BLEEVA – døves egen skabelsesmyte

Døves Kirke på Frederiksberg var fyldt op til bristepunktet ved tirsdagens foredrag af den amerikanske tegnsprogsprofessor, Ben Bahan, som præsenterede BLEEVA, en skabelsesmyte om døves oprindelse her på Jorden.

Tekst: Cathrine Mejdal
Fotos: Døves Kirke

Se også: Billedgalleri på Døves Kirkes Facebookside

En skabelsesmyte for døve

Døvepræst Lise Lotte Kjær har sammen med menighedsrådsformand Ritva Bergmann inviteret Ben Bahan på besøg her i Danmark for at dele sin fortælling om BLEEVA:

– Personligt er jeg utrolig fascineret af skabelsesmyter, og jeg har før studeret Bibelens skabelsesmyte. Derfor syntes jeg, det var en naturlig sag at invitere Ben Bahan her i Døves Kirke for at fortælle om døves egen skabelsesmyte, fortæller døvepræst Lise Lotte, og tilføjer:

– At have en skabelsesmyte er vigtigt. Folkeslag verden over har deres egen oprindelseshistorie, skabelsesmyter. Når en gruppe begynder en fælles fortælling om deres eksistens, styrker det deres selvtillid. Det er med til at give dem en god selvfølelse, og interesse for at forstå sig selv på en dybere plan. Det at have en skabelsesmyte har en stor symbolsk værdi – og nu har døve via BLEEVA fået deres egen skabelsesmyte.

Menighedsrådsformand Ritva Bergmann er også begejstret og forklarer:

– Ben Bahan var i Danmark i 2013-14 for netop at fortælle om BLEEVA i en anden sammenhæng. På det tidspunkt tænkte jeg, at det var en fantastisk og helt anderledes historie – en historie, jeg ikke havde hørt før. Og så handlede den om os selv. Historien er også fed, fordi den netop ikke tager udgangspunkt i det, vi kalder ’den medicinske synsvinkel’, hvor øret er i centrum. Her handler det om tegnsprog som et sprog. Det er et dejligt og positivt spin på det at være døv. Alle folkeslag har en skabelsesmyte – og vi skal da også have vores egen, synes jeg. Vi er faktisk utrolig heldige, at Ben Bahan har lavet sådan en. En hel historie, som han selv har fundet på og researchet sig frem til, så man også har en historisk referenceramme. Fx det med at tegn og tegnsprog optræder på flere berømte kunstværker op gennem historien: er det en tilfældighed – eller passer det? Det er så fedt.

Døve har fortjent deres egen fortælling

– Jeg har tit spurgt mig selv spørgsmålet: Hvorfor har jeg egentlig skabt en skabelsesmyte for og om døve?, funderer Ben Bahan, og svarer selv på spørgsmålet:

– Baggrunden for skabelsesmyten BLEEVA er, at folk tit spørger: ’Hvorfor eksisterer der stadig døve? I en tid med genteknologi, moderne høretekniske hjælpemidler og andet, som kan give kontrol over, hvordan et barn bliver til, og hvordan man fjerner alt det, som er uønsket – hvorfor er der så stadig døve (tegnsprogstalende)?’ Til det spørgsmål svarer jeg altid: ’Fordi vi kerer os om den kultur, som er blevet til via døve og tegnsprog.’ For langt de fleste er det svar ikke tilfredsstillende. Fra mit perspektiv er det soleklart og et godt svar – men det er det ikke for det øvrige samfund. Sådan er det nu engang – og derfor er historien om BLEEVA blevet til. Den hjælper med at forklare, hvorfor døve eksisterer. Hvorfor vi er her. Hvad vores formål er. Hvorfor vi forsat er her. Det er det formål, denne skabelsesmyte tjener: hver en kultur har en skabelsesmyte, og det ser ud til at døve også har en (baseret på min research).

Skabelsesmyten BLEEVA er blevet fortalt og genfortalt verden over – af Ben Bahan selv og gennem dem, han har fortalt den til på sine gæsteforelæsninger rundt omkring. Historien har for nogle fået så stor en genklang, at de ligefrem tror på den. Til det siger Ben Bahan spørgende:

– Hvorfor kan vi ikke tro på den? BLEEVA er skabt for at udfordre vores trossystem. Vi lærer derigennem forskellige fortællinger og skabelsesmyter. Hvorvidt de er sande eller ej. Hvad er forskellen mellem dem og fortællingen om BLEEVA? BLEEVA er også en fortælling. Hvis du kan tro på en fortælling, hvorfor så ikke tro på BLEEVA? For mig handler det mere om at udfordre vores måde at definere tro på, end om hvorvidt det er sandt eller ej. Der er ikke tal på hvor mange religioner der er i verden med hver sin skabelsesmyte. Er den ene myte sand og alle de andre forkerte? Det mener jeg ikke. Jeg tror ikke, at der findes en sandhed, slutter Ben Bahan.

Om BLEEVA:

Ben Bahan er professor i amerikansk tegnsprog. Med mere end 30 års erfaring med historiefortælling og amerikansk tegnsprog på bagen har han været medfortæller og medforfatter på en række videoværker og enkelte bøger.
Navnet ’BLEEVA’ er en amerikansk tegnsprogssammenfatning af det amerikanske ord ’believer’ (en troende, red.), fordi han som person netop skal repræsentere en, der tror. BLEEVA blev skabt i løbet af Ben Bahans sabbatår i 2012, hvor han rev et år ud af kalenderen for at researche på sin fortælling. Han har siden besøgt adskillige lande verden over for at dele fortællingen BLEEVA. Find BLEEVA på Twitter via dette hashtag #bleeva