Weekend-tip: Svenske døve fejrer døves dage i Jönköping

I denne uge er det “International Week of the Deaf” og det fejres flere steder rundt omkring i verden. Er du vild med svensk kultur og svensk tegnsprog? Så giver vores svenske naboland den gas med hele fire døvekulturelle dage i Jönköping. 

Tekst: Mette Bertelsen
Foto: Colourbox

Dagene afholdes i den svenske by, Jönköping, der ligger mellem København og Stockholm – små fire timer i bil fra København. Jönköping er en kendt by i Sverige, men byen gør til daglig ikke det store væsen af sig i Døve-Sverige hvad kultur og historie angår. Byen har en døveforening, Vätterbygdens Døveforening, og så findes der døve- og høreklasser i en af byens skoler.

Mød en masse forbilleder
“Døv – ja da” er temaet for svenskernes Dövas Dag, og arrangørerne skriver:

– Lad os opleve nogle dage sammen, hvor vi kan føle, at vi er gode nok som vi er. Lad Døves Dag samle os, og lad os minde os selv om, at tegnsprog og vores døveverden er værd at blive respekteret af omverdenen, og at omverdenen bør lytte til os. Det er os der selv ved, hvad der er bedst for døve børn, unge, voksne og ældre! Mød vores skønne forbilleder, oplægholdere, underholdere og venner!

Varieret program på svensk tegnsprog
Programmet, der starter allerede i dag, den 20. september, og løber frem til på søndag, byder blandt andet på museumsbesøg, pubaftener, byvandring, filmfremvisning, foredrag, yoga/spinning, teater, udendørs aktiviteter i form af motorcykler og fiskning og ikke mindst et brag af en fest. Alle toneangivende svenske organisationer indenfor Døve-Sverige, er mere eller mindre repræsenterede på selve døves dag den 23. september.

Døves Kulturdag i Danmark
I Danmark er Århus værtsby for Døves Dag, som løber af stablen på lørdag. Her er der også masser af foredrag og aktiviteter på dansk tegnsprog. Hvis du har misset nyheden, kan du læse om den danske Døves Kulturdag her:

Døves Kulturdag 2017 i Århus

Om Dövas Dag i Jönköping
http://dovasdag2017.se/
Nyhetstecken (TV): Dövas dag inleds idag