Ny sekretariatsleder for Høreforeningen

Den 1. august 2017 fik Høreforeningen en sekretariatsleder, Tine Lyngholm, efter at have været uden sekretariatsleder i nogle år.

Tine Lyngholms baggrund er en uddannelse som jurist. Desuden har hun uddannelser inden for journalistik og ledelse.

– Jeg glæder mig til at arbejde med Høreforeningens vigtige dagsordener, hvor de lange ventetider på høreapparatbehandling i det offentlige står som det helt centrale, fortæller den nye sekretariatsleder, der allerede er i gang med sine opgaver i Handicaporganisationernes domicil i Høje Taastrup.

Tine kommer fra en stilling i Dansk Sygeplejeråd, hvor hun ledede en afdeling og arbejdede med strategi, politik og kommunikation i tæt samarbejde med bestyrelse og medlemmer. Forud for denne ansættelse har Tine været ansat en årrække i Udenrigsministeriet, hvor hun bl.a. arbejdede med udviklingspolitik og menneskerettigheder og var udstationeret på den danske ambassade i Indien.

Høreforeningen fortæller, at Tine Lyngholm glæder sig til at bruge sine erfaringer til at løfte høresagen videre og til et godt samarbejde med de frivillige, hovedbestyrelsen og formandskabet i Høreforeningen.