5 steder, du ikke skal efterlade dine høreapparater

– Opbevar dine høreapparater i de her æsker, når du ikke bruger dem, har din audiologist helt sikkert formanet dig om, da du først modtog dine nye høreapparater. Men gør du det til en god vane? Her er nogle faldgruber, som mange døve og hørehæmmede falder i, når høreapparaterne efter endt brug ikke ender i de nydelige sikkerhedsbokse, du har fået med hjem.

Tekst: Cathrine Mejdal
Foto: Colourbox

1. På natbordet
Natbordet er for høreapparaterne, hvad vaskemaskinen er for dine strømper: et uforklarligt, sort hul, hvorfra intet lys udslipper. Høreapparater, der ligger der, kan af uvisse årsager forsvinde for så at blive fundet flere dage (århundreder) senere – med nullermænd og alt det, der hører med.

2. Inden for et kæledyrs rækkevidde
Måske har de audiologiske afdelinger en statistik over hvor mange høreapparater, der er blevet bortskaffet af en hund eller kat. Det er ganske vist, at flere har skullet få et nyt sæt, fordi de gamle er blevet hundens favorittyggelegetøj eller fordi katten har gemt og glemt dem.

3. Rutschebanen
Er du netop steget ombord Dæmonen i Tivoli eller Tyfonen i Friheden, kan det være en rigtig fin idé at tage de kostbare høreapparater af, før dit korpus bliver udsat for tyngdekraftens ubøjelige vilje – og dine høreapparater lander i et barns candyfloss flere hundrede meter væk.

4. I nærheden af vand – både i dets flydende og frosne form
Om du skal på kanotur eller en tur i fætter Højbens nye speedbåd, så er det nok ikke det mest sikre sted for dine høreapparater. Mand/kvinde overbord er lig med en vandig afsked med dine dyrebare høredingenoter. Det samme gælder sneboldkampen med dine venner. I værste fald finder du dem først, når det er blevet forår.

5. Køkkenbordet
Et ord: Skraldespanden. Det er før set og sket, at man i et øjebliks rengøringspanik over datens forestående besøg uforvarende er kommet til at smide høreapparaterne i skraldet i et forsøg på at rydde køkkenet i løbet af nul komma fem.