5 gode rejsetips til dig, der ikke hører så godt

Vinteren er snart over os, og det kan være fristende at trække stikket ud og daffe sydpå for at slikke lidt sol. Men som døv og hørehæmmet kan det at rejse godt føles som et spil hasard. Enten går det som smurt eller også roder man sig ud i en lang række pinligheder, ene og alene fordi ingen tilsyneladende aner, hvordan man skal gebærde sig over for en person med hørenedsættelse.

Tekst: Cathrine Mejdal
Foto: Colourbox

At rejse kan af og til være lidt af et cirkus for døve og hørehæmmede. Du har sikkert prøvet at misse højtalerudkald om ændringer, og derved glippe dit fly eller din tog eller følt dig lige så malplaceret som en marsbo på Venus, når du ubehjælpsomt er blevet trukket rundt af rejsepersonalet som en kuriositet i en cirkusmanege. Her får du en overlevelsesguide, der kan lette din rejse.

1. Vær ikke bange for at spørge om hjælp
Når du befinder dig i en travl lufthavn og skal navigere dig, kan man nemt miste overblikket. Tit er det også meget baggrundsstøj, så du misser højtalerudkald. Kig efter visuelle markører som informationstavler eller fang en medarbejder ved den nærmeste informationsskranke. Grib til pennen og papiret, hvis det ikke går så glat med høre eller mundaflæse, hvad der bliver sagt.

2. Udnyt de fordele, som eksisterer for handicappede
Flere lande har en række rabatter på transport, som gælder for personer med handicap – og det inkluderer også dig, der ikke hører så godt. Det kan gøre din rejse en del lettere, fordi du ved at vifte med et enkelt plastikkort på togstationen hurtigt slipper for at forklare dig og dit høretab for en, som ikke aner en pind om hvad det indebærer.

3. Book en assistent
Udnyt, at du har mulighed for at få assistance. Når de kommer trillende med kørestol, og det gør de helt sikkert – skal du naturligvis takke pænt nej, men de kan bane vejen for dig, så du sparer en til to timers ufrivillig venten i kø ved paskontrollen i lufthavnen.

4. Vær ikke bange for at sige, at du ikke hører så godt
Hvis du ikke kan forstå, hvad der bliver sagt, sig det til vedkommende, og forklar dem, hvordan du foretrækker at kommunikere. At gøre dem bevidst om, at de skal ændre måden at tale til dig på, er det hurtigste måde at komme videre i programmet, så du kan komme videre i programmet.

5. Hav dine rejsedokumenter på papir – eller på mobilen
Sørg for at have dine rejsedokumenter på dig. Det gør turen omtrent en tusind gange lettere for dig og alle dem, som ikke ved, hvordan de skal håndtere dig som døv eller hørehæmmet, når du hurtigt kan hive noget op og vise det, du gerne vil have mere information om til den, som kan hjælpe dig. Det kan være en del lettere end at skulle udtale navnet på en kinesisk by eller skrive hindu.

God tur!