Kommentar: En anonym tolkestuderendes bekendelser

Mine forældre er ikke døve. Ej heller er der nogen døve i min familie overhovedet. Jeg kan ikke tilbringe et år i et døveland, for at forbedre mit tegnsprog. Og jeg kan ikke forlænge min uddannelse eller give den de nødvendige penge, for at den kan blive god nok. Jeg kan heller ikke tænke på tegnsprog og tolkning 24 timer i døgnet, for jeg er et menneske ligesom alle andre og jeg har også arbejde, familie, venner, forhold og livskriser jeg skal tage mig af.

For lige meget hvad jeg gør, er og bliver tegnsprog ikke mit modersmål. Lige meget hvor meget jeg elsker tegnsprog, og hvor taknemmelig jeg hver dag er for at jeg har haft mulighed for at lære det. Lige meget hvor meget jeg elsker min uddannelse og hvor meget jeg øver hver dag. Lige meget hvor mange arrangementer jeg opsøger og hvor meget praktisk erfaring jeg får. Lige meget hvad, er dansk mit modersmål og det kan jeg ikke ændre på.

Der var engang hvor det var det bedste i verden at være tolkestuderende. Hvor jeg med stolthed i stemmen forsvarede mit lidt specielle og nicheagtige valg af uddannelse og hvor jeg drømte om, hvor jeg kunne få arbejde når jeg blev færdig. Sådan har jeg det heldigvis stadig indimellem.

Læs også: Udmeldinger skaber uro blandt tegnsprogstolke: Skal vi opgive branchen?

Læs også: Tolkestuderende: Vi føler os straffet for de problemer der er på tolkemarkedet

Men det seneste års tid har det ikke været sjovt at være tolkestuderende. Vi er ikke gode nok, får vi at vide. Der er for mange tolkeopgaver der er for svære for de af os, der kommer ud i praktik. Og hvis vi endelig bliver færdige, kommer vi ud til et tolkemarked hvor stemningen er dårlig.

Heller ikke vores kommende døve tolkebrugere synes vi er gode nok. Senest har Alex Stensholm, som bakkes op af flere, udtalt at de danske tolke ikke er gode nok, og at tolke ikke omgås døve nok. Alex udtrykker en ”sproglig frustration” ved at bruge tolk, fordi det kræver en konstant hensyntagen til tolke, som alligevel ikke kan stemmetolke ham nuanceret nok.

Jeg ved ikke hvordan det er at være døv. Der har jeg heller ingen erfaring. Men jeg har til gengæld, som alle andre, altid en idé og en bevidsthed om, hvordan jeg vil udtrykke mig. Og hvis jeg skulle lægge min måde at udtrykke mig på, i andres hænder, ville jeg aldrig synes det kunne blive nuanceret nok, hvis det ikke var en nøjagtig gengivelse af mine tanker. Og tankelæsere er vi heller ikke. Og jeg ved godt, at det ikke var sådan Alex mente det, men det er svært ikke at lade sig påvirke af hans sproglige frustrationer, når de minder om mine egne frustrationer med uddannelsen: at vi aldrig bliver gode nok.

Her ses det blogindlæg af Alex Stensholm, der refereres til (på dansk tegnsprog)

Så skal vi tolkestuderende bare give op? Hvis du spørger mig så er svaret: fandme nej!

Jeg har ikke grædt og grint og brugt tusindvis af timer på den her uddannelse, kun for at blive stoppet af mine demotiverende omgivelser. Hvis jeg altid skulle lytte til dem havde jeg ikke engang søgt ind på uddannelsen, for ”Vidste du, at der snart ikke er nogen døve tilbage at tolke det der døvesprog til, på grund af de der nye høreapparater” (og ja, sådan er der faktisk stadig mange uden for uddannelsen der siger).

Vi ved alle at tolkeuddannelsen er presset. Vi studerende er pressede og har en oplevelse af, at vores undervisere er mere pressede end de har lyst til at give udtryk for. For selvom det i min optik er verdens bedste uddannelse, med nogle af de bedste og mest engagerede studerende og undervisere, så er det også en uddannelse med alt for få midler. Og hvis problemet er at tolke og tolkestuderende ikke omgås døve nok, så lad os omgås! Mange af os tolkestuderende er påpasselige med at invadere ethvert arrangement i døveverdenen, for det er reelt ikke vores verden. Nok er tegnsproget et fælles omdrejningspunkt, men forestil jer hvis alle tolke og tolkestuderende dukkede op til samtlige arrangementer for at omgås. Jeg gætter på I døve ville blive noget så trætte af os.

Så nej, jeg har ikke en løsning. Jeg har en bøn til jer som mener at vi ikke er gode nok:
Næste gang I har lyst til at brokke jer over vores niveau, så snak med os i stedet.

Se på os som en skov af tolke. Det er nemt at gå og brokke sig over, at træerne ikke vokser sig høje nok, men hvad hjælper det? Hvad med i stedet at plante nye frø, eller at sørge for masser af gødning, lys og vand til de eksisterende træer? Besøg os på vores uddannelser i Aarhus og København. Invitér os til nogle arrangementer, hvor vi føler at det er okay at vi deltager, lige meget hvor meget tegnsprog vi kan. Eller kom og deltag i den månedlige Tegnsprogscafé som studerende fra uddannelserne arrangerer netop for at døve og tolkestuderende kan mødes. Her kommer flest tolkestuderende og desværre kun få døve. Men hver lille vellykkede samtale på tegnsprog giver motivation og succesoplevelser for os studerende, og her kan I for alvor få mulighed for at forbedre det kommende samarbejde og gøre kommunikationen nemmere. Jeg så også en enkelt, i Alex Stensholms tråd på Facebook, foreslå at han gerne ville samarbejde med uddannelsen om en ”døv mentor” ordning – fabelagtig idé!

Så det her var altså en anonym tolkestuderendes meget lange bekendelser. Jeg har skrevet ærligt og lige fra hjertet og har længe haft brug for at udtrykke mine frustrationer. Jeg har også valgt at udtrykke mig på dansk, for det er mit modersmål, og det er og bliver det sprog jeg udtrykker mine tanker bedst på. Hvis nogen skulle have lyst til at oversætte min tekst til tegnsprog, ville de have min forhåndsgodkendelse – om der så går en nuance eller to tabt i kampens hede.

Jeg ønsker at være anonym, idet den her verden af tolke og døve er så lille, som den er. Det er ikke mit mål at blive uvenner med nogen, men jeg skriver for at gøre opmærksom på, at vi er rigtig mange der bliver ramt og kede af det, hver gang nogen har mødt en ”dårlig” tolk eller en ”dårlig” tolkestuderende og klager over det offentligt.

Så næste gang I tænker ”Puh, det var en dårlig tolk”, så tænk i stedet: ”Gad vide om de tolkestuderende giver en kop kaffe og en snak, hvis jeg kommer forbi i løbet af dagen?”