Ny e-bog om døves kamp for at retten til at være en sproglig og kulturel minoritet

En ny e-bog, “Egenmakt och gemenskap – en historik över Dövas Nordiska råd” blev lanceret online i fredags. E-bogen fortæller historien om, hvordan døve i Norden gennem et stærkt samarbejde har manifesteret sig som en sproglig og kulturel minoritet – en kamp, der startede for mere end 100 år siden.

Tekst: Mette Bertelsen
Foto: Døves Nordiske Råd (WFDs bestyrelse 1991-1995 med mange nordiske repræsentanter)

Her i 2017 kan Døves Nordiske Råd (DNR) fejre deres 110 års jubilæum. DNR blev grundlagt i København helt tilbage i 1907 og og er stadig aktivt i dag.

De gamle koryfæer ser tilbage på historien
DNRs 110 års jubilæum fejres med en helt nyproduceret e-bog, der på finsk, svensk og engelsk skriftssprog og med nordiske/internationale tegn – gennem ti kapitler tager seeren med på en rejse tilbage i tiden. Bogens fokus er det nordiske samarbejde mellem døveforbundene og den betydning, samarbejdet har haft for helt almindelige døve i hele Norden. Fortællerne er de gamle koryfæer, Danske Asger Bergmann, norske Svein Arne Peterson, svenske Lars-Åke Wikstrøm og finske Liisa Kauppinen. Fortællingen er suppleret med omkring 100 billeder.

En unik fortælling
E-bogen “Egenmakt och gemenskap – en historik över Dövas Nordiska råd” er en sjældent formidlet, tegnsproglig fortælling om et folk, der har været undertrykt og som har rejst sig igen. Med en helt unik selvbevidsthed om at være en kulturel og sproglig minoritetsgruppe, fremfor at være en handicapgruppe. Denne helt særlige selvbevidsthed har medført, at nordiske døve gennem mange år har været kendt som forbilleder for hele den internationale døveverden – i forhold til tolkning, uddannelse og politik.

Om E-bogen
E-bogen er produceret af finske Eeva Tupi, støttet af Nordisk Kulturfond og blev præsenteret i fredags i forbindelse med Døves Nordiske Råds møde.

Gå til E-bogen: Egenmakt och gemenskap – en historik över Dövas Nordiska råd