Guide: Lav dine egne ørepropper

Sidder dine høreapparatpropper dårligt og hyler ved mindste skævhed? Ville du ønske, du havde et alternativ – og gerne en nem og billig løsning, som samtidig sparer dig for at skulle rengøre dine propper hver eneste dag?

Tekst: Cathrine Mejdal
Foto: Colourbox

Ingeniøren Jais Angel har brugt høreapparater siden han var helt lille, og har selv døjet med de samme problemer, og har i flere år eksperimenteret med at finde et alternativ, som i dag har givet ham opskriften på en genial løsning. Her viser han dig vejen.

Små, behagelige propper til ingen penge

– Det har altid irriteret mig, at når jeg får lavet et nyt sæt propper hos den lokale audiologiske afdeling, så har jeg ikke mulighed for at vælge mellem forskellige slags propper. Dem, jeg får, er altid de store og af silikone. Eneste valgmulighed jeg har er farven, og den er jeg da fløjtende ligeglad med, fortæller Jais Angel, og tilføjer:

– Silikone er også et godt materiale, men det passer bare ikke til mine ører, for propperne begynder at hyle, klø eller irritere. Størrelsen er også træls, fordi det får ørene til at producere ekstra meget voks. Ved at lave en DIY-guide har jeg bare villet sikre mig, at alle andre også får del i den viden, jeg har, og at de ved, at der faktisk er alternativer til deres præfabrikerede propper, som ikke nødvendigvis koster det hvide ud af øjnene.

At få lavet et sæt skræddersyede propper kan koste op til 4.000 kroner

Vælger man at få skræddersyede propper kan det hurtigt blive en dyr fornøjelse. Prisen for en enkelt prop ligger et sted mellem 1.000 – 2.000 kroner, fortæller Jais:

– Det er kun via det offentlige, at man slipper for selv at skulle betale af egen lomme, men desværre er det svært at få en god tid på audiologiske afdelinger: tit får du en tid, der ikke passer til din arbejdstid – måske kl. 10, 11 om formiddagen eller kl. 13 om eftermiddagen, og når propperne er lavet, tager det op til to uger, før du får tilsendt dem. Det er absurd, og derfor kan det på mange måder være lettere selv at lave et sæt propper. De holder ikke så længe som dem, man får lavet hos audiologiske afdelinger, men de er et rigtigt godt alternativ, siger Jais og understreger:

– Videoen er ikke lavet for at træde på nogen, men for at servicere alle de frustrerede høreapparatbrugere rundt omkring i landet, for jeg ved om nogen hvor træs det er, at man skal lægge så meget arbejde og tid i et sølle par propper.

GUIDE: Sådan laver du gode, holdbare propper på den nemme og hurtige måde

Han har lavet guiden i en video på tegnsprog. I videoen lægger Jais ud med at sige:

– Propper kan være irriterende. De er store og vækker opsigt, når man er ude i byen ved at være så synlige – især når man står på dansegulvet med diskolys. De er varme, klør og de hyler, når man mindst ønsker det.

Herefter går han grundigt til værks med at vejlede i, hvordan man kan lave sine egne propper. Hvad du skal have, før du går i gang, er:

  1. Neglesaks
  2. Apotekets trykregulerende ørepropper (75 kr. parret)
  3. En saks
  4. En stegenål/kødnål (29 kr. for 8 stykker hos Imerco)
  5. Rør/slange til høreapparater (kan bestilles i stakkevis via din lokale høreapparatforhandler eller audiologiske afdeling – som regel er det gratis)

Apotekets ørepropper skal først tilpasses. Det gør du ved at klippe dem til, så de bliver som Jais viser i videoen. Flapperne skal væk og hullet forenden klippes til, så det bliver større. Du sliber de afklippede ender til med neglesaksen.

Derefter tager du slangen og klipper den til, så den passer til afstanden mellem dine høreapparater og propper. Du tager så kødnålen og indsætter den i slangens rør, som Jais demonstrerer.

Slangen med kødnålen i indsætter du i selve proppen, og når du har sikret dig, at slangen sidder fast, tager du kødnålen ud, men lader slangen blive siddende. Slangen forbinder du med høreapparaten – og voilá, nu har du et sæt nye propper til ingen penge.

Se videoen med Jais her