Døve Klaus Beyer Geertsen har driblet sig til tops: Udtaget til A-landsholdet

17-årige Klaus Beyer Geertsen fra Brande er klar til at give sig i kast med sin professionelle fodboldkarriere. Han skal i næste måned repræsentere Danmark, når landsholdet for døve møder Spanien i en EM-kvalifikationskamp.

Tekst: Cathrine Mejdal
Foto: Klaus Beyer Geertsen

Klaus Beyer Geertsen sidder midt i en time på sin gastronom-uddannelse, da der lige pludselig kommer en mail ind fra landstræneren for døvelandsholdet. I mailen står der: Du er udtaget til A-landsholdet i fodbold.

– Jeg fik helt gåsehud. Det er virkeligt stort for mig, da det er noget jeg har arbejdet hårdt for i rigtig lang tid, husker Klaus Beyer Geertsen med et smil.
 
Fodboldbanen er Klaus’ andet hjem
Fodboldstøvlerne blev snøret på for første gang, da Klaus Beyer Geertsen var 4 år gammel:

– Jeg kunne bare godt kunne lide at løbe, og da begge mine forældre spillede fodbold, havde jeg set et par kampe, da jeg var lille. Så det var naturligt, at jeg også spillede, husker han.

Siden har han driblet sig til tops i lokalklubben Brande IF i positionen offensiv midt. Men en karriere inden for fodbold virkede for ham som en uopnåelig drøm – lige indtil den unge brandit hørte via en kammerat, at der fandtes et døvelandshold i fodbold.

Det er en drøm, der er gået i opfyldelse
– Da jeg fik nys om døvelandsholdet i 2013, var jeg knap 13 år gammel. Men lige dér bestemte jeg mig for at det mål ville jeg nå! Jeg ville udtages til landsholdet, fortæller Klaus Beyer Geertsen.

Han trænede intenst, knoklede hårdt og troede på sig selv og sin talent for at drible – og en dag ringede anføreren på landsholdet og spurgte, om han ville aflægge prøve. Først skulle han dog bestå høretesten:

– For at kunne spille på døvelandsholdet, skal man være døv nok – grænsen er 55 dB – og det viste testen, at jeg var. Min hørerest ligger på 70 dB, forklarer Klaus.

Taler dansk og dansk tegnsprog sammen med medspillerne

Klaus Beyer Geertsen er født døv. Det blev dog først opdaget, da han var fire år gammel, og han fik som 9-årig indopereret CI. Som 12-årig skiftede han skole fra Center for Høretab i Fredericia til en lokal skole i Brande. I dag taler han flydende dansk, men har lært sig lidt dansk tegnsprog:

– Når jeg taler med de andre fra holdet, foregår det på en blanding af tegnsprog, tale og en god portion situationsfornemmelse – men jeg lærer stadig, siger han.

Kvalifikationskampen i Vejle

21. oktober 2017 kl. 15 ved Sunset Park/Nørremarksvej 157 i Vejle skal Klaus Beyer Geertsens fodboldstøvler stå sin prøve, når landsholdet møder Spanien i en kvalifikationskamp:

– Vi har brug for al den opbakning vi kan få, så vi kan få sat en fod ind på EM-billetten. Er du tilfældigvis i nærheden, så skal du da komme og heppe på os! Jeg kan love jer, at vi vil bløde og dø for de danske farver og den danske stolthed, siger Klaus Beyer Geertsen med et bredt smil og et glimt i øjet.

Tre tips fra fodboldeksperten

Klaus Beyer Geertsen har tre gode råd til døve og hørehæmmede, der drømmer om en sportskarriere:
1. Først og fremmest skal du knokle – hårdt og længe.
2. Træn sammen med hørende i lokalklubben og løb lange ture to gange om ugen.
3. Vær dig selv hele vejen gennem.