Ny forening skal varetage døve og hørehæmmede studerendes interesser

De er en overset gruppe ude i uddannelsessystemet – de studerende, der har hørenedsættelse, og hverdagen kan være frustrerende. Derfor slår de sig sammen i en ny sammenslutning, der har stiftende generalforsamling i eftermiddag.

Tekst: Mette Bertelsen
Foto: Colourbox

Døve og hørehæmmede studerende må klare sig selv

Der er omkring 350 personer i Danmark, der har et tolkebehov i forbindelse med deres uddannelse. Der er formodentlig en del flere studerende med hørenedsættelse, der klarer sig med andre hjælpemidler – og muligvis nogen, der ikke modtager ekstra hjælp.

De færreste uddannelsessteder har viden om om hvordan de kan arbejde med at inkludere døve i undervisningsmiljøet. Den manglende viden resulterer i, at mange døve og hørehæmmede studerende har oplevelser af at være udelukket fra det sociale, såvel som det faglige fællesskab på uddannelserne. Det fortæller denne publikation fra Socialstyrelsen.

Et stort behov for at hjælpe hinanden

– Vi stifter foreningen, fordi vi efter en spørgeskemaundersøgelse sendt ud til vores netværk, kan se, at der er et stort behov for en forening, som kan hjælpe studerende i den rette retning. Vi regner med, at foreningen skal varetage døve og hørehæmmede studerendes interesser gennem information om muligheder for forskellige hjælpemidler, udover tegnsprogstolkning, fortæller Kenneth Andersen, der er med i arbejdsgruppen, og som er døv og DTU-studerende.

Arbejdsgruppe klar til at definere den nye forening

Det er  tre døve studerende Nana Søltoft, Serhat Dogru og Benjamin Trock er initiativtagerne til foreningen. Siden hen er Sarina Løffler Michelsen og Kenneth Andersen kommet ind.

– Vi vil udveksle erfaringer med hinanden og inspirere hinanden til, hvordan vi bedst kan komme gennem uddannelsen med et smil. Vi skal også se, om vi kan danne en fælles holdning til den udbudsrunde i forbindelse med tolkning, som muligvis kan komme omkring nytåret, slutter den døve DTU-studerende.

Her fortæller gruppen om hvorfor det er vigtigt med netværk (på dansk tegnsprog)
Fra venstre: Nana Søltoft, Kenneth Andersen, Sarina Løffler Michelsen og Serhat Dogru

LÆS MERE

Tilmeld dig den kommende studenterforenings stiftende generalforsamling, hvor der også loves gratis aftensmad.

Initiativtagerne søger også interesserede, der har lyst til at stille op til bestyrelsen. Er det dig, skal du kontakte Serhat Dogru på Facebook.

Facebook-event

Hvornår: Onsdag den 10. maj 2017 kl. 17:00-21:00
Hvor: Brohusgade 17, 3. sal, 2200 København N.

Facebook-side: Studenterforening for døve