Mere end 37 år i døveverdenen: En hørende siger farvel og tak

I 80’erne mente professionelle i døveverdenen mange ting. I dag mener ingen rigtig noget. Det tør man ikke længere. Og det er forkert, mener Bruno Madsen, der er hørende og har været professionel i døveverdenen i mere end 30 år, senest som topchef for CFD. En post han netop har forladt for at gå på pension. Nu har han tid til at reflektere. Noget, han mener, alle i døveverdenen burde gøre. For de fælles visioners skyld.

Tekst: Mette Bertelsen
Foto: Keld Christensen, CFD

I slut-halvfjerdserne fik den relativt nyuddannede unge nordjyske socialrådgiver Bruno Madsen lyst til at lave noget andet end at sidde hos Nordjyllands Amts afdeling for revalidering og pension.

Han bladrede i avisen, som man jo gjorde dengang:

– Der var ikke meget spændende, men så faldt jeg over en stilling som døvekonsulent, der lød som noget. Jeg vidste ikke en pind om døve dengang. Det endte jo med, at jeg fik jobbet og det var tilfældigt at det blev sådan.

Jobbet hos CFD fængslede Bruno så meget, at han blev der i mange år.

Her 37 år efter sidder Bruno på CFDs hovedkontor i Gladsaxe, som øverste chef for en organisation, der beskæftiger mere end 600 mennesker over hele landet.

Bruno Madsen har torsdag den 26. oktober 2017, haft sin allersidste arbejdsdag som chef for CFD. Derefter går han på pension. Det er en passende anledning til at se tilbage.

Bruno Madsen havde sin første arbejdsdag på kontoret for døve i Aalborg i april 1980. Da var bevægelsen “Døv Bevidsthed” lige startet, en bevægelse, der udsprang dengang Aalborg afholdt Nordisk Kulturfestival for døve.

En bevægelse, der skabte opmærksomhed omkring, at døve havde brug for tegnsprog og en bevidsthed om, at man ikke bare var handicappet, men at man også tilhørte en sproglig og kulturel minoritetsgruppe.

Tegnsprogskampen erstattede oralismen
Døv Bevidsthed var en slags frigørelseskamp fra “oralismen”, en 20-30 års mørk periode for døve, der startede efter efterkrigstiden, og hvor tegnsprog blev set som skamfuldt, hvor rigtig mange døve børn blev enkeltintegrerede i hørende skoler, og med et meget svingende udbytte.

– Man havde erkendt det her behov for at døve skulle have tegnsprog for at blomstre, fortæller Bruno Madsen.

Og derfor var det noget af det naturligste i verden, at han skulle lære sproget. Og han syntes, at det lød spændende.

– Det var Asger Bergmann, der lærte mig tegnsprog. Han banede vejen for os unge der kom ind i døveverdenen i starten af 80’erne. Asger, hans kone Ritva og nogle andre unge døve tegnede et billede af hvordan tingene burde se ud, fortæller Bruno, og tilføjer:

– Vi var mange unge hørende professionelle dengang. Og vi tænkte, at det her, det var fuldstændig rigtigt.

Læs også: Ny e-bog om døves kamp for at retten til at være en sproglig og kulturel minoritet

Alle var enige i firserne
1980’erne var en spændende tid for døve i Danmark. Der var en stor bevidsthed om hvordan tingene burde være. 1980’erne bød på flere politiske kampe om døves rettigheder, fortæller Bruno Madsen, der var med til at kæmpe for dem fra sit hjørne af døveverdenen som døvekonsulent. I 1980’erne, 1990’erne og 2000’erne havde man mange fælles mål, husker Bruno Madsen: Skrivetelefoni, tolkning, tegnsprog på arbejdspladserne blandt andet.

– Alle var enige om det skulle være sådan.

Som døvekonsulent kom Bruno Madsen med det samme ud og møde døve i døveforeningerne, og dermed kom han hurtigt til at bruge sit tegnsprog.

– Som døvekonsulent møder man jo mange forskellige mennesker, fra forskellige landsdele – Herning, Aarhus, Aalborg.

Fra lille landsby til storby
Der er løbet meget vand i åen siden da. 1980’erne er blevet til 1990’erne, og så er 2000’erne kommet, 2010’erne og nu lever vi i 2017.

Bruno trækker et metafor op af hatten om landsby versus storby:

– Forskellen mellem dengang og nu er, kan man sige, at dengang var døveverdenen som en lille landsby, hvor alle kendte alle. På godt og ondt. Havde man begået noget uheldigt, ville det forfølge en. Men omvendt stod døve også sammen, skulder mod skulder. Mange døve var meget ens i det. Det var dengang, at døve oftest arbejdede som håndværkere. Når man kom i døveforeningen om aftenen var der mange ligesindede, og man nød at tale sammen på tegnsprog.

Men med de mange positive forandringer, skete der også et eller andet med den lille landsby.

Tolkene gav døve mulighed for at uddanne sig
I 1986 startede Tolkeuddannelsen i København, og i 1996 kom der en version i Aarhus. De første professionelle tegnsprogstolke strømmede ud af uddannelserne, blev mere og mere dygtige og organiserede, og det kom døve til gavn:

– Så begyndte døve at gå på HF og enkelte startede i gymnasiet. Der kom flere og flere døve studenter, og derefter tog de universitetsuddannelser. Jeg husker f.eks. at Mulernes Legatskole i Odense var en af forgængerne. På et tidspunkt var der 13-15 døve elever på samme tid. De havde hinanden. I Århus i slutningen af 90’erne var der også en større gruppe døve unge der slog sig sammen, erindrer Bruno.

Det var på det tidspunkt, at tolkeuddannelsen i Århus lige var blevet etableret.

Lærere og pædagoger: Sæt i gang
Man var også blevet bevidste om, at døve børn i døveskolerne havde brug for voksne døve rollemodeller. Fra at være ufaglærte pædagogmedhjælpere, var det oplagt, at døve kunne tage uddannelsen som lærere. Et af Brunos store projekter, fortæller han:

– Der var jo de døve, der tog læreruddannelsen. Den uddannelse var meget efterspurgt blandt døve i 90’erne. Mange døve blev lærere og der blev også uddannet mange døve pædagoger. Der var gode jobmuligheder og de døve fagprofessionelle var meget efterspurgte. Den udvikling var jeg med til at skubbe på som døvekonsulent. Det sagde jeg selv til dem. At de skulle blive lærere og pædagoger. Der var brug for dem.

Større afstand mellem landsby og storby
Men med de bedre uddannede døve blev forskellene mellem de enkelte døve også større. Nogle døve tog ikke uddannelser og blev dermed i landsbyen. Her var der flere og flere døve, der blev arbejdsløse.

– Man kan sige at der er mange døve, der i dag har forladt den her lille landsby. I dag kan man snarere betegne døveverdenen som en storby. Folk kender ikke hinanden på samme måde mere. Vi ser større diversitet i døveverdenen i dag. ”Eliten” af døve har i dag nogle helt andre behov end den anden gruppe. Og døve står ikke længere sammen på samme måde.

CI har forandret hele døvegruppen
I starten af 00’erne kom der en helt ny teknologi til: Cochlear Implantater. Teknologien var godt nok blevet implanteret på de første døve børn et lille årti før, men det var først i 00’erne, at effekten begyndte at kunne ses.

Og det har påvirket døveverdenen kraftigt, mener Bruno Madsen:

– CI-udviklingen har bidraget til, at der er kommet færre og færre tegnsprogsbrugere, færre kulturelt døve. Og vi ser færre og færre mennesker, der kommer til at bruge tegnsprog rent kulturelt. Der er langt mellem døve i dag, og derfor er det sværere at mærke relationerne til hinanden. Der kommer ikke længere nyt blod ind i den gruppe, konstaterer Bruno og fortsætter:

– Vi ser flere og flere døve leve i den hørende verden. Der er forskel på at være døv og at føle sig kulturelt tilknyttet til døvegruppen. Vi ser færre kulturelt døve. Og det er jo der, at vi ser udviklingen gå fra landsby til storby.

Et samfund i forandring
Det er døvekonsulenterne, der bogstaveligt talt kører rundt fra landsby til landsby. Døvekonsulenterne har kontakt med omkring 1200 døve om året, og det område af CFD står Brunos hjerte nær. Også den gruppe, som konsulenterne er til for, fortæller han:

– Og nu ser vi, at der er nogen mener, der ikke længere er behov for den her lille landsby. Men der er nogen mennesker der stadig sidder i landsbyen, som er døve, og som har svært ved at overskue hvad der er ved at ske nu. Ny teknologi, nye muligheder, nye regler – så mange ting, der er svære. Denne her gruppe bliver mindre endnu, og deres frustrationer bliver større. Det er vigtigt at vores døvekonsulenter er der for dem. Der er brug for rådgivning i forhold til arbejde, uddannelse, kontanthjælp, i forhold til deres børn.

Døvekonsulenterne skal konstant opdaterede, og det bør de andre aktører i døveverdenen også være, mener Bruno:

– Det er vigtigt at vi er opmærksomme på alle de mange små forandringer i samfundet. Vi skal have et tæt samarbejde med Danske Døves Landsforbund (DDL), da det er dem der har den politiske indflydelse.

Hårdere kamp for for overlevelse
Men også blandt de aktører, der har indflydelse på hvad der skal ske i døveverdenen, ser man større afstande. Afstande, der lige så stille er dukket op i løbet af de seneste 10-15 år:

– Vi ser i dag en større konkurrence indenfor de forskellige institutioner i døveverdenen. Det handler om prestige, opgaver og overlevelse. DDL havde engang et arbejdsmarkedskoordinationsudvalg hvor alle sad i rundkreds og delte ideer og tanker omkring kommende projekter, og man fandt nemt samarbejdspartnere, da andre aktører kunne melde sig på banen, mindes Bruno, og så bliver han fast i blikket:

– Men i dag tør ingen sige, hvad de tænker. Man er bange for at de gode ideer bliver taget. Ja, til sidst var der ikke rigtig noget at tale om, og man mente ikke rigtig noget længere. Jeg skal ikke sige vi fra CFD var alt for gode selv. Vi gjorde præcis det samme. Men til sidst var der jo ikke længere noget arbejdsmarkedskoordinationsudvalg. Alle var på vagt overfor hinanden. Det er jo et sygdomsbillede kan man sige. Det blev værre og værre, husker han.

Og det er forkert synes Bruno, der appellerer til de andre:

– Der er brug for vi står sammen. Vi har ikke brug for mere konkurrence. Vi har brug for en fælles ramme. Vi skal se indad, erkende at der er brug for noget. F.eks. en ny national udredning af døve – institutioner, tolke, information, rådgivning. Hvordan kan vi gøre det bedre? Hvordan kan vi være sikre på fortsat at levere kvalitet, at bruge pengene godt? Og hvem tager ansvar for hele gruppen af døve og ikke kun ”eliten”?

Der er mange spørgsmål, der svæver i luften.

Brugerorganisationerne bør have en fælles vision
Særligt en af de gamle samarbejdspartnere bør reflektere, siger Bruno Madsen:

– Jeg synes at vi burde kigge på DDL. De har ikke stået frem og erkendt virkeligheden endnu. Jeg synes det har været et problem. Dog fornemmer jeg, at de er ved at komme frem til en erkendelse af realiteterne. Og det er godt. Det er en hård erkendelse at erkende at tegnsprog forsvinder som følge af CI, fremsætter Bruno Madsen.

Fremtiden er svær at forudse, og Bruno lyder et eller andet sted ikke helt sikker i sin sag:

– Opdager man om nogle år at det var forkert, hvad man gør i dag? Eller opdager man, at teknologien kun bliver endnu bedre?

DDL har i år fået en ny formand i Lars Knudsen, og Bruno Madsen følger nysgerrigt med på sociale medier, som er det sted, man holder sig opdateret:

– Jeg mærker dog, at DDL begynder at åbne mere op. Det kan man se på fx Facebook, hvor de fortæller om dialog med andre organisationer. Organisationerne er i bund og grund jo ikke så forskellige fra hinanden. Alle parter vil gøre det så godt som muligt. Vi har alle en fælles vision om at forbedre vilkårene for mennesker med høretab.

Bruno oplyser, at CFD vil invitere en repræsentant fra den nyere forældreforening Decibel ind i deres nye bestyrelsessammensætning. Og at de har sagt ja tak til det.

Lukker vi hele butikken?
I dag kan man konstatere, at alle døvelærerne og mange pædagoger er blevet fyret, fordi døveskolerne ikke ønskede dem længere, idet de brugte tegnsprog. Det skulle væk, og dermed skulle de væk. Men det var ikke nok. Forældrene ønskede ikke, at deres CI-børn skulle i døveskole, og så blev skolerne lukket én efter en.

Tolkningen er kommet i udbud, og timepriserne bliver konstant presset ned, og der er krise blandt tolkene – hvad vil fremtiden byde dem, hvis lønnen fortsat går ned.

Senest har regeringen fjernet den mere end 60 år gamle institution Døvefilm fra finansloven. Status er endnu ukendt, da forhandlingerne først afsluttes til december. Bruno har fulgt med det hele, og hans tanker er meget lige ud af landevejen:

– Jeg tænker, at vi er godt på vej til at lukke ned. Det sker ikke i morgen eller overmorgen, men måske om 15 år, 20 år. Vi står på kanten og kigger ned på afgrunden. Kan vi redde det?

Døvefilms eksistens f.eks. er stærkt truet. 

– Jeg tror ikke det kommer ud af det blå, at man fra dag til dag vil lukke Døvefilm. Det er ikke bare en vild ide. Det er en del af en mere overordnet strategi. Man kan jo regne det ud; hvor mange nye døve kommer der til og hvordan aldersudviklingen vil være og dermed hvilke behov gruppen til en hver tid vil have. Om to, tyve år – hvilket behov er der da?

Døve bliver en del af en meget lille handicapgruppe, forudser Bruno.

Hvem skaber den politiske masterplan for døve?
Der er brug for en slags masterplan, mener Bruno Madsen her på falderebet af sin karriere:

– Jeg tror det er vigtigt at vi sætter os sammen og deler de gode ideer. Det er ikke os der bestemmer, det gør politikerne. Det burde være menneskeligt og samfundsøkonomisk fornuftigt, at lave en sammenhængende plan for hvordan man kan skabe de bedste rammer for døve.

Det kræver, at man tør tage ansvar og at åbne op, mener han:

– Det er svært og krævende at skabe rammer for det hele. Det koster. Men hvis vi ikke gør det, vil der blive en lang kø ved håndvasken. Alle vil frasige sig ansvaret for at skabe rammerne for døve og sige, at det ikke har noget med dem at gøre. Og man lader andre sejle deres egen sø. Det kræver at vi alle tør sige noget, der måske ikke er populært.

Men det er ikke fordi at den dybe tallerken skal genopfindes, omend der måske er brug for nytænkning, mener Bruno:

– Vi starter ikke fra nul. Vi har allerede et døvemiljø og vi har en række erfaringer. Bliver alt det vi har fået bygget op lukket fra dag til anden, eller om fem år? Skal man sige “Lad os lukke hele butikken og starte en frisk”? Hvad skal erstatte det, der er opbygget? Vil Døvefilm forblive i samme form i mange år frem? Kommer der andre alternativer?

Endnu flere spørgsmål, der svæver i luften.

Ansvaret bliver overgivet til andre
Men det bliver ikke Bruno Madsen, der skal besvare spørgsmålene.

Han er nemlig lige gået på pension, og det kan han gøre med god samvittighed, mener han:

– Jeg er stolt over at efterlade en CFD i topform. Alle pladser er fyldt op, der er masser af aktiviteter, CFD er kommet godt i gang på Facebook. Der er flere nye bygninger og en række bygninger er blevet moderniserede. Teknologien er up to date med videokonferenceudstyr m.v Der afsættes penge til kompetenceudvikling som aldrig før. Der er et godt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere. Og sådan synes jeg det er ok at trække sig og overlade ansvaret til andre.

Den person der skal overtage Brunos chefstol er Kurt Faber-Carlsen, der er nuværende chef af CFDs sociale tilbud. Han skal både fortsætte det og være overordnet chef for CFD.

Bruno er okay med at gå på pension. Der er ting han vil savne, men også ting som han ikke længere er en del af. Faktisk er Bruno er stoppet lidt tidligere end hvad de fleste troede.

Det jeg tænkte, var simpelthen: “Jeg stopper før nogen spørger.” Man havde forventet at jeg ville fortsætte til 2019, hvor CFD fejrer 150 år, smiler Bruno Madsen fra sin chefstol i CFDs domicil i Søborg.

Men nej.

Bruno Madsen har allerede forladt bygningen.

Fakta om Bruno Madsen
Bruno Madsen er født i 1951. Bruno blev uddannet socialrådgiver i 1976. Han blev ansat som døvekonsulent hos kontoret for døve i Aalborg i 1980. I 1985 blev ledende døvekonsulent i Aalborg. I 1996 tog han en universitetsuddannelse – social kandidatuddannelse, hvor han skrev speciale om unge døve som fagområde. Bruno stoppede som døvekonsulent i 1997, hvor han blev regionschef på Institutionen for Døve. Her har han siddet helt frem til oktober 2017.