på søndag.

Serien er skabt af ham selv og hans veninde Shoshanah Stern. Skuespillerinderne Marlee Matlin og Cheryl Hines er også medvirkende.

Serien giver et ucensureret indblik i Michael Rosens (Feldman) liv, der hvor han er ved at slikke sårene efter et breakup, og hans venindes (Stern) karriere som “den døve pige” på et PR-bureau.

This Close er den første TV-serie skabt af og med døve medvirkende.