Hvad skal barnet hedde – på tegnsprog?

Amanda Everitt er fra New Zealand, har boet i England i mange år og bor nu i Frankrig med med sin franske kæreste og deres lille baby. Den lille familie har deres kvaler med at finde det rette tegnnavn til lille Jack – og det er der kommet et blogindlæg ud af.

Jeg har et barn, der vil vokse op i Frankrig. Men han er så britisk som han nu kan blive. Hans navn er Jack.

Før Jack blev født, havde vi mange kvaler med at finde et navn til ham. Vi trawlede en masse navne-bøger gennem. Mulighederne var overvældende.

Jeg satte næsen op efter Pierre’rne og Thierry’erne. Vi ønskede at finde et navn, der fungerede i både fransk- og engelsktalende lande.

Da Jack blev født, kiggede jeg på ham og tænkte: Han er helt sikkert en Jack. Til helvede med hvad hans fremtidige chef så end ville tænke.

Vi skulle registrere navnet indenfor tre dage efter hans fødsel. Tre dage! Mens jeg knap nok havde nået mit første brusebad efter fødslen, måtte Jacks far spæne afsted til rådhuset (Mairie), ellers ville vi havne i en kompliceret juridisk proces.

Da vi havde fået navnet på plads, var der tegnnavnet. Jeg har selv bemærket, at der tilsyneladende er en trend blandt små børn, at de får deres tegnnavn tidligere og tidligere.

Når babyen knapt nok er et par dage gammel, vil de forelskede forældre stå og kigge på deres barn, der sover sin fredelige søvn i vuggen med den lille knytnæve placeret på kinden. Og da vil de udbryde: “Oh, det er det! Det er tegnnavnet!” De har ikke tålmodighed til at vente til at barnets personlige præferencer eller karaktertræk vil komme frem.

Ovre er de dage, hvor døve børn fik deres tegnnavne i skolen, af deres højrøstede klassekammerater. Der var den med David, der syntes det var sjovt at diske op med tegnet “kanintænder” eller måske “fede abe” og at få tegnet til at hænge ved.

Jeg har en ven, der har store problemer med at slippe af med sit tegnnavn “kæberasler”. Til trods for desperate forsøg på at rette hans tegnnavn til “smil” overfor nye mennesker, vil hans gamle venner altid informere dem: “Nej nej, han hedder “kæberasler”.

Og jeg er glad for, at disse dage, hvor døve børn blev tildelt tegnnavne, der gjorde det ud for numre, er ovre.

I Storbritannien og i USA er det almindeligt for nogen at bruge deres initialer som tegnnavne. “Alan Smith” bliver til AS og en amerikansk “Stacey” bliver nogen gange formet ved at man laver håndformen “S” og placerer hånden på brystet nær skulderen.

Vores franske fæller har en fantastisk evne til at skabe smukke, poetiske tegnnavne, der fryder øjet. Et eksempel er pegefingeren, der danner en bue, for at indikere lange, smukke øjenvipper.

Det er fransk for tegnsprogsbrugeren.

I Storbritannien er der nogle tegnnavne, der går igen og igen gennem generationer. Hele døve familier bliver tildelt samme tegnnavn i et væk. For eksempel taler vi om Smith-familien ved let at banke en flad hånd under hagen. Det er en almindelig måde at betegne efternavnet Smith på i UK, og tegnet har endda krydset oceanerne og er dukket op i New Zealand. Magisk!

Det er en tradition indenfor døvesamfundet at en voksen døv person sænker et barn et tegnnavn. Denne store ære kom jeg ud for som 11-årig. Aldrig før havde jeg været så beæret, som da jeg fik mit tegnnavn “orm”. Havde det ikke været det, havde jeg sikkert fået et tegnnavn, der var associeret til mit hår (ikke noget kønt syn dengang) eller noget ved min krop.

I disse dage ser vi tegnsprogsundervisere falde for presset omkring at uddele tegnnavne i raketfart til tegnsprogsstuderende, der knap nok er tørre bag ørerne, og som kun lige har lært håndalfabetet. “Hvad kan du så lide at lave?” “Danse!” “Oh, okay, dit tegnnavn bliver “Dans!”

Hvor originalt.

Jeg tror, at processen ved at give et tegnnavn er omstændelig. Det tager tid. Et godt tegnnavn er nemt at tegne. Med én hånd er at foretrække, men det er ikke altid et krav. Det skal føles rigtigt.

Intet synes at være rigtigt til Jack lige nu. Det bliver i hvert fald ikke tegnet “svedig”, som vi midlertidigt har givet ham, da han sveder meget, mens jeg ammer ham. Da han begyndte at forme håndformen “syv” mens han kravlede rundt på gulvet, tænkte vi, at det for meget lignede tegnet for “pistol” (tegnet for “syv” er ikke det samme på dansk tegnsprog, red.)

Her i mellemtiden er Jack ved at gro en tand. Han ligner en skæv kanin. Og han skal i hvert fald ikke have tegnnavnet “en-tand”.

Vi afventer fortsat.

Dette indlæg er oversat fra britiske the Limping Chicken.