Snart ser en ny café i Brohusgade dagens lys

KØBENHAVN: Døveforeningen af 1866 er netop gået i gang med at smide en masse møbler fra 90’erne ud og snart er de orange vægge blot historie. For nu skal den over 150 år gamle forenings caféområde opdateres til 2017-standard.

Det skriver foreningen på deres Facebookside.

– Vi ansøgte Københavns Kommune om midler til at renovere café 17, og vi fik 276.000 kroner til det, smiler Jane Brøndum, der er formand for Døveforeningen af 1866.

– Pengene skal bruges til nye møbler, computerudstyr – ja, alt muligt. Det bliver en helt ny stil vi får. Vi planlægger at installere bordfodbold, dart mv.

Der er også godt nyt til foreningens mere sultne og tørstige gæster, da barudvalget planlægger at lancere et helt nyt sortiment af mad- og drikkevarer i baren.

Renoveringen er gået i gang. Nu er en flok frivillige medlemmer gået i gang med at hjælpe med at male. Når ansigtsløftet er færdigt, skal herligheden fremvises for medlemmer og venner af huset til en reception den 5. maj.