Facebook-brugere advarer: Pas på falske høreapparater

Få et høreapparat og kom til at høre igen til et par hundredelapper! Lyder det for godt til at være sandt? Ja, mener hørehæmmede Facebookbrugere, der er oprørte over, at Elgiganten sælger billige høreapparater, der næsten ikke kan kaldes høreapparater.

Tekst: Mette Bertelsen
Foto: Colourbox

Michelle Svorin Kristensen, der har delt opslaget på Facebookgruppen “Høresagen i Danmark”, siger:

– Jeg er stadig chokeret over hvordan dette kan tillades – især i en så stor kædebutik. Disse apparater sælges som værende “høreapparater”, men i virkeligheden er de blot lydforstærkere. Det betyder, at de skruer op for lydstyrken på ALLE toner. De tager altså ikke hensyn til en persons hørenedsættelse og behov, og skader mere end de gavner. De vil altså med al sandsynlighed forværre dit høretab samt tinnitus. Så hop ikke i fælden og ødelæg din hørelse.

Der skal nok være nogen, der køber de her falske høreapparater, mener en anden Facebookbruger i debatten. Specielt, hvis man ser det i lyset, at ventetiderne på at få høreapparater er ulideligt lange, og at hørehæmmede ellers skal hoste op med et tocifret tusindbeløb – typisk op mod 50.000 kr. for at kunne komme til at høre barnelatter og fuglesang.

Elgiganten er dog ikke de første, der sælger disse såkaldt falske høreapparater. Det er tidligere set, at supermarkederne har haft disse som et slagtilbud. Men som forbruger skal man gå langt udenom disse tilbud.