Briefing: Sommerens nyheds-højdepunkter i døve/høreverdenen

Der er i juli måned sket lidt forskelligt, alt fra en ny formand, nyt AVT forløb, events i Frankrig og Tyrkiet, og så er der sket et par store sager på det sociale tolkeområde.

Tekst: Mette Bertelsen
Foto: Deaflympics2017.org

Nu tæller vi første uge i august, og overalt i samfundet er folk så småt ved at vende tilbage fra sommerens dvale. Det gælder også hos LOUD, hvor redaktionen er klar til at trække i arbejdstøjet.

Hvis du, ligesom os, har været fuldstændig off i løbet af juli måned, kan du blive opdateret her. Vi lægger nemlig ud med en briefing over sommerens højdepunkter i… ja, hvad skal vi egentlig kalde vores verden? Døveverdenen, høreverdenen? Lidt svært, måske I har nogle bud.

Anyway, her kommer en lille opsummering over hvad der er sket. Har vi glemt noget? Kontakt os gerne på redaktion@loud.land.

Foreningen for Danske Døvblinde får ny formand

Anders Rohde Fransson er til FDDBs landsmøde den 27. juni blevet valgt som den nye formand for landsforeningen FDDB og erstatter den siddende formand Bjarne Hvidsten, der nu sidder som næstformand. Anders Rohde Fransson, der selv er døvblind, kommunikerer via. tale og ikke tegnsprog, skriver FDDB på deres website.

Så sættes det 3-årige AVT-forløb i gang

Det 3-årige AVT-forløb træder i kraft fra 1. september 2017, fortæller forældreforeningen Decibel på deres website. Det er godt nyt til alle familier, der har børn med hørenedsættelse, da de får en grundigere oplæring i at høre og tale. Dog beklager forældreforeningen, at denne information kommer lige op til sommerferien, hvor Decibels sekretariat og de audiologiske afdelinger/CI-centre lukker ned. Der kommer mere nyt medio august.

Franskmænd opfinder håndtegn

Paris forsøger ihærdigt at overbevise den olympiske komité om, at det er Paris, der skal være værter for sommer-OL i 2024. En af våbnene i denne kamp er, at de til lejligheden har opfundet et håndtegn, formet som Eiffel-tårnet, der skal skabe opmærksomhed på det franske OL-bud, skriver DR. Selv den franske præsident Emmanuel Macron er sprunget med på bølgen. Håndtegnet er meget let genkendeligt, og for de mere lumre, kunne det måske minde lidt om tegnet for… ja, gæt selv.

Nordboere til fransk kulturfestival

I starten af juli blev den internationale kulturfestival Clin d’ Oeil afholdt i den franske champagneby Reims. Omkring 15 kulturinteresserede danskere deltog og bakkede massivt op om de skandinaviske kultur-repræsentanter. Den islandske kortfilm Kari, instrueret af Elsa Björnsdottír, hvor den danske skuespiller, Bo Hårdell medvirkede, vandt prisen for bedste film og instruktion. Næste gang Clin d’Oeil bliver afholdt, bliver i 2019 i forlængelse af WFD’s verdenskongres i Paris.

DNTM har handlet i strid med udbudsreglerne

CFD Tolkebooking har fået medhold i en sag om, at Den Nationale TolkeMyndighed (DNTM) handlede i strid med udbudsreglerne, da det konkursramte tolkefirma Tolkecenter Danmarks rammeaftale efter konkursen blev overgivet til firmaet Sprogtegn. Det betyder, at Sprogtegn ikke længere må levere tolk via. DNTM i denne udbudsperiode. DNTM er derudover blevet pålagt en økonomisk sanktion på 150.000 kroner, på grund af sagens alvorlige karakter, skriver jurainfo.dk.

Fjerntolkning: Fire leverandører har budt ind

Den nuværende periode for hvilket firma, der skal levere fjerntolkning på det sociale område, slutter her den 31. august. DNTM har modtaget fire tilbud på deres fjerntolkeudbud, fortæller de på Facebook den 13. juli. DNTM er i fuld gang med at gennemgå tilbuddene, og der bliver formentlig snart løftet sløret for, hvilket firma, der skal levere fjerntolkning.

Nye tolkestuderende

Der er optaget i alt 61 nye tolkestuderende, 19 i Århus og 42 i København, skriver CFD på deres Facebookside. UCC fortæller, at der fortsat er ledige studiepladser på tolkeuddannelsen med få ledige pladser i Aarhus og ledige standby pladser i København. Studiestart er den 4. september 2017.

Ingen medaljer til Deaflympics

Danmark er rejst hjem fra Deaflympics i Samsun, Tyrkiet, uden en eneste medalje – også selv om energiselskabet OK, som er en af Dansk Døve-Idrætsforbunds sponsorer, havde lovet medaljebonus til de danske atleter, der indkasserede en medalje. De penge har energiselskabet sparet. En af de danske sportsfolk blev sendt hjem i tide efter at have overtrådt nogle regler for hvordan man skal opføre sig, skriver DDI på deres website. Den tyrkiske dækning af døve OL var fantastisk flot med live-transmission på YouTube. Du kan se highlights fra Deaflympics her.