Det irske parlament anerkender irsk tegnsprog

De 5.000 medlemmer i det irske døvesamfund har fået en tidlig julegave af den irske regering: Det irske parlament har netop behandlet og godkendt et lovforslag, der anerkender irsk tegnsprog som et formelt sprog.

Tekst: Cathrine Mejdal
Foto: Colourbox

Lovforslaget forventes at blive underskrevet af den irske præsident, Michael D. Higgins, inden jul. Irsk tegnsprog bruges af godt og vel 5.000 personer i Irland, og ved åbningsdebatten understregede ministeren Finian McGrath og senator Mark Daly, hvor afgørende det er at få anerkendt irsk tegnsprog som et sprog, da det samtidig også giver døve irere rettigheder, som har stor betydning for deres social- og sundhedsliv. Blandt andet retten til at få beskikket tegnsprogstolk uden selv at skulle betale for det, da der kan afhjælpe social isolation, som mange irske døve lider under.

– At garantere støtte, så de (døve) kan besøge lægen, deltage aktivt i sociale og kulturelle arrangementer er umagen værd, når det handler om at bekæmpe isolering og forbedre døves generelle trivsel – både fysisk og mentalt, proklamerede Finian McGarth under afstemningen.

Få tegnsprogstolke i Irland
Anerkendelsen får stor betydning for tegnsprogstolkningen i Irland, da der pt. ikke er nok tegnsprogstolke til de 5.000 døve irere. Umiddelbart efter afstemningen fortalte senator Mark Daly:

– Loven gør, at vi fremadrettet kan få etableret et register over irske tegnsprogstolke, der er uddannede og kvalificerede til at kunne tolke for døve. Der vil forsat være tolkemangel de kommende år, men det kommer til at vende – især nu, hvor vi har en lov, der giver irsk tegnsprog de samme sproglige rettigheder, som irsk talesprog.

– Det betyder også, at døve nu kan få adgang til service i den offentlige sektor – og det løfter dem ud af den isolation, de hidtil har lidt, slutter han.