Selvstændig tolk: Jeg elsker mit arbejde, men jeg er træt og stresset

Dette interview med NN som er selvstændig tegnsprogstolk giver et helt unikt indblik i de vilkår, selvstændige tegnsprogstolke har. Det er også en fortælling om, hvorfor de selvstændige tegnsprogstolkes grænse er ved at være nået i forhold til at myndighederne ved hver udbudsrunde presser timeprisen ned.

Tekst: Mette Bertelsen
Foto: Colourbox

NN har været i branchen en række år. Hun er eksamineret tegnsprogstolk og startede sin karriere i et tolkefirma, ligesom de fleste selvstændige tegnsprogstolke. En dag sagde hun op og sprang ud som selvstændig tegnsprogstolk. Hun tolker for sine egne brugere og hun elsker faget. Men hun er også ved at blive træt. Meget træt.

Derfor har hun kontaktet LOUD for at komme med sit syn på sagen. Hun siger, at hun ikke repræsenterer alle selvstændige tolke, men det her er hendes perspektiv:

– Grunden til, at jeg synes, det er vigtigt for folk at kende til vores side af sagen, er at mange synes, vi tolke lyder så forkælede, når vi brokker os over at skulle gå ned i løn. Og nogle tolkebrugere mener, vi arbejder for lidt, når vi kun tolker 15-20-25 timer om ugen, fordi de tror, det kun er tolketiden, som er vores arbejdstid. Hvis folk tænker sådan, så er det nemt at affeje os, men det vil ramme både tolke og døve, mener jeg.

Vilkårene er blevet værre
Siden 2010 er de sociale tolkeopgaver blevet sendt i udbud. NN budt ind på DNTM flere gange, fortæller hun:

– Og hver gang har det været et lige stort arbejde. Det er jo et juridisk dokument man underskriver, så det er vigtigt, man går det godt gennem.

Og hver gang hun har budt ind på DNTM er vilkårene lige så stille blevet forværrede:

– Det kommer af, at det offentlige gerne vil reducere udgifterne til tegnsprogstolkning. Men det betyder så også, at lønnen til os tolke falder. Min løn er faldet omkring 10% gennem de seneste ti år. I forhold til sidste udbudsrunde er maxprisen faldet med 11,4%. Der er også kommet nye vilkår til i form af, at vi får løn for den første time vi tolker, og derefter kun for hvert minut. Tidligere blev yderligere tolkning ud over en time rundet op med 15 minutter. Det er slut nu, konstaterer hun.

Der bliver også hårdere konkurrence om overhovedet at komme ind og få en aftale med DNTM, fortsætter NN:

– Vi ved jo også, at der ingen er, der kommer ind med maxprisen. Der er 18 pladser (alene i Hovedstaden, red.) og jeg vil skyde på, at der er omkring 50 selvstændige tolke og omkring 10 firmaer. Og hver gang der er et udbud, er der altid noget nyt, der dukker op. Hvis vi siger, at omkring 10 firmaer og omkring 20 konsortier vil byde ind, betyder det, at det ikke er alle tolke, der kommer med (og får en aftale med DNTM).

Læs også: DNTM udbudsrunde: Det skal tolkeleverandørerne leve op til fra 2018

Bliver måske lukket ud af aftaler med kommunerne

Nu vil DNTM have kommunerne med ind i deres aftale med tolkeleverandørerne. Der er lagt op til at kommunerne kan bestille tolk via. DNTMs aftale med tolkeleverandørerne.

– Som selvstændig tolk har jeg mange faste opgaver på arbejdspladser mv. Hvis det ender med, at disse her arbejdspladser bruger DNTMs aftale, vil det betyde, at jeg bliver nødt til at have adgang til DNTM. Det bliver for det første til en lavere pris end den jeg får nu, og for det andet, så er det jo ikke sikkert, at jeg overhovedet får en aftale med DNTM. Og så vil det betyde, at mine faste brugere ikke længere kan bruge mig som tolk.

Forskellen mellem en tolketime og arbejdstime
NN bruger mange timer på sit arbejde, og det er kun få af timerne, hun har dækning på, fortæller hun:

– Jeg vil gerne tale om hvad en timepris indebærer, for jeg fornemmer ikke, at DNTM har forståelse for alt det arbejde vi også laver. Mit arbejde er ikke kun tolkning, men også transport, forberedelse, administration – det er de faste ting. Og det er inkluderet i prisen.

Hun fortsætter:

– Man siger, at vi selvstændige kan byde billigere ind end firmaerne. Vi har ingen kontorudgifter, hvorimod firmaerne skal betale en hel del husleje. Men firmaerne har jo folk ansat til alt det andet arbejde. De har ansat administrationsfolk, regnskabsmedarbejdere og så videre. Alt det samme ordner jeg selv, og jeg hjælper andre selvstændige. Bogholderi er bestemt ikke min centrale opgave, men jeg gør det alligevel. Også selv om det går endnu langsommere. Og hvis et firma har mange opgaver hos en kommune, kan de sende faktura på 100 timer, hvorimod jeg måske fakturerer for 2 timer – men det tager samme tid at fakturere.

Og så skal hun altid være på, siger hun:

– Og hvad så hvis jeg bliver syg? Nej, vi selvstændige er aldrig syge. Der går jo altid panik i en, når man bliver syg. Vi selvstændige tolke har et internt mailnetværk som vi kan trække på for hjælp. Bliver vi syge eller forhindrede i at komme frem, kan vi række ud, så en anden kan tage over. Folk er tit søde til at hjælpe hinanden. Vi er nødt til at leve op til vores ansvar, for gør vi det ikke, finder brugeren jo bare en anden tolk.

Bliver meget sværere at hjælpe hinanden
Et andet problem ved udbuddet denne gang er, mener NN, at DNTM lægger op til, at der skal være færre konsortier – dvs. samarbejder mellem selvstændige tolke.

– Det siger de godt nok ikke direkte, men de siger, at hvis en leverandør har kunnet tolke op til 15 timer, så kan vedkommende selv byde ind. Man kan måske byde ind to sammen, så man kan hjælpe hinanden ved sygdom, men det bliver sværere at overlade opgaven til andre tolke. I hvert fald hvis de andre tolke også har en aftale med DNTM, for så mener DNTM, at man danner en kartel (et samarbejde, der har til formål at begrænse konkurrencen, red.)

– Så der bliver til den næste periode intet samarbejde på tværs mellem os selvstændige. Det rammer jo døve. Hvis jeg altså bliver syg, og ikke kan finde en til at komme i stedet, så må jeg jo nærmest rejse mig fra dødslejet og tolke for den døve. Og det er ingen af os tjent med, siger NN med en tør latter og tilføjer:

– Ja, det er jo typisk os selvstændige tolke. Vi er meget pligtopfyldende. Vi vil jo gerne gøre meget for vores faste brugere. Jeg afviser ikke mine brugere, men ringer rundt til alle, hvis jeg ikke selv kan dække opgaven. Jeg tjener ikke penge på at sende en opgave videre, men jeg gør det alligevel. Hjælper jeg andre, kan det være, at de hjælper mig en anden gang – med en spændende opgave eller lignende.

Men sådan kan de ikke længere arbejde, siger NN.

– Hvis det er op til DNTM, skal vi altså opfatte hinanden som konkurrenter og ikke kolleger. Alt hvad vi gør, kan potentielt være strafbart. Hvad vil DNTM opfatte som karteldannelse og ikke? Det er stressende.

Som selvstændig tegnsprogstolk er lønnen ikke fast. Hun får for hvor mange tolketimer hun tager. For at kunne få økonomien til at løbe rundt, er hun afhængig af ind i mellem at få f.eks. 4 tolketimer i træk med gode pauser ind i mellem. Det kan kompensere for fx én times tolkning i Hundested hvor hun så bruger 2,5 timer på at komme frem og hjem igen. Plus hun bruger tid på forberedelse og efterbehandling. Her bruger hun altså 4 timer og får kun penge for den ene time. Men som hun siger:

– Ja, det går op og ned. Hvad man mister på gyngen, vinder man på karrussellen.

Lange arbejdsdage
Interviewet med NN foregår på café. Her skal hun vente på næste opgave, og hendes arbejdsdag slutter kl. 21.

– Som tolk kan jeg have nogle enormt lange dage. Jeg har måske en opgave om morgenen, en om eftermiddagen og en om aftenen. Det kan ikke altid, det kan betale sig at tage hjem i mellemtiden. Derfor sidder jeg tit på cafe for at slå tiden ihjel. Det er ikke uden grund, at der er en intern joke blandt os tolke om, at en mellemtime er lig med Dankort (hun giver tegnet for at svinge med dankortet).

Hun er træt af at blive kaldt forkælet:

– Jeg har hørt folk sige, at selvstændige tolke er forkælede. Men vi kan som beskrevet godt have nogle sindssyge arbejdsdage. Fx sygeplejersker har i det mindste sammenhængende vagter. Jeg kan risikere at miste vigtige opgaver, mens jeg sidder og er optaget på kursus. Jeg er nødt til konstant at være klar. Der er ikke tal på hvor mange private kaffeaftaler, jeg har droppet. Det, at vi altid, konstant, er til rådighed, det synes jeg, burde belønnes noget bedre.

I stedet for kommer der mere pres på de selvstændige tolke.

– Det bliver sværere og sværere at sige fra. Jeg har hidtil nu takket nej til opgaver, jeg ikke var kompetent nok til at løse. Men fremover bliver jeg måske nødt til at sige ja til alt hvad jeg kan få for at skaffe penge. I gamle dage døde folk tidligt. I dag forventer man af os, at vi kan være på arbejdsmarkedet til vi er over de 70 år. Men det kræver altså, at vi kan passe på os selv. Jeg vil altså godt have overskud, også når jeg kommer hjem og har fri.

Men hvorfor bliver du så ikke bare firmaansat?

Firmatolke har stadig ikke faste, sammenhængende vagter. Og som firmatolk er man afhængig af, hvordan ens firma planlægger ens arbejdstid. Man kan nok lave særlige aftaler med administrationen, især hvis de er søde, men hvad nu hvis vi er mange tolke med hver sit særlige behov? Og hvis firmaet står og mangler indtægter, skal jeg være fleksibel.

Der er også den med selv at have indflydelse på, hvor, hvornår og hvordan hun skal arbejde:

– I øvrigt elsker jeg at tolke for de samme brugere, komme på de samme steder. Det er rarere og tryggere, og man kender folk. Det vil jeg hellere end at fare rundt fra sted til sted. Jeg har behov for selv at vælge til og fra, selv bestemme min ferie, selv styre min arbejdstid. Har man sine børn, kan man flekse med tiden – tage tidligt hjem, når de er hjemme, og give den gas, når børnene er hos den anden forælder.

Byder du ind på DNTM udbudsrunden?

– Nej. Jeg byder ikke ind. Jeg kender flere andre selvstændige tolke, der siger det samme. Nu er det simpelthen nok. Vi vil ikke mere. Os erfarne tolke, også de tolke, der er endnu mere erfarne end jeg, de finder på noget andet at lave. Flere af mine tolkekolleger er allerede i gang med at afsøge andre jobmuligheder. Der er flere fra min årgang, der er i gang med en ny uddannelse, eller også har de taget noget ufaglært arbejde. De tager vikarjobs på en skole eller lignende. De gider ikke mere. Det er for besværligt. Det er for meget. Og der er for meget brok.

NN vil dog tolke så længe hun kan få opgaver:

– Det er selvfølgelig mit håb, at jeg kan beholde mine opgaver for døve på arbejdspladser. Men nu ved jeg, at kommunerne måske vil spare 2-300 kroner på en tolketime. Så de kan jo sådan set godt tænke “Pyt med tolken” og skifte mig ud med en, der er billigere. Jeg har da en plan B. Det er for mig for sent at skifte uddannelse, men heldigvis har jeg andre kompetencer end tolkning. Men jeg elsker at tolke. Faget passer så godt til mig. Jeg er nysgerrig, jeg elsker at komme nye steder, at lære om alt muligt. F.eks. tømrerfaget – ved at tolke det, får jeg nye perspektiver. Jeg ville være så ked af at miste det arbejde.

Nyuddannede tolke kender ikke fremtiden
Når man har været i gamet længe, kender man spillereglerne. Men de, der lige er kommet ind i gamet, er mere fleksible – fordi de ikke har prøvet andet, siger NN:

– Vi ser, hvordan de nyuddannede tolke nu kommer ind på markedet på endnu dårligere vilkår. Jeg har mødt flere, der er friske på at tolke på alle mulige tider. Men når de så begynder at få små børn, er det ikke længere så sjovt at stå tidligt op og komme hjem sent om aftenen. Jeg har også mødt tolke, der er friske på at give den gas, og at tolke en masse – de tænker ikke over fremtiden, fordi “Jeg har en mand, der kan forsørge mig i fremtiden”.

Tolkene er ikke sjove hattedamer der hjælper døve
Døve har måske ikke opdaget det endnu. NN mener, at det kommer til at ramme dem på et tidspunkt, men hvis de ser godt efter, kan de allerede nu se tegnene:

– Hvis jeg var døv, ville jeg ikke synes det var sjovt at få to trætte tolke. Den ene har måske været oppe og i gang siden klokken fem og den anden siden klokken syv.

Trætte tolke laver fejl. Melder sig syge. Og det rammer brugerne:

– Jeg oplever brugere få dårlig tolkeservice, og de klager sjældent. Enten orker de det ikke, eller også er de ikke i stand til det – det er for svært for dem at formulere sig på dansk. De ved ikke hvordan de klager. Og vi ser jo også, hvordan lægen beder den ældre døve dame om at tage sin datter med som tolk.

Vi tolke er professionelle formidlere. Vi er ikke sådan nogle hattedamer, der hjælper andre af et godt hjerte. Vi er ikke støttepædagoger. Vi er tolke, vi er stolte af vores fag og vi holder fast i professionalismen.

Hvordan kunne man bedst løse alt det her?

NN tænker lidt før hun svarer:

– Nu har jeg jo set, at der er en brancheforening på vej. Jeg vil klart deltage til den stiftende generalforsamling, siger hun.

Hun stopper og tænker videre. Fortsætter så:

– Men det er svært. Staten, kommunerne og DNTM vil spare penge. Og jeg tror næppe, priserne stiger igen. Men vi må bremse den nedadgående udvikling. Vi har set hvordan Tolkecenter Danmark gik konkurs sidste år. Der sker i andre brancher, at det firma, der vinder et udbud, går konkurs midt i det hele, fordi de ikke har kunnet få tingene til at løbe rundt. DNTM må forstå, at det ikke er holdbart at blive ved med at presse prisen ned. Ønsker DNTM, at døve får gode tolke, må de forstå, at de må betale for det. Man får hvad man betaler for, siger hun og kommer med sit sidste bud på en løsning:

– Måske skulle vi simpelthen stoppe med at byde ind. Melde det budskab ud, at det her simpelthen ikke går mere.