Kok bag restaurant Skade: Jeg har altid haft et overblik over hvornår der blev tolket

Den meget pludselige lukning af den døveejede restaurant Skade har bidraget til et stort samtaleemne blandt alle, der kender til tegnsprogstolkning på arbejdsmarkedet: Skyldes det, at kommunerne er blevet opmærksomme på misbrug af tolkebevillinger? Københavns Kommune er i hvert fald opmærksom på sagen. Restaurant Skades kok, Magnus Madsen, fortæller sin del af en yderst kompliceret sag med mange løse ender.

Tekst: Mette Bertelsen
Foto: Seek the World

Hvordan bruger døve på arbejdspladserne rundt omkring i Danmark egentlig deres bevillinger til tegnsprogstolkning? Det er et spørgsmål, som i øjeblikket optager Københavns Kommune meget. De er i gang med at føre tilsyn med en række arbejdspladser med døve ansatte.

Det hele skete, da restaurant Skade af en gruppe blev anmeldt for misbrug af medarbejdernes jobcenterbevillinger. Anmeldelsen var startskuddet på en lavine, der fik flere firmaer med døve ansatte til at flytte, drosle ned eller blive begæret konkurs. Blandt andet blev restaurant Skade begæret konkurs. Det var til stor chok for medarbejderne.

Hvordan er det at have arbejdet for et firma, der er blevet anmeldt (ikke dømt, red.) for misbrug af offentlige midler? Det vil Magnus Madsen gerne fortælle om. Han er nemlig klar over, at anmeldelsen er et stort samtaleemne blandt de, der har kendskab til tegnsprogstolkning på arbejdsmarkedet, og derfor åbner han op for LOUD.

Magnus er en af de tre uddannede døve kokke, der stod for den nu lukkede restaurant Skades daglige drift. Han er personligt berørt af at der snakkes så meget om det projekt, han ellers har været stolt over at være en del af. Sagen har, føler han, truffet ham på fagligheden, og derfor vil han gerne fortælle Skades historie fra sit perspektiv. Ejerne af restaurant Skade ønsker ikke blive citeret omkring sagen. (redaktionel rettelse: ikke alle 4 ejere har været i dialog med LOUD, derfor er artiklen ikke udtryk for en samlet tilkendegivelse fra hele Skades ejerkreds)

Flere andre involverede har ikke ønsket at stå frem med deres navn. Historiens eneste kilde er derfor Magnus Madsen.

Læs også: Restaurant Skade har drejet nøglen om

En stribe døveejede firmaer lukkede eller lukningstruede

Hele lavinen startede i begyndelsen af juni, hvor restaurant Skade blev anmeldt for misbrug af jobbevillinger – en anmeldelse, som tilsyneladende er blevet sendt til flere kommuner på Sjælland. Det skulle efter sigende fremgå af anmeldelsen, at der er en gruppe, der mistænker de fire ejere for at misbruge jobbevillingen, især i forbindelse med restaurant Skade.

En jobbevilling er en tolkebevilling udstedt af jobcentret (som hører til under kommunen) kan være på op til 20 timer om ugen. Dvs. at en døv eller hørehæmmet person i arbejde kan få op til 20 timers tolkning for en arbejdsuge på 37 timer. Det er en ordning, som er fantastisk for døve – da det gør, at de kan kommunikere på lige fod med deres hørende kolleger i op ti 20 timer om ugen. Det er en ordning, som er unik på verdensplan.

Det har været en offentlig hemmelighed blandt mange, at denne ordning kan misbruges, og der har været flere tilfælde i tidens løb.

Anmeldelsen kom naturligvis som et chok for ejerne. Den var, fortalte en af Skades fire ejere, Jeppe Vestenaa, til LOUD, årsag til at restauranten lukkede. Nyheden om anmeldelsen vakte en hel del vrede reaktionerne fra læserne, der følte med Jeppe Vestenaa og roste hans projekt med restaurant Skade.

Jeppe Vestenaa har sidenhen ændret forklaring til, at det ikke decideret var anmeldelsen, men snarere dårlig økonomi og dårlig ledelse, og at der ikke var flere penge tilbage til restaurationsdriften, der gjorde, at restauranten omgående lukkede.

Skades konkurs er sket mere eller mindre samtidig med, at et andet af to af ejernes firma, Wavehouse Cph ApS, ligeledes er begæret konkurs. Wavehouse Cph ApS har siden 2015 været hovedlejer af en etage med kontorlokaler på Frederiksberg i København. Hele etagen er nu blevet ryddet på grund af hovedlejernes konkursbegæring. Så de firmaer, der har haft kontor på adressen, er enten flyttede, droslede ned eller begæret konkurs.

Årsagen til at etagen er ryddet, er ikke præciseret, men det formodes, at det må have økonomiske årsager.

Ingen uregelmenterede tolkninger

Restaurant Skade er, fortæller Jeppe Vestenaa, dog ret hurtigt gået fri af kommunens mistanke om misbrug af bevillinger.

Men Københavns Kommune har tilsyneladende aldrig været direkte involveret i at betale for jobbevillinger til restaurant Skade, idet to af restaurant Skades døve medarbejdere var tilknyttet en anden kommune, Tårnby Kommune. Den tredje medarbejder, der var bosiddende i Københavns Kommune, blev i følge et par kilder formelt ansat hos Wavehouse Cph ApS og den fjerde var hørende, og dermed havde vedkommende ikke nogen bevilling på tegnsprogstolkning.

Det undrer ikke Magnus Madsen, at Tårnby Kommune ingen anmærkninger har haft. Han bor i kommunen og har haft et et tæt samarbejde med sin kommune fra start:

– Jeg har fået alle de nødvendige hjælpemidler og har haft gode møder med kommunen. Min bevilling er stadig åben.

De tolke, der kom på restauranten, kom alle fra to af ejernes, Vestenaa & Jakobsen Holdning ApS, andet firma, et tolkefirma med navnet &meyer, der har to-tre tegnsprogstolke ansat og officiel adresse i Farum. Det var kun disse tolke, der kom og tolkede for medarbejderne på restauranten. Magnus bekræfter, at han også gennem sin iPad har haft adgang til fjerntolkning, hvor tolkene har siddet på kontoret på Frederiksberg. Magnus Madsen har selv været meget skrap med, hvordan tolketimerne blev forvaltet:

– I starten af restaurantens første periode kom der bare tolke, som jeg ikke havde bestilt, og vi havde ikke brug for dem, så jeg satte en streg i sandet. Siden har det kun været mig, der har bestilt tolke og skrevet under som dokumentation. Jeg har personligt ikke set, at der er skrevet under på en tolkning, der ikke har fundet sted. Jeg har altid haft et overblik over hvornår der blev tolket og i hvor lang tid. Plus til hvilken aktivitet. Der har altid været underskrift fra tolkebruger og tolk, fortæller Magnus, og konstaterer:

– Samlet tror jeg, at jeg maksimum har brugt 80-90 tolketimer fra start til slut. Det synes jeg er rimeligt. Man skal jo trods alt bruge tolk til restaurationsdrift, når man er døv.

Se videoen: Restaurant Skade er blevet fremhævet som et inspirerende eksempel

Et rigtig godt tilbud

Den ellers meget inspirerende historie om den døveejede restaurant Skade startede fra Magnus’ perspektiv i slutningen af 2016. Dengang arbejdede kokken for hotel Bella Sky i Ørestaden. Han blev kontaktet af to af ejerne, der fortalte, at de gerne ville åbne en restaurant, fortæller han:

– Ideen var fed, syntes jeg. Vi skulle bygge det hele op fra bunden og jeg ville komme til at arbejde meget selvstændigt. Det var et tilbud man ikke kunne sige nej til, fortæller Magnus.

Og han sagde ja. Magnus kunne dog først starte april 2017, da han var på barsel med sin søn. Allerede dengang i december havde partnerne ansat en døv mandlig kok, der skulle starte restaurantens første aktiviteter op. Kokken blev formelt ansat hos Wavehouse, da restaurant Skades koncept endnu ikke var blevet defineret.

Lidt senere ansatte ejerne kok nummer to, Unnur Petursdottir, en dygtig, prisvindende døv kok, som blev headhuntet fra Island. De to første kokke kørte noget frokostordning, testede menuer mv. Magnus kom til i april.

Der gik over et halvt år fra de første ansatte gik i gang og indtil restauranten åbnede for gæster.

– Vi var langsomme om at åbne. De fire ejere styrede starten. De bestilte borde, stole, ting, aftalte indretning med arkitekten, koordinerede håndværkere. Vi medarbejdere var i starten bare til stede for at modtage tingene. De største udgifter har nok været i forbindelse med selve opstarten.

En kort åbningstid

Selve driften startede først efter april. Restauranten åbnede den 9. maj.

Restaurant Skade startede med at byde på både frokost og aftensmad, men frokosten fungerede ikke. Det blev skrinlagt i juni, og en døv runner blev i samme ombæring fyret. Efter nedlæggelsen af frokostordningen ville restauranten fokusere på aftensmaden.

Rygtet om en nyåbnet restaurant med døve ejere og kokke spredte sig hurtigt. Det var en rigtig god historie, og man fik fuld valuta for pengene. Skade fik masser af ros både fra ind- og udland. Staben på restauranten så meget positivt på fremtiden.

Dog havde ejerne været forbi et par gange og gjort opmærksom på at det måske ikke gik så godt med økonomien, men at de ville finde en løsning på det.

– Det har jeg stolet på, at de ville, fortæller Magnus.

Men det hele fik en brat ende i slutningen af juli:

– Da jeg kom hjem fra to ugers ferie, det var om fredagen, der ringede Jeppe (Vestenaa, red.) til mig og fortalte at pengekassen var lukket i. Alle medarbejderne blev omgående og uden varsel fyret, fortæller Magnus og trækker på skuldrene.

– Om mandagen var jeg henne og hente mit udstyr, mine knive og sko, ligesom jeg fik afsluttet mine sager ved at sende mails til mine leverandører, kontakter mv. om at jeg ikke længere arbejdede på restauranten. Jeg ville sikre at afslutte ordentligt da det jo var i mit navn, fortæller Magnus, der værner om sin faglighed.

– Vi var ellers i en god udvikling. Hvordan det kan være, kassen pludselig var tom, forstår jeg ikke. Jeg har ikke indblik i, hvad der præcist er sket bag det hele.

Fagforening begærede restaurant konkurs

Umiddelbart efter gik Magnus over til sin fagforening, 3F, og forklarede dem situationen. Heller ikke de kunne forstå, at pengekassen var lukket.

Dagen efter fortalte juristen hos fagforeningen, at hun havde stillet krav til restaurant Skade om, at Magnus skulle få de 2 måneders løn, som restauranten skyldte ham. Det ville restaurant Skade have ti dage til at betale i følge inkassoloven.

Lønnen blev ikke udbetalt, så det var Magnus’ fagforening, der begærede Skade konkurs. Han kunne derefter få sine penge fra lønmodtagernes garantifond.

– Jeg bruger nu tiden på at søge efter et nyt job, og jeg er i gang med at undersøge mulighederne i mit netværk, fortæller Magnus, der er fortrøstningsfuld, hvad fremtiden angår.

Vi var jo kun lige begyndt

Det gik ellers så godt, mener Magnus, der er ked af, at restauranten lukkede så brat.

– Vi var ellers på vej til at finde vores stil, sådan noget tager jo lidt tid, et halvt år, et år. Vi skulle jo lære hinanden at kende, og gæsterne, hvad kan de lide? Vi var begyndt at eksperimentere og finde ud af vores varemærke, fortæller Magnus og fortsætter:

– Teamet var godt og med et fint kollegaskab. Vi sørgede for god mad og god service. Vi fik fat i en dygtig overtjener, Dagny, fra Island. Hun var dygtig og passioneret og jeg har stor respekt for hende.

I starten, de første to tre uger, kom der en hel del gæster, da ejernes og de ansattes nærmeste netværk, døveverdenen, havde får nys om åbningen. Derefter fadede gæsteantallet lidt ud. Gennemsnittet lå på omkring 8-9 gæster om dagen, og så var der flere selskaber, der fik booket restauranten med plads til 40 gæster. Til sidst var der i snit omkring 12-13 gæster pr dag. Det var en positiv stigning, mener Magnus og fortæller:

– Vi leverede altid på et højt niveau. Servicen var aldrig noget problem. Gæsterne roste vores mad, og vi tog al feedback til efterretning og handlede på det. Til sidst var der overskud til det kreative i forhold til at finde på nye menuer, og vi havde et godt flow. Vi havde introduceret til vores andet menukort i juli, men det fik ikke lov til at køre ret længe, da restauranten lukkede brat.

Magnus trækker på skuldrene og fortsætter:

– Partnerne havde ellers altid sagt vi nok skulle finde en løsning.

Ejerne formodentlig ikke enige

Magnus er ikke helt sikker på, hvad der ville være sket, hvis ikke fagforeningen havde begæret restauranten konkurs. Han er ikke sikker på, om alle ejerne var helt enige om at lukke restauranten.

– Måske kunne de ikke finde ud af hvad de skulle gøre.

Magnus oplevede ikke, at ejerne fyldte så meget i restaurantens daglige drift, fortæller han. Der var én repræsentant fra ejerne, der styrede restauranten, men han blev sidenhen skiftet ud med en af de andre ejere, og så gik det lidt bedre. Medarbejderne knoklede på. Men inden flowet kørte, var nøglen blevet drejet om. Partnerne var mest synlige, når de skulle forbi og have noget god mad, fortæller Magnus:

– De kom ofte og spiste. Et par gange om ugen i snit.  Aftensmad, møder… Men det tæller nu altså ikke i gæstegennemsnittet.

Magnus er skuffet over den måde, lukningen blev håndteret på:

– Jeg syntes ikke ejerne var særlig hurtige til at melde ud, at restauranten var lukket. Flere gæster var forbi forgæves. De (ejerne, red.) har ikke været i landet mens det her stod på. De var på ferie og sådan noget. Hvad skal man sige til det? Jeg er skuffet over, at de nærmest valgte at lade deres selskaber begære konkurs efter den her anmeldelse, siger Magnus.

Sandheden bør komme frem

Magnus hilser alligevel en ransagning velkommen. For det vil i sidste ende gøre døve en tjeneste, hvis der reelt har været misbrug af tolketimerne, og at dette bliver stoppet, mener han.

– Det er i mit navn, jeg er blevet sat i forbindelse med det hele, så jeg er rigtig glad for at have fået lov til at fortælle historien fra min side. Sandheden bør komme frem i lyset, fortæller han og fortsætter undrende:

– Jeg forstår ikke hvad der i virkeligheden er sket. En række firmaer lukker og en masse døve mennesker står uden arbejde. Jeg kan ikke kommentere, hvordan det har set ud med andre medarbejdere i forhold til deres jobbevillinger. Jeg kender ikke deres aftaler med ledelsen, siger Magnus og fortsætter

– Hvis de (ejerne, red.) er skyldige i det, som anmeldelsen lægger op til, er min respekt for dem gået fløjten. Havde jeg set konkrete beviser på socialt bedrageri, ville jeg have sagt op på stedet. Sådan noget vil jeg slet ikke associeres med, siger Magnus og understreger meget bestemt:

– Konsekvenserne rammer jo alle døve. Hvis der er misbrug af ordningen, vil vi så se mere kontrol fra kommunerne? Vil vi få mere begrænsede rammer for bevillinger? Vil arbejdsløsheds procenten blandt døve stige? Hvem er skyld i det? De, der har snydt med bevillingerne.

Det bekymrer Magnus, fordi han er afhængig af at kunne vælge sine egne tolke:

– Det frie tolkevalg er det vigtigste for mig som professionel kok. En tolk er ikke bare en tolk. Så man skal ikke bare tage det frie valg fra os. Det vil jeg kæmpe med næb og kløer for.

Mange døve står uden arbejde

Hele denne komplicerede sag har gjort, at i hvert fald Københavns kommune nu har iværksat en større ransagning af, hvordan firmaer med døve ansatte bruger tolkebevillingerne. Mens undersøgelsen står på, er alle tolkebevillinger til de i anmeldelsen nævnte firmaer i følge en anonym kilde blevet lukket/tilbageholdt.

De firmaer, der hørte til, har samlet haft omkring 20 døve og hørehæmmede ejere og medarbejdere, og sagen har haft konsekvenser for deres arbejdsliv.

Status omkring Københavns Kommunes undersøgelse kendes ikke.

Fremtiden

Magnus er i dag heldigvis på vej videre.

– Ja det her er en lortesituation. Jeg mangler to måneders løn. Men det skal nok gå. Da Skade åbnede, var der mange af mine tidligere kolleger, der kiggede forbi. Jeg har et godt netværk i branchen. Den ambitiøse kok har, inden sin ansættelse hos restaurant Skade, været hos Wulff & Konstali, Brødrene Price og Michelinrestauranten Kiin Kiin.

Magnus er positiv omkring udsigten til at finde et nyt arbejde. Alle hans kolleger på restauranten står i samme situation. De skal ud og søge arbejde alle sammen.

Den ene kollega havde netop købt hus, så vedkommende blev meget presset, da jobbet forsvandt fra den ene dag til den anden. To af de andre kolleger rejste i august tilbage til Island, hvor de kom fra. De havde valgt at flytte for jobbet, men opholdet i København varede ikke ret længe.

Hvad de øvrige medarbejdere i ejernes andre firmaer angår, er deres situation ukendt.

Magnus er ikke blevet oplyst om hvad der sker med restauranten.

Ad anden kilde er det oplyst, at lokalerne er solgt til kredsen bag vin, mad og kaffebaren Fars Dreng.