Hjælp til tinnitus: 5 tips til hvordan du minimerer din tinnitus

Det er ingen grund til at gå hjem og trække dynen over hovedet, når du har fået tinnitus. Professor og tidl. overlæge Ture Andersen fra Syddansk Universitet, der i mere end 20 år har arbejdet med tinnitus-patienter, fortæller, at tinnitus-behandling i Danmark faktisk er så god, at 8 ud af 10 tinnitusramte personer føler en klar forbedring.

Tekst: Cathrine Mejdal
Foto: Colourbox

1. Musik eller baggrundsstøj

Sørg for altid at have lidt baggrundsstøj omkring dig. Enten via dine egne høreapparater, hvis du har nogen, eller ved at lade radioen stå tændt. Ved sengetid kan du spille svag musik eller naturlyde, så den modspiller din tinnitus. Fx fra mobilen, som kan lægges under din hovedpude, så du ikke forstyrrer din sengekammerat. Du kan også bruge musik fra radioen eller andet. Til smarttelefonen er en række apps, som afspiller beroligende naturlyde.

2. Afspænding eller meditation

Gå til yoga eller andet, hvor du kan øve dig i at meditere. Det kan i nogle tilfælde være med til at trænge din tinnitus i baggrunden. Du kan også opsøge en afspændingspædagog med erfaring omkring tinnitus og høretab og lade hende give dig nogle øvelser, som du kan træne i det daglige – eller låne en afspændingscd på biblioteket. Afspænding øger det kropslige velvære og giver dig overskud til at leve med tinnitus. Mange oplever, at tinnitus glider i baggrunden efter en god afspændingsøvelse.

3. Find og tal med ligestillede

Meld dig i TinnitusForeningen eller deltag i arrangementer, hvor der er andre tinnitus-ramte til stede, så du kan få luftet dine bekymringer og få feedback eller opbakning fra andre, som ved, hvordan det er at have tinnitus.

Deltag i Høreforeningens Tinnitusdag

4. Brug mindfulnessteknikker

I mindfulness arbejder man med opmærksomheden. Man noterer dét, der dukker op. Når du opdager, at koncentrationen er et andet sted, tager du den tilbage igen. Her kan du træne i at flytte dit fokus fra tinnitus over på andre lyde.

5. Få din hørelse undersøgt

Opsøg en ørelæge og få en henvisning til en audiologisk afdeling, hvor du kan få undersøgt din hørelse. Her kan man nemlig få papir på, at man har tinnitus og blive berettiget til en række hjælpemidler – såsom specialdesignede høreapparater, der blokerer for tinnitus med hvid støj. Høreinstitutter har også en række tips og fifs til, hvordan tinnitus kan trænges i baggrunden.

Læs mere om tinnitus her