Kommentar: Kære danske stat, kan du hjælpe mig med at forstå?

Hvorfor har den danske stat fjernet Døvefilm fra Finansloven, hvorfor er danske døveskoler og børnehaver lukket, og hvorfor er der alle de her problemer med tegnsprogstolkeområdet? Caisanne Lund er nordmand, har en dansk mor, og mange døve danske venner.  Derfor spørger hun den danske stat, hvad begrundelsen er.

Tekst: Caisanne Lund, master-studerende i barnevern på Høgskolen i Oslo og Akershus (oversat til dansk)
Foto: Privatfoto

I kølvandet på Danmarks reaktion omkring fratagelsen af støtten til Døvefilm (7 millioner danske kroner) som for mange døve i Danmark opleves som et brud på menneskerettighederne, har det samtidig rejst en række spørgsmål om hvorvidt denne afgørelse i statens øjne er rationel. Rationel? Virkelig? For hvem? Ikke kun det, så har Danmark i løbet af de seneste ti år taget meget mere end blot tilskuddet til Døvefilm:

  • Lukket alle skoler for hørehæmmede
  • Lukket alle børnehaver for hørehæmmede
  • Tilladt et tolkesystem, som tillader privatpersoner at drive et slags monopol med formål at tjene penge, frem for at hjælpe døve med at blive inkluderet i samfundet

I dette indlæg vil jeg trække på tre eksterne kilder til at belyse det sociale problem: Et citat fra Skam, ”Lighedens dilemma” af Marianne Rugkåsa og artiklen ”Integreret, men ikke inkluderet” af Anders B. Bisgaard, og så afslutter jeg med en drøftelse. Her håber jeg, at I vil forstå mit valg af disse kilder.

For bange til at spørge, så nysgerrig at man finder på sine egne svar
Jeg vil her starte med et citat fra den norske TV-serie Skam, fra den scene, hvor hovedrollen Isak snakker med hovedrollen Sana, som klager over, hvor træt hun er af at få dumme spørgsmål fra folk om hendes islamske baggrund, men så kommer Isak med et modsvar, som ingen i hele verden kan argumentere mod:

”Nej, de dumme spørgsmål er vigtige. For hvis folk stopper med at stille dem, så finder de på deres egne svar. Og det er farligt, det der.”

Lad mig redegøre for hvad jeg tænker, så håber jeg, at du, kære danske stat, kan give mig et godt svar, for det er jo så uendeligt meget bedre end at jeg laver mine egne svar, ikke sandt?

Integreret, men ikke inkluderet?
I januar 2017 blev der afholdt en heldagskonference om ”Norsk tegnsprog – fra rettigheder til praksis” på højskolen i Oslo og Akershus. De, som åbnede konferencen, var specialpsykologerne Beate Schie Berntsen og Beate Øhre. Blandt andet fremhævede de vigtigheden af at børn og unge skal have adgang til begge sprogmiljøer, eftersom de fleste børn med alvorlige høretab i dagens Norge får indopereret cochlearimplantater (CI) i løbet af deres første leveår. Det store flertal af disse børn vil senere blive ”integreret” på deres lokale skoler. Mange erfarer imidlertid, at de ikke hører godt i alle situationer, selv om de har CI. Da har de to sprog, de kan bruge i skolen, til det sociale liv, under uddannelse og arbejdsliv. Tegnsprog har fordele i situationer hvor CIen ikke fungerer optimalt, som når man er træt, der er megen støj, eller når teknologien af den ene eller anden grund svigter. I artiklen fortæller også en pige om hvordan tegnsproget hjalp hende til at slappe af i nakkemusklerne, fordi det var anstrengende hele tiden at se og høre godt nok i et hørende miljø. I kronikken ”Tag tegnsprog alvorligt” af Arnfinn V. Vonen blandt andet:

”For selv om man i større eller mindre grad er hørende, er det uhyre anstrengende hele tiden at basere kommunikationen på den svageste sans”.
Man ser gerne og oplever også hørehæmmede børn som talentfulde og dygtige i skolen, men i virkeligheden kan de føle sig socialt isolerede, føle sig ensomme og mislykkede. Følelsen af konstant at hænge på i forhold til det, som sker i det sociale liv ”kan gøre, at man bliver skamfuld og føler sig dårligere end de andre. Det får let konsekvenser for ens lyst til at lære, ens motivation og livsglæde, siger Øhre.”

Når ligheden ekskluderer
I Norge har vi mange tusinde døve mennesker, som er i arbejde, de er skatteydere og lovlydige samfundsborgere. De samme mennesker er også nogens mor eller far, nogens søster eller bror, og nogens ven. Disse mennesker er så godt integrerede i samfundet netop takket være det velfærdssystem som Norge tilbyder; en tolketjeneste, som stiller op til enhver aktivitet, hvor der er et behov for at oversætte det norske talesprog til norsk tegmsprog, her inklusiv tolk til uddannelsessektoren, så døve kan uddanne sig til at arbejde med næsten hvad som helst, alt som ikke kræver hørelse.

Velfærdsstaten i Norge er på mange måder fantastisk, men den har også sine svage sider. Jeg henviser her til Marianne Rugkåsas bog ”Lighedens dilemma” (2012). Kort opsummeret handler bogen om lighedsidealet, den lighed, der sættes foran ligeværd og ligestilling, og som sætter standarden for velfærdsstaten Norge. Bogen er baseret på Rugkåsas 6 måneders feltarbejde på et aktiviteringstilbud i Norge for indvandrerkvinder, de fleste fra Mellemøsten. Lighed sættes her op som en idé, som i Norge synes at være normativt forbundet med integration:

”Jo mere lige man er, jo mere deltager man i samme type aktivitet, eller på samme område, og jo bedre integreret opfattes man til at være”.

Ligeværd i Norge associeres gerne med lighed. Med ligestilling i Norge henviser man til at både manden og kvinden er ude og arbejde, så familien kan få indtægter, og begge deltager lige meget i husarbejdet.

Rugkåsa skriver videre om hvordan kategorier er med til at ekskludere mennesker, som ikke bærer de samme karakteristika som majoritssamfundets mennesker:

”Kategorisering fører gerne til standardisering, uanset hvor forskellige individerne kan være, nogle givne fællestræk bliver relevante når individerne kategoriseres”

Gennem kategorisering fremstår individet mere som repræsentant for kategorien. Rugkåsa skriver også at politiske interesser og ressourcemæssige forhold har betydning for integrationsprocessens resultater. I et eksempel fra bogen skriver Rugkåsa (min oversættelse):

Mens kvinderne tidligere have to samtaler via tolk i det år de havde med læreren, var det nu slut med det grundet manglende ressourcer. Dermed blev kvinderne ikke set i hverdagen, og idet sproget hindrede kommunikationen, blev kvinderne mere set som kategorier frem for individer. Et eksempel på dette er da der tog flere måneder før nogen i aktiviteringstilbuddet opdagede, at en af kvinderne, Malika, havde mere end otte års skolegang i sit oprindelsesland.

Med andre ord havde den norske stat, i stedet for at bruge en tusindlap på en tolk hvert år, brugt titusindvis af kroner på at vælge en lang omvej og en meget vanskeligere måde at integrere kvinderne på. Den billigste og mest effektive nøgle var hele tiden kommunikation, og den valgte den norske stat at overse. Heldigvis gælder dette ikke de døve i Norge, men kan man sige det samme om døves situation i Danmark? (Det er selvfølgelig trist for indvandrerkvinderne, jeg er helt uenig i den politik, Norge fører, når dette gælder. Jeg ville gerne have vidst, hvad de, der tog afgørelsen, tænkte på, for at få det sagt).

Diskussion: Kære danske stat, kan du hjælpe mig med at forstå?
Nu til pointen med dette indlæg: Jeg vil spørge dig, den danske stat, om du kan hjælpe mig med at forstå dette:
Du vælger at cutte hele støtten på 7 millioner danske kroner til organisationen Døvefilm, din begrundelse er, at døve er i stand til at indsamle støtten selv, uden statens hjælp. På hvilket grundlag? Det virker på mig, som du har gjort præcis det farlige, som Isak sagde, at folk kunne finde på: Du har skabt svaret selv, helt på egen hånd, Jeg tror næppe, du nogensinde henvendte dig til nogen på Døvefilm og stillede spørgsmålet: Er I ressourcestærke nok til at indsamle 7 millioner kroner på egen hånd, hvert år? Om der er andre årsager til afgørelsen ved jeg ikke, men i stedet for at være så brutale og tage hele støtten, kunne I have stillet nye krav og forslag til forbedring. Det er så meget sødere på den måde. Kunne Døvefilm ikke følge op på dette, kunne du bare gøre hvad du ville.

Artiklen ”Integreret, men ikke inkluderet” kan også kobles til tolkesituationen. Tænk dig, kære dansker, der arbejder i staten, hvis nu du skulle bo i Kina i forbindelse med dit arbejde. Så gode som staten er med deres integrationsspolitik, vil de give dig en tolk til at oversætte kinesisk til dansk for at du skal integreres i samfundet. De giver dig en tolk, som følger dig overalt i arbejdstiden fra kl. 9 til 16, resten af tiden overlades du til dig selv. Man må heller ikke glemme, at tolken er et menneske, et mennesker, der også har brug for pauser til at spise og til at gå på toilettet. Når du er på arbejde, kæmper du virkelig med at forstå kinesisk, heldigvis er tolken der for at oversætte. Men når tolken oversætter en samtale, der foregår mellem fire personer, som snakker i munden på hinanden, er de andre allerede langt forbi i emnet, idet tolken endnu oversætter en sætning til dig, som den ene sagde for nogle minutter siden. Når du har besvaret, er det for sent, fordi de allerede er i gang med et nyt emne. Du er den sære, der altid hænger efter. Pludselig har du fået en fin kontakt med en person, sammen med tolken kan du føre mange fine samtaler med den kinesisktalende person. Vent lidt, tolken skal på toilettet. Vent lidt, tolken er blevet syg. Vent lidt, tolken trænger til en pause. Du er så afhængig af tolken, at du må tilpasse dig tolken. Halvdelen af din tid i Kina går ud på at vente. Meget morsomt. Vil din ven også vente? Ja, hvis du er ekstremt heldig.,

Måske vil du efter et halvt år have lært dig lettere kinesisk. Du formår at opfange enkelte ord. Du kæmper med at hænge i samtaler, ikke altid, men nogle gange. Det tager tid for dig at opfatte og oversætte til dansk, og så må du formidle et svar, som du så oversætter til kinesisk. Allerede der er de andre langt foran i emnet, eller også er de begyndt på et andet. Du er fortsat den sære, der hænger efter. Tænk hvilken stor glæde der er, når du finder ud af, at de har ansat en anden dansker. En anden dansker, som du deler et dejligt sprog med. Jeg behøver vel ikke at forklare den følelse nærmere, for den har du sikkert allerede, fordi du kan forestille dig det.

Så sig mig, kære danske stat, du, som lukkede børnehaver og skoler for hørehæmmede, hvor er logikken i dette? Hvad er din grund? Grunden er vel den bedst mulige integration, mest mulig lighed for alle? Nu vel ikke sige, at du har skabt dit eget svar IGEN? Nej, skam dig, altså!

En døv dansker fortalte mig for nylig, at der er tolke, der ikke kommer på uddannelsesstedet på grund af sygdom, og tolkefirmaet får ikke fat i andre. Det er femte gang jeg hører dette på blot seks uger, tænk, så megen undervisning, han er gået glip af, bare fordi tolkefirmaet er for egoistisk til at uddele opgaven til 29 andre tolkefirmaer. Ja, der er faktisk omtrent 30 tolkefirmaer i Danmark, som ikke snakker sammen, og som gør alt for at beholde deres kunder (tredjehåndsinformation fra en anden dansker).

Samtidig læser jeg på Facebook, at en anden dansker også har fået tolken aflyst på grund af sygdom. Hør her, altså, hvad er sandsynligheden for, at man skal høre dette fra to personer på SAMME DAG i MIN egen vennekreds, som måske udgør en hundrededel eller tusindedel af hele den døve befolkning i Danmark? Vil det sige, at hundredevis af døve oplever dette hver dag i Danmark? I Norge har vi blot ET tolkefirma ledet af NAV, som leverer tolketjenester til hele landet. Bliver en tolk syg, er det let at skaffe en ny, fordi KOMMUNIKATIONEN på tværs af kommunegrænser åbner døre og gør livet så meget lettere for mange døve. Så kære danske stat, kan du hjælpe mig med at forstå dette? Spørger du mig, er det trist at tænke på, at så mange mennesker står udenfor samfundet så tæt på Norge, uden mulighed for at bidrage, fordi den danske stat har lagt op til en politik, som stikker kæppe i døve menneskers hjul – eller rettere sagt EU som driver denne politik, og danskerne har ikke andet valg end at følge den.

Til jer, som kan forstå dansk tegnsprog, lægger jeg en YouTube link på referencelisten. Her er der en døv pige, der fortæller om sine oplevelser med tolketjenesten i Danmark. Utrolig tragisk, og man får omgående ondt i maven på vegne af pigen. De hørende, som ikke behersker dansk tegnsprog, skal jer en tegnsprogstolk for at forstå videoen. Easy peasy, ikke?
Og ja, ligesom Norge ligestiller ligeværd og ligestilling med lighed, ligestiller de også integration med inklusion, men vi har i det mindste integrationen på plads. I Danmark mangler man BEGGE dele. Ak, gad vide, om du, danske stat, har undersøgt antallet af døve med psykiske lidelser i Danmark og sammenlignet tallet med Norge? Jeg vil gætte på, at der er DOBBELT så mange psykisk syge i Danmark som i Norge (Gad vide, om nogen bliver inspireret til at foretage denne undersøgelse? Gå i gang!) Med andre ord kan du, danske stat, let halvere hele hospitalsbudgettet, såfremt du får fikset integrationen, gerne inklusionen, nu hvor vi er i gang. Så er budgettet nærmere nul, eller i hvert fald mere i tråd med antallet af psykisk syge blandt døve.

Min mor er dansk, hun er døv og har mange døve venner i Danmark. En af hendes venner, Lone Abild, måtte i 1987 kæmpe for at få tolk til sin psykologuddannelse (artiklen ”Døv får tolk til ønskestudiet” af Carsten Esdahl, Fyens Stiftstidende, 09/1987). I otte måneder mptte hun selv betale for tolk, hun måtte arbejde hver eneste weekend, samle flasker til koncerter, hun solgte sine smykker og levede for det meste af vennernes middagsinvitationer. Alt dette for at kunne betale sine tolke. Til sidst kom staten med et krav: ”Bestå eksamen, så får du dækket dine tolkeudgifter”. Lone bestod sin eksamen med topkarakterer, og gik godkendt dækning af tolkeudgifterne til resten af sin uddannelse. I dag arbejder hun som psykolog. Uden tolk (og hendes fantastiske gå-på-mod) ville hun aldrig have været der, hvor hun er i dag. Jeg behøver ikke at sige noget yderligere om dette, du, danske stat, har vel forstået poinen med hvor vigtigt det er at få tolk til sin uddannelse – og at du vinder på den lange bane?

Min pointe med at fremhæve disse tre eksterne kilder, er at fortælle dig, danske stat, HVOR MANGE PENGE DU KUNNE HAVE SPARET ved at ibrugtage nøglen til kommunikation, for den er den bedste win-win situation for alle parter: Døve får en uddannelse og kan arbejde og bidrage tilbage med skattekroner, og den kære danske stat kan spare millioner af kroner på specielt sygepenge. Når døve mangler en uddannelse, bliver de holdt udenfor arbejdsmarkedet, og når man bliver holdt udenfor, udvikler man psykiske lidelser. Dermed klarer man ikke et arbejde og må leve af statens penge. Det vil sige mange penge ud af vinduet, noget som er fuldstændig unødvendigt. Så ja, dette er min logik, hvor er din login, kære danske stat, i disse afgørelser? For jeg har svært ved at se den.

Referencer
http://nbhp.no/2017/01/integrert-men-ikke-inkludert

“Skam” sæson 4, episode 7

https://www.dagbladet.no/kultur/om-du-avfeier-dette-som-trivielle-skolegardskonflikter-vil-jeg-hoflig-anmode-deg-om-a-ta-deg-en-bolle/67654293

Rugkåsa, Marianne. 2012. Likhetens dilemma – om sivilisering og integrasjon i den velferdsambisiøse norske stat. Gyldendal Akademisk; Oslo.

YouTube video:
https://www.youtube.com/watch?v=amDXOOOFD-I&app=desktop

PS. Dette indlæg er baseret på hvad jeg ved (eller tror jeg ved) så kom gerne med modargumenter, eller kommenter, såfremt der er noget helt forkert her.