Opfinderen af World Wide Web er hovedtaler ved event om digital tilgængelighed

Døve og hørehæmmede føler sig udenfor, når der ikke er undertekster på virale videoer og river sig i håret over, at podcasts og lydbånd er et lukket land for dem. Begivenheden ‘Global Accessibility Awareness Day’ vil gerne sikre digital tilgængelighed for alle med handicap.

Foto: Colourbox

Den 18. maj i år på Ofelias Plads finder du den årlige non-profit begivenhed ‘Global Accessibility Awareness Day’, hvor handicapforbund  og teknologiske virksomheder slår pjalterne sammen for at øge opmærksomheden omkring digital tilgængelighed og mennesker med handicap. Den danske softwarevirksomhed Siteimprove er i år vært for den danske del, og har bl.a. scoret World Wide Web-opfinderen Tim Berners-Lee som en nøgletaler.

I København har Siteimprove allieret sig med handicaporganisationer som Dansk Blindesamfund og Muskelsvindfonden for at skabe opmærksomhed omkring personer med handicaps barrierer i det digitale samfund.

Tilgængelighed kommer først
Global Accessibility Awareness Day (GAAD) startede tilbage i 2012 som et forsøg på at påvirke den del af det digitale samfund, som står for at bygge, forme, finansiere og påvirke teknologi og brugen af denne, så der også arbejdes for at sikre digital tilgængelighed for mennesker med handicap. Det er siden blevet til et større samarbejde mellem forskellige nationale handicapforbund og fortalere for digital tilgængelighed, og er siden 2015 blevet afholdt hvert år på den tredje torsdag i maj.

Ofelias Plads i København forvandles til en festivalplads
Den danske softwarevirksomhed, Siteimprove, har booket Ofelias Plads til afholdelsen af eventen. Her bliver der opstillet en række telte, stande og en hovedscene, så der både bliver plads til små og store oplevelser. Ved boderne kan du som gæst forsøge sig frem med nye digitale værktøjer, der gør det muligt for dig at opleve hvad det vil sige at have for eksempel Parkinsons eller et synshandicap. Med paneldebat og foredrag stiler GAAD mod at få diskuteret status for webtilgængelighed for personer med handicap i dag og i fremtiden.

Praktiske detaljer omkring arrangementet
Hvornår: Torsdag den 18. maj 2017
Hvad tid: 8:45 – 12:30
Hvor: Ofelia Plads, Kvæsthusbroen, 1250 København.
Adgang: Arrangementet er gratis, men kræver registrering.

Registreringen kan du ordne her.