Den glædelige skolestart

Rosa, som er døv og har CI på begge ører, startede i en almindelig folkeskole forleden. Det er den samme skole som storesøster Liva går på.

Jeg kunne skrive stolpe op og ned om hvorfor vi har valgt lige netop den skole, lige netop den løsning, og hvordan vi har truffet beslutningen om, at hun skal gå på en normal skole.  Vi har selv tidligere tænkt mange tanker og opridset argumenter for og i mod. Vi er ikke færdige med at bekymre os, men sådan vil det gå så længe vi skal træffe beslutninger på vegne af pigerne.

Jeg vil i dag vende fokusset på noget andet: Vi skal fejre Rosas skolestart. Det er noget, hun har glædet sig meget til. Så jeg vil i dag forsøge at skrive lidt om, hvad vi har gjort for at give Rosa og personalet en god skolestart. Og ikke mindst så den spændte og nervøse mor får dulmet sine nerver lidt.

Rosa har glædet sig til at komme i skole med sine venner. Hun har gået i den lokale børnehave, og hun kender derfor langt de fleste. Rosa har ofte været med til at aflevere og hente Liva, og derfor er hun kendt på skolen. Flere børn og voksne kender hende – godt nok som Livas lillesøster – men jeg kan mærke, at det gør en forskel for os alle, at hun kender omgivelserne.

Rosa har siden januar brugt kommunikationsudstyr som var venligt udlånt af kommunen. Rosa skulle afprøve det i børnehaven, for at se om udstyret vil give mening for hende og om hun ville profitere af det. Det udstyr, jeg taler om, fungerer sådan at Rosa får en halsslynge om halsen. Hun skal sætte sine CI’er på noget, som hedder ‘Tele-program’. I starten var det med hjælp fra personalet via en fjernbetjening, men i dag kan hun selv styre det ved at trykke på knappen på en af sine CI. Dette krævede dog lige et besøg på audiologisk afdeling for at få CI’erne omprogrammeret.

Pædagogen i børnehaven har haft en halslyngemikrofon om halsen, så Rosa har kunnet høre, hvad hun sagde, men det smarte ved halsmikrofonen er, at når man lægger den på bordet, er det vupti blevet en bordmikrofon som fanger lyden rundt om bordet.  Rosa har haft god gavn af udstyret, og hun har selv været deltagende i at få det brugt. Personalet har været flittige og de brugte det stort set til alle morgensamlinger. De har fortalt om en episode, hvor de dyrkede yoga med lyset slukket og rolig musik, og pædagogen fornemmede at Rosa var meget mere med.

Skolen er gået med til at købe dette udstyr. Desuden har de også købt en højtaler, så lyden går ud til hele klassen. Og tilmed et transportabelt udstyr hvor der er 10 bordmikrofoner, så eleverne kan gribe en mikrofon, når de vil sige noget. Dette bør betragtes som en win-win-situation, da det kan være en fordel med tale-disciplin i klassen. For dem der ikke har skolebørn, kan der være en del forstyrrende uro og snak i klassen, og hvis børnene lærer at vente med at tale til når de står med mikrofonen i hånden, jamen, så er det jo fordel for hele klassen at have et barn med særlige behov i klassen.

Vi har haft flere møder med børnehaven, skolen, og repræsentanter fra kommunen vedr. udstyret og deltaget i en stor konference møde med alverdens fagfolk, hvor vi skulle gøre rede for Rosas behov såvel som hvilke situationer man skal være opmærksom på, når det kommer til Rosa. F.eks. at hun nok ikke er ret meget auditivt med i en gymnastikhal med knap 40 børn og 10 bolde. Vi forældre oplever, at vi har et godt samarbejde med både børnehaven, skolen og kommunen. Det er ikke lyserødt det hele. Jeg har haft ondt i maven over noget, som ikke gik, som det skulle, og jeg har sendt et ‘det-er-ikke-godt-nok-brev’, men det er tydeligt, at det er i alles interesse at Rosa får det godt i skolen.

Jeg har desuden bedt om orlov fra min arbejde, når hun får alvor starter i skolen. Fra 1. maj og frem til sommerferie er det skoleintro, og pædagoger fra børnehaven vil være sammen med børnene.

Orloven er nok mest for min egen skyld. Jeg har brug for at kunne hente Rosa tidligt, hvis hun ikke lige kan overkomme at komme i SFO. Skulle der opstå noget kan personalet trække på mig uden at jeg skal forsømme mit arbejde. Jeg kan kun håbe på, at alt går på skinner, så jeg kan nyde den sidste del af sommeren i min have.

Rosa er startet og hun er glad. Og nu kan jeg hente og aflevere pigerne samlet et sted, og det er slet ikke så ringe.