Kommentar: Striden mellem tegnsprogsforkæmpere og modstandere fortsætter

Talesprog? Tegnsprog? En kombination? Der er mange forskellige meninger omkring hvilken kommunikationsform, der er bedst for døve og hørehæmmede børn. Kommentarens fortfatter opfordrer til, at fagfolk, voksne døve/hørehæmmede og pårørende vil finde hinanden i et konstruktivt samarbejde til gavn for alle.

Af Palle Vestberg, psykolog og tidligere døveskoleforstander

Baggrund
I over 200 år har døvepædagoger i alle lande diskuteret, hvad der gav de bedste resultater for børn, der var født døve. Omkring år 1970 var der voksende enighed om, at tegnsprog var døves bedste mulighed for ikke at skulle leve i en tavs verden. Med tegnsprog kunne døve komme ”til orde” på deres egne præmisser. Forældre til døve børn blev anbefalet at lære og bruge tegnsprog så tidligt som muligt. På samme tid blev der udviklet bio-elektronisk udstyr, som kunne give døve adgang til at opleve lyd via cochlea implantater(CI). Mange var skeptiske, men resultaterne var overbevisende: omhyggelige undersøgelser dokumenterede, at flertallet af døve børn, der fik CI tidligt, lærte at høre så godt, at de forstod tale, og derfor også selv lærte at tale. Med diskussionen fortsætter. Nogle audiologopæder og akustikere er fortsat tegnsprogsmodstandere og kæmper imod brug af tegnsprog til døve børn med CI. Selv om gentagne undersøgelser har vist, at tegnsprog ikke er en hindring for, at døve børn med CI kan udvikle tale, bliver der foretaget fornyede beregninger i håb om, at videnskabsmænd kan finde resultater, der ikke bare kan sætte spørgsmål ved betydningen af tegnsprog i almindelighed, men oven i købet påvise dets skadelighed.

Sidste nyt
De amerikanske børnelægers tidskrift, Pediatrics, har den 7. august 2017 udgivet en artikel af amerikanske forskere, som understreger, at tegnsprog er skadeligt for talesprog. Men resultaterne stammer fra undersøgelser, som ikke opfylder de krav til forskning, der er nødvendige, hvis man vil måle den effekt, som brug af en bestemt indsats muligvis kan have. Artiklen kan bl.a. findes på www.loud.land.dk. Undersøgelsen dokumenterer imidlertid, at der er tæt ved en tredjedel af de døve børn med CI, som fortsat ikke opnår et talesprog som jævnaldrende normalthørende børn. Hverken med eller uden tegnsprog.

Døve/hørehæmmede børn har forskellige kommunikationsbehov
Jeg synes, det må være på tide at begrave stridsøksen og i al fordragelighed enes om, at der ikke er én kommunikationsform, som ophæver alle døve børns hørevanskeligheder med CI. Flertallet af børn med CI behøver slet ikke tegn. Et mindretal kan i perioder have udbytte af en form for støttetegn, og ganske få vil være afhængige af tegnsprog. Det erfarer børnenes forældre, og derfor satser de forskelligt. Det har de ret til, og professionelle skal støtte dem heri. Det er på kanten af det etisk forsvarlige, hvis faglig rådgivning fraråder forældre at bruge tegn og påstår, at de ikke behøver at gøre deres egne erfaringer, men bare kan følge fagpersonalets anbefalinger og skrotte enhver overvejelse om brug af tegn.

Der er også skeptikere som kun peger på tegnsprog
Mange voksne døve interesserer sig for de nye årgange af døve børn med CI og for de muligheder, der nu åbnes for social udvikling, skolegang, videre uddannelse og deltagelse i livet sammen med hørende, både i arbejdslivet og i fritiden. De deler forældrenes optimistiske forventninger.
Men der er en mindre gruppe af døve skeptikere, som peger på, at der er et stort mindretal af døve børn med CI, som ikke kommer på højde med jævnaldrende med normal hørelse. Disse døve mener, at alle døve børn skal have tegnsprog, sådan som FN anbefaler. Men ingen kan pålægge forældre at bruge tegnsprog til døve børn med CI. Derfor er det på kanten af det etisk forsvarlige, hvis døves organisationer bakker op om nogle døves anbefaling af tegnsprog til alle døve børn med CI.

Jeg håber fortsat, voksne døve og hørende forældre, der har et barn med CI, kan finde hinanden i et konstruktivt samarbejde til gavn for alle.