Døves Kulturdag 2017

For 29 år siden var døve i Århus for første gang værter for Døves Kulturdag, og den begivenhed er stadig et omtalt emne af de, der var med dengang. Nu vil de nuværende arrangører gerne gentage successen og gøre Døves Kulturdag 2017 til noget, man taler om fremover. Det kan de ikke gøre uden dig, din familie og dine venner.

Tekst: Elisa Klejs Madsen
Foto: Godsbanen, Aarhus

I år, lørdag den 23. september, vil Århus Døveforening afholde Døves Kulturdag. Arrangementet vil foregå på Godsbanen, der er kendt som et kulturelt tilbud til byens borgere. Stedet ligger en lille gåtur på 5 minutter fra banegården.

På programmet er det blandt andet noget for de motorsportsinteresserede, du kan lære at slappe af med mindfullness, høre om det at være en transkønnet døv person, finde ud af hvordan du kan udnytte den styrke du har indeni dig som døv, måske kunne du tænke dig at blive lystfisker for en dag eller at tage på en byrundtur med en historiefortællende Århusianer.

Har du børn, har de yngste mulighed for at slappe af i børnehjørnet, hvor en flok søde frivillige vil være til stede. Der er mulighed for at deltage i tegnsprogslege med to vidunderlige, sjove værter og de lidt ældre børn kan deltage i et spændende fotostjerneløb, hvor der er præmier på spil.

Hvis du blot vil slappe af og sludre med gamle og nye ansigter, er der sørget for en lounge med bløde sofaer. Der er også mulighed for at spise lækker, økologisk frokost hos Godsbanens café. Du kan tage et kig på boderne, hvor du blandt andet kan se og købe kunst, tøj og smykker lavet af døve, du kan lære en spændende ungdomsklub at kende, besøge Århus døveforenings bod. De forskellige organisationer for døve kommer ligeledes, også tolkefirmaer. Måske kan du snakke lidt om motorcykler eller om at campere. Der vil også være en bod med en der er rigtig skrap til tal og regnskaber.

Om aftenen vil der være lækker mad, hyggeligt selskab og god underholdning. Arrangørerne satser på en glad og sjov aften. Du skal slutte aftenen med smil og gode minder.

Der er forskellige priser for at komme ind til arrangementet, om det er at du bare kikker forbi, vil deltage i foredrag eller workshop, snupper en hel dag med festmiddagen, selve middagen eller kun underholdningen efter kl. 21.00 – 24.00.

Festmiddagen er nok en rigtig god idé at tilmelde sig til på forhånd, da fristen for at tilmelde sig er den 7. september. Ellers kan du købe dagsbilletten helt frem til selve dagen. Ja, du kan endda dukke op på selve dagen ved Godsbanen og købe billetter på stedet.

LÆS MERE

Se programmet og meget andet på www.dk2017.dk 

Følg med arrangementets facebookside på https://www.facebook.com/deafculture2017/