Er der noget særligt ved CODA-børn?

Sidste weekend kom vi hjem fra en uges skiferie sammen med 12 andre skønne familier med døve/hørende (primært døve) forældrepar og deres CODA børn (CODA er en forkortelse for udtrykket: Children Of Deaf Adults).

Vi har ikke haft specielt gode erfaringer med at holde ferie. Altså os fire sammen som en familie. Ikke at vi ikke kan lide at være sammen bare os fire, men fordi vi på vores sidste to udenlandsrejser har brilleret ved at blive indlagt med alskens dårligdomme – begge gange. Og i lande som Egypten og Tyrkiet var det ikke fedt. Så vores erfaringer er ikke just fantastiske.

Men skiferie! Ja, det var simpelthen ‘THE shit’! Det er helt sikkert vores ferieform.

Måske er der nogen derude, der har betænkeligheder ved ideen om at så mange rejser sammen i samlet flok. Vi valgte at rejse med Castberggaard, der tilbød et rejseleder-team, der planlagde og bookede det hele. Vi andre har simpelthen bare betalt og lænet os tilbage. Dejligt let og luksuriøst ikke at skulle løfte en finger.

Jeg siger det bare: DET var en fed ferie!

Det var fedt, fordi alle kunne tegnsprog. Når man stod i rummet, kunne man følge med i samtalerne rundt omkring én. Noget jeg normalt ikke kan i den lokale børnehave, på skolen eller på arbejdspladsen. Vi havde alle sammen det til fælles, at vi gerne ville have en god uge og stå på ski med vores børn.

Og så kommer det allerfedeste: Vi kunne virkelig se, hvor meget børnene får ud af at være sammen med andre børn med et bagland, som ligner deres eget. At mor og/eller far er tegnsprogbruger.

Der var sågar en, der påpegede, at han var imponeret over at der slet ikke har været konflikter i børnegruppen.

De var ca. 20 børn i alderen 3-10 år.

Der faldt 5-øren lige. Han havde sgu da ret. I løbet af hele ferien havde der ikke været en eneste konflikt – ud over almindelige søskendekonflikter. Dem kan vi ikke komme udenom – hverken ude eller hjemme.

Vi oplevede at børnene var sammen i større grupper, og ikke bare to og to, som man ofte ser. De var sammen på tværs af alderen.

Børnene var sammen , spillede sammen, stod på ski sammen, slappede af sammen og passede også på hinanden.

Det er den samme oplevelse vi får, når vi har deltaget på familehøjskole – også på Castberggaard. Der er et eller andet særligt ved CODA-børnenes fællesskab.

Nu kommer jeg ikke ud hos ‘ikke-CODA-børn’ børnegrupper på samme måde som med CODA. Jeg har ikke oplevet at mødes med 12 hørende forældrepar,  både kendte og ukendte, i en hel weekend eller uge, hvor jeg kan sammenligne børnegruppen på samme måde.

Men jeg er ret sikker på, at der er noget særligt ved CODA-børnenes måde at være sammen på: Hersker der mon en ubevidst samhøringhed blandt CODA-børnene? De formår at rumme hinanden på en fantastisk måde. Der var ingen intriger. Jeg oplevede ikke at der var nogen, der blev holdt udenfor.

 Jeg nød i hvert fald at se børnenes glæde ved at være sammen.

Og JA, vi skal afsted igen. Vi vil hverken være skiene eller det fantastiske samvær foruden.