Portræt: Mød det danske døve-damelandshold i håndbold

Forrige år blev det danske døve-damelandshold i håndbold genoplivet efter en længere periode uden aktiviteter. Landsholdet består af piger fra hele Danmark, og selv om de alle har nedsat hørelse til fælles, bruger de forskellige sprogkoder. Der ligger en masse spændende muligheder derude, mener holdets træner, Helle Brixen og landsholdsspiller Trine Kappendrup.

Tekst: Mette Bertelsen
Fotos: Privatfoto

Danmark har tidligere haft et døve-damelandshold i håndbold. Holdet blev dog nedlagt i 2001, da træneren fra dengang gik og der ikke var opbakning til at fortsætte aktiviteterne. Det var flere af pigerne kede af, da det tidligere damelandshold i 2001 i overlegen stil vandt guld til Deaflympics i Rom.

I dag er damelandsholdet blevet genoplivet. Nogle af spillerne i dag husker tiden fra det tidligere damelandshold, herunder Louise Karup, Anni Villadsen og Trine Kappendrup. Alle tre har holdt håndbolden ved lige siden. 36-årige Trine Kappendrup fra Århus, der er en af holdets veteraner, jublede, da holdet blev oprettet igen:

– Jeg er virkelig glad for at landsholdet igen er oprettet. Jeg elsker håndbold og jeg kan ikke få nok. Og det er fedt at møde nye mennesker gennem sporten. Jeg er glad for at jeg stadig kan, griner Trine Kappendrup.

Det danske døve-damelandshold i håndbold blev sidste år genoplivet af holdets nuværende træner, Helle Brixen.

Trine Kappendrup (til højre) er en af spillerne, der har været med hele tiden.

Håndboldmor bliver træner
Sammen med sin voksne datter Katrine fik Helle Brixen skabt liv i damehåndbolden for døve og hørehæmmede.

Det var på grund af Katrine, at 50-årige Helle Brixen fra Galten blev træner på damelandsholdet for døve/hørehæmmede i håndbold. Katrine er født svært tunghør og er i dag 23 år. Hun bruger høreapparater på det ene øre og CI på det andet. Og ligesom sin mor dyrker hun håndbold – det samme kan man sige om resten af familien Brixen der kalder sig en “håndboldgal familie”. Også manden Søren og datteren Matilde på 21 er aktive i håndboldverdenen.

– Jeg lærte tegn til tale da Katrine blev født, og vi brugte det indtil hun var seks år. De første år af hendes liv brugte vi altså tegn og det var derigennem, at jeg blev interesseret i tegnsprog, fortæller Helle Brixen.

Fascinationen motiverede Helle til at dygtiggøre sig i sproget. Fra 2014-2016 studerede Helle på tegnsprogstolkeuddannelsen i Århus for at lære dansk tegnsprog – og derigennem fik den håndboldglade østjyde øjenene op for, at der var flere piger og kvinder med hørenedsættelse, der med fordel kunne danne et håndboldhold.

Helle gennemførte desværre ikke tolkeuddannelsen. Hun sprang fra på det sted i uddannelsen, hvor de studerende skulle i gang med selve tolkeprocessen – det var for stor en mundfuld:

– Det gik bare ikke med tolkeprocessen… jeg tolkede ikke godt eller hurtigt nok, og det måtte jeg jo acceptere. Men det jeg så fik ud af det, var landsholdet, smiler Helle.

Mulighed for at kombinere interesse og studie
Landsholdets genopståen startede i forbindelse med et stævne i Herning i foråret 2015, husker Helle Brixen:

– Jeg kom i kontakt med Louise Karup (herrelandsholdets træner, red.) i forbindelse med min uddannelse. Jeg fandt ud af, at de savnede frivillige. Så jeg meldte mig til, og det var indgangen til døveidrætten. Jeg fik set hvordan det fungerede med et hold for døve og det gik op for mig at vi manglede et damehold. Jeg talte med min datter og vi oprettede et Facebook-opslag.

Og så gik det hurtigt. Flere piger meldte sig til en efter en.

Det nye landshold startede hjemme his Helle
I dag er damelandsholdet atter blevet en realitet. I januar 2016 blev holdets første samling gennemført. Det skete hjemme hos familien Brixen, der bor i Galten, mellem Århus og Silkeborg.

Ildsjælen Helle ville gerne samle landets håndboldinteresserede døve og hørehæmmede. Ikke blot var Helle træner, men også madmor for samtlige 16 håndboldpiger til den første samling. Og familien Brixens egen håndboldklub var i følge Helle rigtig søde og ville gerne lade pigerne låne deres lokaler, hal, materialer – ja, det hele.

Døveidrættens krav
I dag er damelandsholdet for døve ved at finde deres ben. Da flere af pigerne aldrig før har stiftet bekendtskab med døveidrætten, er der mange ting, der skal på plads.

– Ikke alle af de 22 spillere, som vi har nu, kan være med på landsholdet da der er krav, som skal opfyldes. Så det er vi ved at få på plads, oplyser Helle.

Blandt andet skal man kunne dokumentere at man er dansk statsborger, at man har en hørekurve på mindst 55 DB eller derover (=dårligere hørelse) og være medlem af en døveidrætsforening.

Pigerne gemmer sig i den hørende verden
Det at skulle være medlem af en døveidrætsforening er også en helt ny ting for flere af pigerne, fortæller Helle Brixen:

– Der er mange af vores spillere der er enkeltintegrerede. Vi tror, der er flere spillere derude et sted, men vi har svært ved at få fat i dem. Vi ved de spiller i de almindelige hørende klubber, men måske tænker de at de ikke er døve/hørehæmmede nok til at spille på landsholdet.

Og Helle og de andre på landsholdet vil rigtig gerne i kontakt med nye spillere:

– Vi prøver at lokke nye til gennem flere kanaler, f.eks opslag på audiologiske afdelinger, sociale medier mv. Vores budskab er, at vi mangler flere spillere. Alle er velkomne, til at komme og prøve kræfter med håndbolden også selvom de ikke opfylder kravene. 

I sommers deltog damelandsholdet i DGI landsstævnet og DR fik lavet en optagelse med dem. Helle håber, at det kan lykkes at skabe opmærksomhed omkring døveidrætten.

God kommunikation og kultur
Lige nu handler det om at skabe en god kultur, hvor man er sammen om et fælles mål, understreger Helle:

– Det man vinder kampe på, er et godt samarbejde. Vi er mere end håndbold. Vi har altid andre aktiviteter på programmet når vi har samlinger, og i disse er der spillere som blomstrer op. Og det kan vi tage med på håndboldbanen og det kan vi bruge i vores kampe.

Der er også plads til det sociale, her på Skanderborgfestivalen, hvor flere af håndboldpigerne dukkede op.

Et af målene er sammenhold, og det findes gennem kommunikationen. Da mange af pigerne ikke ser tegnsprog til hverdag, er de vant til at kommunikere via mundaflæsning. Men der er også nogle af pigerne, der er helt døve. Alle vil gerne mødes på midten.

– Vi har altid tolk med til alle samlinger over weekenderne. Flere af de hørehæmmede piger på holdet vil gerne lære tegnsprog og prøver sig frem. Der er også flere af de helt døve piger, der gerne vil bruge stemmen, fortæller Helle, der sagtens kan udtrykke sig på begge sprog.

En blanding af forskellige sprogkoder
Midt i kampens hede er der også tænkt over kommunikationen fra trænerens side:

– Jeg står på sidelinjen sammen med en tolk. Jeg vinker, når jeg gerne vil etablere kontakt. Flere af spillerne er visuelle og dygtige til at se ud af øjenkrogen. Ellers samler jeg op bagefter. Vi bruger en god blanding af mundaflæsning, talesprog, hjemmelavede tegn og tegnsprog.

Derudover bruger Helle det tegnsprog, hun har lært på tegnsprogstolkeuddannelsen. Hun funderer ofte over sin trænerrolle:

– Nogle gange kan det godt være sværere at være træner for et døvt/hørehæmmet hold. Det at etablere kontakt på banen tager sommetider lidt tid i forhold til et hørende hold. Men det lærer man at tage sine forholdregler for, f.eks ved at holde et indledende taktikmøde før en kamp. Derigennem kan vi lave aftaler omkring selve kampen.

Tegnsprogsbrugerne er i mindretal
Det er så dejligt at møde nye mennesker, mener Trine Kappendrup, der har mødt mange nye ansigter på holdet. De af håndboldspillerne, der bruger tegnsprog, er i mindretal. Helles kommentar om, at de fleste af pigerne er vant til at gebærde sig blandt hørende, bekræfter Trine:

– Jeg tror kun vi er fire “ægte døve”, resten lever mere eller mindre blandt hørende. De klarer sig med høreteknologiske hjælpemidler. De synes det er spændende at stifte bekendtskab med tegnsprog og finder hurtigt ud af, at det er ret smart i situationer, hvor hørelsen er væk – f.eks. i badet. De jeg har mødt er virkelig motiverede for at lære tegnsprog at kende.

Håndboldpigerne er, også på banen, ved at finde fælles fodslag, fortsætter Trine:

– Håndbold er en sport, så når vi spiller, har vi fokus på dét, og vi kommunikerer ikke så meget. Vi har aftalt en række tegn på forhånd, så alle kender dem, når vi er på banen. Ved længerevarende dialog har vi en tegnsprogstolk med.

Der er også nogle andre ting, der skal pudses af:

– Ligesom vi er forskellige med hensyn til vores hørelse, spiller vi også meget forskelligt. Flere af os spiller i hørende klubber og har derigennem erfaring med at spille sammen. Og så har vi de, der aldrig før har spillet håndbold, og de skal vi også have løftet, slutter den rutinerede håndboldspiller.

Blandet hold med en mission
Rent sportsligt er holdet meget blandet, og aldersmæssigt er de mellem 17-42 år, fortæller Helle Brixen om sit hold:

– Vi har nogle spillere, der er helt nybegyndere og som ikke har meget boldføling endnu, og vi har spillere, der spiller 2. division (målmanden Tanja Sørensen) og Katrine Brixen i 3. division. Resten spiller typisk serie 1, 2 eller 3 hjemme i deres hørende klubber, fortæller Helle og fortsætter:

– Vi skal arbejde på at blive bedre hold, vi skal blive mere dygtige. Spillerne skal arbejde hjemme i deres hørende klubber på at blive mere tekniske spillere og til vores samlinger arbejder vi så videre på hver enkelt spiller. Især samspillet er noget, vi arbejder rigtig meget med til vores samlinger.

Træner sammen med herrerne

Zumba på plakaten til fællestræning med herrelandsholdet for døve

For at holde dampen oppe hos alle, træner damerne ind i mellem sammen med herrerne, hvor alle spiller på blandede hold, fortæller Trine Kappendrup:

– Vi har spillet med herrerne, og de erfarne herrer spiller på hold med de nyere damer, på den måde får vi skabt noget kvalificeret modspil, der motiverer alle – både de erfarne af os, men også de nye, der derigennem får et løft. Vi kan jo ikke bare lige gå ud og skabe et hold, for vi er ikke ret mange.

Det er super spændende
En af spillerne fra herrelandsholdet for døve, som har haft fornøjelsen af at spille sammen med damelandsholdet, er 25-årige Nicklas Németh Kleczewski fra København.

– Jeg synes det er super spændende at følge damelandsholdets udvikling. Man kan se at de rykker sig for hver gang vi har samlinger sammen med dem. Ligesom herrelandsholdet har kvinderne også udfordringer med at få bredde på holdet. De består primært af 3-5 rutinerede spillere som har spillet håndbold igennem deres ungdom eller spillet i længerevarende perioder, og så er der de resterende i truppen hvor niveauet ellers er meget spredt.

Nicklas har også et par gode råd med på vejen til håndbolddamerne:

– Det er her hvor der skal udvikles og lægges mange kræfter i, for at truppen bliver stærkere. Samtidig skal der fortsat arbejdes med at få større bredde på holdet, så konkurrencen øges. Hvis de fortsætter den vej, så ser jeg et stort potentiale i det danske kvindelandshold.

Næste mål: Flere internationale døvekampe og VM i Brasilien
I år har de døve og hørehæmmede håndboldkvinder deltaget i DGIs landsstævne i Aalborg. Der havde også været snak om, at de skulle deltage i Deaflympics her til sommer, men da der ikke var kvindehold nok til at gennemføre, måtte de blive hjemme i år til deres store skuffelse.

Det danske kvindelandshold håber på at kunne kvalificere sig til VM i Brasilien næste år og til yderligere flere store stævner i både 2019 og 2020.

Døveidrætten bliver for mange rigtig spændende at prøve kræfter med, mener Trine Kappendrup:

– Mange af mine medspillere bruger høretekniske hjælpemidler, når de spiller kamp, så de er vant til at orientere sig gennem høreapparater, CI mv. Men i døveidrætten skal man tage alle sine hjælpemidler af, og det har vi som hold endnu ikke rigtig prøvet af. Så det bliver spændende, når vi starter på officielle døveturneringer – om folk vil være mere visuelt opmærksomme.

Indtil nu har damelandsholdet ikke spillet døvekampe, hvor alle høretekniske hjælpemidler efter reglerne skal tages af.

Nu starter en ny sæson
Håndboldsæsonen starter igen her til august, hvor de fleste af pigerne går i gang med at træne 
i deres hørende klubber. Og klubberne er placeret rundt omkring i Danmark: København, Aalborg, Østjylland, flere steder op Sjælland og på Fyn. De fleste af pigerne bor i større danske byer.

Damelandsholdets næste samling er til oktober på højskolen Castberggård. Det skal ske sammen med håndboldherrerne.