Fortællingen om 8 fantastiske mødre

Kig i billedalbummet, hvor du vil møde otte fantastiske mødre, Ritva, Kirsten, Bente, Bente, Pia, Else Marie, Birthe og Susanne, der havde små døve og hørehæmmede børn i 70’erne, 80’erne og 90’erne. I dag bliver de hyldet af deres voksne børn.

Tekst: Mette Bertelsen
Fotos: Privat

Det er noget helt særligt at have et barn, der ikke er som alle de andre. Måske kræver det tilvænning i starten – men man finder hen af vejen ud af det. Også selv om man starter helt fra scratch og ikke blot skal lære om sit barn, men også kæmpe for sit barn.

Og når børnene er blevet voksne – så kan de sætte ord på deres opvækst. Det har Stine, Jesper, Helle, Mette, André, Brit, Maiken og Christian i hvert fald gjort, fordi de synes, deres mødre er helt fantastiske kvinder, der bør blive hyldet for deres utrættelige indsats.

Glædelig mors dag!

Stine om sin mor Ritva: Her er min historie om verdens bedste mor. Hun har altid været en kæmpestor rollemodel for mig. Hun har hjulpet virkelig mange hørende forældre, som har problemer med sprog og kommunikation. Det kan jeg kun være stolt over. Hun var en fantastisk historiefortæller. Hun elskede at læse bøger med mig, da jeg var lille. Det krævede dobbeltarbejde, da hun først måtte læse et kapitel for bagefter at genfortælle på tegnsprog. Tegnsprog har altid været hendes store hjertebarn. Hun sad i undervisningsministeriets arbejdsgruppe og var med til at kæmpe for hæftet tegnsprog som fag i Folkeskolen, som udkom i 1991. Hun stillede altid store krav, da hun var lærer på Aalborgskolen. I starten var hun ikke altid populær blandt kollegerne, men til sidst vandt hun deres hjerter. fordi de kunne se positive resultater for døve børn. Hun sad i Døvefilms bestyrelse i mange år og kæmpede for, at Døvefilm også lavede programmer for døve børn. I dag bor jeg 250 km. fra hende, men hun kommer ALTID til Horsens, når vi har brug for hendes hjælp. Mor, jeg elsker dig ❤

Jesper om sin mor Kirsten: Her er hun med mig som baby. Mine forældre troede på to-sprogethed til trods for at lægerne dengang opfordrede det modsatte; kun talesprog. Min mor anede ikke ret meget om døve engang i 70’erne og 80’erne, da der ikke fandtes så mange informationer. Der var jo intet internet. Så min mor ringede rundt og fandt ud af hvordan man skulle gøre med et døvt barn. Mine forældre kom på tegnsprogskursus, lavede små billeder med tekster, som de klistrede op på køkkenskabene, så jeg kunne lære hvad tingene hed på tegnsprog, når jeg kravlede rundt og pegede. Senere besluttede min mor og far sig for at skrive en bog,  som hedder “Mit barn kan ikke høre”. Bogen blev udgivet i 1983. Det gjorde de, fordi der næsten ikke var nogen informationer dengang, og derfor ville de hjælpe andre forældre i samme situation. Jesper

Helle om sin mor Bente: Da jeg blev konstateret døv gjorde min mor (og far) alt for at lære tegnsprog. De deltog flittigt i kurser, selv om der var 1,5 times kørsel hver vej. Senere valgte de at hive alle rødder op og flytte til en ny by tættere på døveskolen, så jeg ikke skulle køre 100 km pr. vej hver dag. Gennem hele min skolegang har mine forældre måtte kæmpet for mig sammen med andre forældre til mine klassekammerater. De fik deres vilje om tysk undervisning og ikke mindst folkeskolens afgangseksamen. Takket være mine forældres store opbakning og pres overfor systemet, da de ikke vil pakke deres døve barn i vat, ville jeg ikke være nået så langt i dag ❤️

Mette om sin mor Bente: Her er min mor i en meget ung version. Hun kunne tilfældigvis lidt tegn før jeg blev født, fordi hun arbejdede i en døve-børnehave i Aalborg – og hun har altid været god til tegnsprog, selv om hun ikke altid selv tror det. Men det er hun! Mine forældre har altid haft en fantastisk holdning til kommunikation og fulgt deres mavefornemmelse, selv om mange forældre dengang blev frarådet tegn. Uden netop min mor havde jeg ikke været den jeg er i dag!

 

André om sin mor Pia: Man fandt først ud af, at jeg var hørehæmmet, da jeg var 2 år. Der gik ikke lang tid før min mor tog tegnsproget til sig ved hjælp af en døv mentor og KC. Hun satte mig i en døvebørnehave og senere i en døveklasse på Sdr. Parkskolen. Hun har altid været god til sprog og deraf tegnsprog – især at bruge døve ord som “bibi”, “bif”, at bruge tungen mod kinden i “Hvad nu hvis” og meget mere – samt at være kreativ i sproget. Hun er en glædespreder med sit unikke humør og tager simpelthen alt med et kæmpe smil. De, der har mødt min mor, ved hvad jeg taler om – og man kan sagtens se det via mig, hvilket jeg naturligvis er stolt af. Fra da jeg var 9 til jeg var 14 hørte jeg så godt, at jeg gik i en hørende klasse, hvorfor tegnsproget blev lagt lidt til side i familien. Men min mor blev ved med at bevare det smukke sprog og det gør hun endnu i dag. Ikke kun fordi jeg tabte hørelsen og vendte tilbage til døveverdenen da jeg var 14, men også fordi hun til tider underviser i Tegn Til Tale og elsker tegnsprog.

Brit om sin mor Else Marie: Jeg takker verdens bedste Mor  – for at hun kæmpede alene med mig og mine andre søskende . Hun tog den beslutning at sætte mig på Aalborgskolen, selvom jeg havde været i en hørende børnehave. Det blev først sent opdaget, at jeg var døv. Min mor lod mig besøge en klassekammerat med døve forældre, så jeg blev mere bevidst om kommunikation. Dette takker min mor for. Hun har kæmpet for at jeg skulle blive til den, jeg er idag.

Maiken om sin mor Birthe: Min skønne mor har altid bakket mig op og er på mange måder mit forbillede. Hun tror på muligheder fremfor begrænsninger, og dette har jeg taget med videre i mit liv og til mine børn. Hun lod mig skifte skole, til en døveskole, på trods af kraftig frarådning fra andre. Jeg er ret sikker på at det er et afgørende skifte for mit videre liv. Hun er en gæv kvinde, som ikke lader sig slå ud af livets udfordringer.

Christian om sin mor Susanne: Jeg takker min mor for at sende mig på døveskole, for at være aktiv i forskellige foreninger. Og for at hun altid har været nysgerrig omkring hvad der skete i døves verden.