Hvordan er det at være hørende?

Vi kører ud på en lille udflugt. På bagsædet kører snakken med storesøster og lillesøster som vanligt. Denne snak var dog for mig lidt mere spændende end så mange andre. Normalt følger jeg ikke rigtig med i hvad de siger, medmindre at de skændes voldsomt på bagsædet.

Liva udbryder prompte:

– Nej Rosa!  Det kan jeg da ikke.

Jeg sidder på passagersædet, så jeg kigger bagud og spørger:

– Hvad så?

– Altså, Mor. Rosa spørger, om jeg vil fortælle hende hvordan det er være hørende?

Jeg kigger over på Rosa og smiler, og Rosa kigger på Liva og svarer:

– Ja, fortæl mig hvordan du hører. Det er ikke svært.

Liva kigger opgivende på mig. Jeg kigger over på Rosa:

– Rosa, kan du forklare Liva, hvordan det er at være døv?

Hun kigger på mig, som om jeg er en tåbe:

– Ja da. Jeg tager mine CI’er af, og så kan jeg ingenting høre. Så kan du også fortælle mig, hvordan det er at høre.

Liva forsøger:

– Jamen, jeg hører jo alt. Eller næsten alt. Men altså sommetider kunne det være rart, hvis jeg kunne slukke.

Jeg synes, at det er lidt interessant, så jeg vover pelsen med et lidt frækt spørgsmål til begge piger:

– Hvad vil du helst være, hvis du selv kunne vælge? Døv eller hørende?

Liva er hurtigst om at svare:

– Jeg ville gerne være begge dele, så kan jeg selv bestemme, hvornår jeg vil høre og ikke vil høre.

Rosa er også klar med sit svar. Hun er som oftest en efteraber. Hun gør og siger som sin storsøster. Men hendes svar var alligevel sit eget:

– Jeg vil gerne være hørende. For det har jeg jo aldrig prøvet.