Da jeg skiftede CI-processorer fra N5 til Kanso

Onsdag d. 29. marts blev det for mit vedkommende Ørernes Befrielsesdag. Mine seks år gamle N5 CI-processorer blev skiftet ud med den nye helt ørehænger-frie Kansomodel, som jeg nu har fået på prøve.

Af Pernille Glad Rydicher

Kansomodellen adskiller sig fra mine tidligere CI-processorer ved at de ikke hænger bag øret. I stedet skal de sættes direkte på der, hvor man plejer at sætte magnetspolerne. Hvordan er det egentlig at tage det spring? Har det fået ørerne til at blafre af fryd, som køerne plejer at springe rundt når de bliver sat ud på græs? Det kan du blive lidt klogere på ved at læse med her, hvor jeg fortæller om forskellige oplevelser, jeg har haft med Kanso.

Fra cykelrytter til astronaut
En af de første tanker, der faldt mig ind, da jeg fik mine Kansobabyer med hjem fra Gentofte Hospital, var om jeg nu ville kunne komme til at bruge den nogenlunde N5-kompatible cykelhjelm, jeg med møje og besvær havde fundet, med Kansoerne på? Så jeg plantede fluks hjelmen på hovedet og hvad skete der så? Blop sagde det og jeg kunne til min fortrydelse se mine Kansotvillinger trille om kap i cirkler på gulvet.

Ved andet forsøg tog jeg Kansoerne på igen og fik løsnet godt op i hjelmens indre rem inden jeg atter tog den på. Den kom på hovedet og remmen blev ført ud over Kansoerne og strammet til igen. Det føltes ret weird at have hjelmen på, for nu føltes det som om jeg havde fået en rumhjelm på. Måske er det bare en tilvænningssag? Ellers ses vi nok i Outer Space!

Hår = ”vindstøj”
Det er blevet ret tydeligt at, Kansoerne ikke sætter særlig stor pris på mit lange, kraftige hår når hårene fejer hen over deres mikrofoner. Kanso Numero Uno et Numero Dos vil gerne pisse området af som deres territorium. Er jeg i bevægelse, føles det som at blive udsat for en konstant vindstøj og jeg frygter hvad jeg skal gøre den dag, jeg skal begynde at løbetræne igen. Det er en ret enerverende lyd. Så nu er jeg begyndt, når jeg bare går hjemme, at placere Kansoerne uden på håret. Det fik jeg ellers røde knopper af at se, når andre CI-brugere plantede deres spoler uden på parykken. Det er bestemt ikke et syn, der behager min æstetiske sans.

I sofaens dybe stille ro
Mit indre sofadyr blev fra allerførste færd ret glad for Kansoerne. N5 plejede at glide af når jeg begravede hovedet i puderne. Kansoerne er derimod langt bedre til at blive siddende hvor de nu hører til. Og apropos blive siddende, så kan de godt have en tendens til at falde af, når jeg kommer til at bruge for vilde fagter. Så nu har jeg dydigt taget de medhørende snore, der er monteret på nogle hårspænder og sat dem fast i Kansoerne. Så nu kan de ikke flyve fra mig, når jeg bliver for ivrig i mine tegnsproglige udfoldelser.

Nu er jeg altså ikke sådan en, der lever 24/7 i min sofa. Jeg har nu også mine aktive stunder (selvom der godt måtte være nogle flere af dem) og i disse stunder har N5’erne nu ikke været helt nemme at leve med. Når jeg skulle lave øvelser på gulvet, havde de en tendens til at falde af med spole og hele moletjavsen og filtre sig ind i mit hår. Værst var det, når jeg var hos min personlige træner og jeg måtte stoppe hende i at sige noget til mig, mens jeg fumlede rundt i mine hårlokker for at finde processorerne – for jeg kunne jo ikke høre en disse uden dem. For så at, kærligt, men bestemt, sætte processorerne med både spoler og ørehængere på plads igen, der hvor de nu hørte til. Det gjorde jeg i noget, der tangerede intervaller af fem minutters varighed. Min træner må have set mig som en yderst forvirret klient. Med Kanso er jeg måske blevet totally cool? (Disclaimer: Dette gælder ikke hvis de bliver placeret udenpå håret, skal jeg lige hilse og sige.)

Døvestøvsugning?
Noget der er nyt med Kansoen, som tillige er at finde på N5s storebror, N6 (der ligesom N5 er baseret på en ørehænger), er scanfunktionen. Nu er jeg, ligesom mange andre af min slags, ret stive oppe i den der plastikmasse, forskerne påstår vi har oppe i vores hoveder. Hvis du ikke ved hvad det er, jeg hentyder til, så er det, at vores hjerner har en vis plasticitet, som er aftagende med alderen og hvis man har rendt rundt og været auditivt understimuleret i en årrække, så skulle det være den visse død for denne plasticitet.

Nåmen, i sådanne tilfælde skulle denne scanfunktion være en ekstra hjælp, for vores slags er ikke så gymnastiske udi at håndtere auditive udfoldelser, der fylder mere end vores stakkels hoveder kan holde til. Scanfunktionen analyserer de udefra kommende lydkilder og vurderer, om de nu praktiserer auditivt mådehold, og gør de ikke det, så falder hammeren! Så kommer Hr. Scan og filtrerer lydene behændigt fra. Kald det censur om du vil, men jeg er kommet til at påskønne det i visse situationer.

En situation, hvor jeg blev glad for Hr. Scan, var en dag, hvor jeg slæbte mig træt hjem fra studiet og skulle skifte tog undervejs. På perronen vadede jeg så lige ind i en skoleklasse, hvilket er mit auditive mareridt. Men da jeg kom forbi dem, ventede jeg troligt på, at det der mareridt skulle blive virkelighed. Her kom Hr. Scan flyvende forbi i bedste Supermanstil og henførte mig til et auditivt Wonderland, hvor skolebørnenes støj var visket ud i bedste photoshopstil.

Men… Hr. Scan kan måske være lidt for hjælpsom? Nogen gange kunne jeg godt tænke mig, at han bare red ud i solnedgangen i bedste Lucky Luke stil og passede sig selv. Fx har han nærmest gjort min Nilfisk stum med største fare for, at jeg havner ud i noget ”døvestøvsugning”. For de uindviede betyder det, at man som døv kan gå rundt og støvsuge intetanende om at støvsugeren faktisk slet ikke kører. Nu frygter jeg også, at jeg skal blive offer for emhættesyndromet, for hos nogle døve kan den nærmest køre i døgndrift, hvis de ikke er bevidste om at den er i gang.

Så Hr. Scan er en yderst hjælpsom fyr, men særlig kvik er han nu altså ikke. Jeg kan godt undre mig over, at man ikke har undt ham en portion kunstig intelligens. Det kunne hjælpe ham med at afkode vores præferencer og auditive vaner og tilpasse sig efter dem. Vi er ikke til for teknologien. Den er til for os.

Reddet fra den visse kvælningsdød
At få CI har genforenet mig med den glæde, jeg fandt ved at høre musik som teenager. Med N5 kunne det dog godt blive med livet som indsats, når jeg ville høre musik samtidig med at jeg var i gang med diverse huslige sysler. Det gjorde jeg som regel ved at bruge audiokabler, som jeg kunne blive viklet ind i med nær kvælningsfare til følge. Eller også blev ledningerne ved et uheld flået af, når de stod i vejen og så fløj processorerne lystigt med.

Med Kanso er disse audiokabler en saga blot. I stedet går de totally blue tooth med en streamer. Da min søde tekniker demonstrerede den for mig, viste han mig hvor smart det var, at man kunne flytte clipsen på den alt efter om man havde en skjorte eller en bluse på. Og hvis man nu ikke havde tøj på, sagde han med et smørret grin, kunne man bare skifte over til at have den om halsen i en snor, der følger med. Hvem har nu også sagt, det skal være kedeligt at gå til de der CI-justeringer?

Men hvad så med den der streamer på mine fremtidige løbeture? Der er musik i ørerne et must for mig. Hvis der er noget jeg ikke kan udstå, så er det at høre lyden af mit tunge åndedræt og alle mine beklædningsgenstande, der er i bevægelse, og tilsammen skaber de en kakofoni af lyde, jeg helst vil være foruden.

I forvejen synes jeg, at det er lidt tungt at slæbe rundt med en iPhone på armen og nu skal jeg også have den der streamer med? Og fortsætter teknologien i den retning, ender det med at jeg må tage pakke dem alle sammen ned i en pensionistracer på turene, for man skal jo ikke gå ned på udstyr, vel? Og den der streamer, vil den nu også sidde fast med clipsen? Og den der frække snor er nok ikke så fræk i den situation. Så hvis jeg er uheldig, vil Kansoerne måske flyve afsted som små ufo’er ud i det blå? Eller vil de havne på en dykkertur i mosen, som jeg plejer at løbe ved?

Luft bag ørerne
Når jeg har skullet købe briller eller solbriller, har jeg som CI-bruger altid skulle tænke på, at der kun er 2 kvadratmillimeter ledig plads bag ørerne til brillestængerne, for de der CI-ørehængere gør krav på en del plads der. Mine gamle solbriller, som havde ret kraftige brillestænger, og N5 var derfor ikke de bedste venner. De ville begge lægge beslag på den sparsomme plads og det var som regel solbrillerne, der førte i den kamp ved at skubbe processorerne af ørerne, så de dinglede rundt om hovedet på en.

Nu er det en surrealistisk følelse for mig, at der ikke hænger andet på mine ører end mine briller. Hvis jeg havde kunnet gå med kontaktlinser, ville jeg nok begynde at blafre med ørerne i bedste Jumbostil. Den samme følelse genkender jeg fra da jeg fik mit første CI. Lige pludselig kunne jeg ikke fordrage at have øreprop i det andet øre, hvor jeg havde høreapparat. Det havde ellers aldrig været et issue inden jeg fik CI.

En tom skuffe
Som CI-bruger er man så privilegeret, at man nærmest får kastet samtlige tilgængelige reservedele i nakken, hvor man som høreapparatbruger høremæssigt må gå for lud og koldt vand hvis ens apparater skulle gå i stykker. Så jeg har i alle mine år som CI-bruger haft en skuffe fyldt med CI-reservedele – faktisk så mange dele, at mine CI-processorer ville kunne overleve en kold krig. I tilfælde af at jeg skulle beslutte mig for at beholde mine Kansoer når prøvetiden udløber, kan jeg godt lukke det der reservedelslager ned. For Kanso er, som jeg nævnte tidligere, indrettet sådan, at det hele er samlet i en enkelt del. Så der er ikke noget med hooks, ledninger eller andre små sjove dele, der skal skiftes ud i tide og utide.

De sædvanlige brugsforvirringer
Ligesom jeg måtte læse mig til noget så simpelt som hvordan man slukker for sin processorer, måtte jeg sætte mig ind i hvordan jeg kunne få oprettet bluetooth forbindelse mellem processorerne og streameren… Så jeg sad med tungen lige i munden og læste ord for ord for at få styr på alle mulige ikoner og deres tilknyttede funktioner inden jeg skulle begive mig ud i en proces, som i sig selv førte til en egentlig forbindelse.

Efter denne proces, som føltes lidt omstændelig, kunne jeg så pleje min kognitive udmattelse ved at få blæst øregangene ud – øh næh – få bombet mine hørenerver sønder og sammen med en heftigt omgang Coldplay. Det var bestemt besværet værd, for nu er jeg begyndt at bruge min computer med lyd på, hvor den før blev sat på ’mute’, for den lyd der kommer ud af en computers indbyggede højtaler er noget, der kan bringe mig helt ud af fatning.

Efter et par dage, da der var igen var fuldt opladet på øverste etage, kunne jeg kaste mig ud i de to øvrige måder at koble processorerne på bluetooth forbindelsen. Alle tre veje fører åbenbart til Rom. Telefonstreameren må så blive mit næste projekt at få sat mig ind i.

Babyer i trodsalderen?
Kvinder har vist det med at slæbe på en hel del ting i deres tasker. I mine første dage som Kansobruger gik jeg rundt med en lille skruetrækker i min taske. Ifølge brugsforvirringen skulle man låse batterikammeret op med den og låse igen når batterierne var blevet skiftet. Så da jeg var ude og spise på restaurant gik batterierne på den ene af Kansoerne ud. Så midt i min sushimiddag gik jeg i gang med dette her gør-det-selv-projekt med batterier, Kansoer og skruetrækker på bordet. Efterfølgende har jeg gjort op med mig selv, at den skruetrækker skal få lov til at passe sig selv og at batteridækslet nok skal blive siddende trods alt. Igen, teknologien er til for vores skyld. Vi er ikke til for den.

Faktisk er det der batteriskift en ”sticky” affære hvad enten man tyer til skruetrækker eller batteridæksel-pas-dig-selv-metoden. Nu er alle CI-dikkedarerne i Kanso jo i en samlet enhed. Derfor kommer batterierne til at ligge lige op ad magneterne, der med N5 var adskilt fra ørehængeren ved at ligge oppe i spolen. Så med Kanso kan det godt være lidt af en prøvelse at få de brugte batterier ud, for de insisterer på at blive siddende i batterikammeret pga. den magnetiske tiltrækningskraft.

Natteroderi
Med babyer følger også natteroderi og her skulle mine Kansobabyer vise sig ikke at være nogen undtagelse. Det smarte ved Kansoerne er at de skulle slukke af sig selv, hvis man ikke har haft dem på i to minutter. Den første aften vidste jeg det ikke, for jeg var ikke nået til det der med at kigge brugsforvirringerne igennem endnu. Min tanke var at det var logik for perlehøns, at man blot trykkede på de knapper, der var og når de blinkende lamper så gik ud, så var der blevet slukket.

Klokken tre om natten blev jeg vækket af min mand. Han stod foran mig i totalt mørke og prikkede til mig. Totalt mørke er nok misvisende, for han stod med mine Kansoer i sin hånd, der var plantet lige i mit søvndrukne åsyn og jeg siger dig, de var gået i totalt ”blinkende lygter” mode! Jeg skyndte mig at slukke for dem på samme vis som før, så vi kunne sove videre, men toget til Drømmeland kørte videre uden at vente på mig den nat.

At processorerne så skulle slukke af sig selv efter to minutters henstand har vist sig ikke at være hold i virkeligheden for mit vedkommende. Måske er det en børnesygdom? Eller også har jeg fået et sæt mandagsmodeller? Det må jeg så lige få vendt med min søde CI-tekniker.

OCD og glemsomhed
Med N5 var der et farligt rod når de var blevet taget af; processorer, som ikke ville ligge i ske med hinanden, magneter der gik efter hinanden i bedste Duplo-togstil og med ledninger, der fløj i hver sin retning. Så de fyldte pænt meget i landskabet. Faktisk så meget, at en person med OCD ville få tics ved synet af dem. Med Kanso er situationen en helt anden. De kan stables ovenpå hinanden og det er jo sikkert herrenice for de stakkels OCD-typer.

For mit eget vedkommende kunne jeg godt frygte, at Kansobabyerne bliver væk fra mig, fordi de nu fylder så lidt. Og fordi de er ”kødfarvede”, er de svære at finde, hvis jeg skulle komme til at forlægge dem. Hvis det var en mobiltelefon, kunne jeg jo snildt ringe den op fra en anden telefon for at opspore den, men hvad dælen gør man med Kansoerne? Jeg tror nu ikke at jeg er klar til at tildele dem en æresplads på natbordet efter den der blinkende-lygter-seance.

Den endelig dom?
Så er vi ved vejs ende for min foreløbige vurdering af Kanso. Beholder jeg dem så og sværger troskab til dem de næste 6 år til jeg endnu en gang bliver berettiget til at opgradere til en nyere model, der nu er til den tid? Det kan jeg endnu ikke sige noget om. Jeg skal nok først have gjort mig nogle flere erfaringer med Kansoerne.

Den største hurdle nu er nok, at Kansotvillingerne gerne ser at jeg bliver kronraget eller at jeg alternativt blopper dem udenpå manken. Ellers kan de jo lave forsvindingsnumre, så jeg må affinde mig med total døvhed indtil de dukker op igen. Det har jeg nu 2-3 måneder til at beslutte mig for.

Tak fordi du fulgte med helt hertil.