Amanda er den første døve borgmester i USA

Amanda Folendorf er 31 år, døv og kvinde. Hun blev den 8. januar 2018 også indehaver af titlen som den første døve borgmester i USA. Frem til 1. januar 2019 er hun borgmester i Angels Camp, der er en lille by i Californien med et indbyggertal på 3.235 personer.

Tekst: Cathrine Mejdal
Foto: Uniondemocrat

– Jeg er den første døve, kvindelige borgmester i hele USA, siger Amanda Folendorf på amerikansk tegnsprog i videoen nedenunder. Da hun bagefter bliver spurgt, hvad det var, hun sagde, oversætter hun hele sætningen til fejlfrit, talt engelsk. Amanda er nemlig ikke vokset op med tegnsprog. Det lærte hun først, da hun kom til Gallaudet University som 17-årig:

– Mine forældre opdagede først, jeg ikke hørte så godt, da jeg var syv år gammel. Så fik jeg høreapparater og livet gik ellers videre. Men jeg oplevede med årene, at det ikke altid kørte på skinner det med at tale og forstå, hvad der bliver sagt. Især i teenageårene, hvor det sociale fyldte mere og mere. Så læste jeg lidt op på, hvilke muligheder man har som hørehæmmet, og fandt frem til amerikansk tegnsprog og Gallaudet University. Dér ville jeg gerne hen, så jeg kunne opleve lidt tegnsprog og møde andre døve og hørehæmmede – og det var mine forældre med på, fortæller Amanda Folendorf.

Amerikansk tegnsprog var en åbenbaring
– Gallaudet University – og især amerikansk tegnsprog ændrede mit liv. Fuldstændig. Jeg fandt sikkerhed i min identitet som ‘døv’ – og mødte så mange andre, der havde lignende baggrundshistorier. For dem slog talesproget heller ikke til – ikke fordi de ikke kunne tale flydende engelsk – for det kunne de, ganske ligesom jeg kan – men snarere fordi tegnsprog gav os flere dimensioner; vores øjne kan følge med dér, hvor vores ører ikke kan. Det var fantastisk, siger Amanda.

Amanda Folendorfs familie er fra Angels Camp, og efter endt ophold på Gallaudet University læste hun videre på universitet i Sacramento, der ligger to timers kørsel fra Angels Camp, da hun gerne ville forankres i lokalsamfundet. Med en politisk aktiv familie varede det ikke længe, før Amandas indre politiker begyndte at røre på sig.

Borgmesterposten vælges hvert år
I byen Angels Camp følger man en politisk procedure, der betyder, at borgmesterposten vælges hvert år i januar. Amanda Folendorf har siddet i byrådet siden 2014, og stillede op efter opfordring fra de andre medlemmer i byrådet. I det kommende år skal hun som borgmester sørge for at få gennemført en række forandringer, der kan være med til at sikre den lille by økonomisk fremgang. Hun vil bl.a. kæmpe for bedre kontrol med cannabisdyrkning, som nu er blevet tilladt i Californien, så hele bysamfundet kan få gavn af de økonomiske muligheder, der ligger i det at dyrke cannabis. Samtidig vil hun gerne gøre byen tiltrækkende for selvstændige forretningsdrivende og andre virksomheder fra andre regioner ved at give dem nogle fordele, hvis de starter en virksomhed op i Angels Camp.

Hun er samtidig også ansat i den amerikanske skovvæsen og derfor også vild efter at komme i gang med at udbygge cykelstier og vandreruter i naturen omkring Angels Camp, så naturområderne sikres bedst muligt, og trække flere naturturister til, som kan opleve det smukke natur rundt omkring byen.

At være døv er ikke et handicap
– Jeg er døv. Jeg bruger fjerntolk og tegnsprogstolk når der er telefonmøder og møder. Jeg ser ikke det at være døv som et handicap. Jeg lærte at tale først, så jeg er et levende bevis på, at døve sagtens kan tale. Alle døve bør behandles individuelt – især når det kommer til deres sprogvalg og -præferencer. Jeg foretrækker selv at kommunikere på amerikansk tegnsprog, siger hun.

Amanda Folendorf er borgmester frem til januar 2019 og har endnu ikke besluttet, om hun vil genopstille til november.