App-befaling: Gode apps at have ved hånden, når uheldet er ude

Med tre danske apps kan du som hørehæmmet være beredt som en god spejder og række en hjælpende hånd, når lokummet brænder på for dig eller for dine medmennesker.  

Af Cathrine Mejdal

Alle med en hørenedsættelse kender følelsen: Du går intetanende rundt hjemme og nusser om din aftensmad, kaffen eller din støvsuger, og først, når du enten går ned til den lokale købmand eller tjekker nyheder, opdager du, at 3. verdenskrig har fundet sted.

A hva’? Det kan de tre nedenstående apps ændre på.

App 1: Mobilvarsling

varsling

App’en udsender advarsler:

  • Når myndigheder udsender beredskabsmeddelelser
  • Når DMI udsender varsler om storm, orkan, kraftig regn, skybrud og snestorm
  • Når Vejdirektoratet udsender særmeldinger om akutte motorvejs- og brospærringer af længere varighed

Sådan virker Mobilvarsling
Med Mobilvarsling kan du blive advaret direkte med en alarmlyd eller vibrator på din smartphone, når myndighederne advarer om større ulykker i dit område. App’en bruger din GPS til at sende varslinger.

App’en kan advare dig, hvis du befinder dig i ulykkesområdet. Du kan også blive advaret, når advarslerne gælder områder, du har valgt på forhånd – for eksempel hvor du, din familie eller venner bor. Du kan selv vælge hvilke typer af hændelser, du vil advares om, og hvorvidt du vil have notifikationer med lyd, vibrator eller ej.

DOWNLOAD APP’EN
Google Play
iTunes / AppStore

App 2: Akuthjælp for døve

Akuthjælp

App’en tilkalder hjælp via tre kanaler:

  • Politi
  • Brandvæsen
  • Ambulance

Sådan virker Akuthjælp for døve:
App’en sende en autogenereret sms til alarmcentralen i tilfælde af en nødsituation. Når app’en starter bliver brugeren bedt om at indtaste personlige oplysninger, som bliver sendt med i sms’en til alarmcentralen. Udover disse personlige oplysninger bliver brugerens valg i app’en samt telefonens nuværende GPS lokation også sendt med i sms’en. Et eksempel på en autogenereret sms kan ses herunder:

Kategori: Politi
Underkategori: Indbrud
Navn: Dennis Knudsen
Adresse: Skjern 12, 6777, Skjern
GPS koordinater: 56°10’19″N 10°11’29” E
Antal tilskadekommende: 1

DOWNLOAD APP’EN
Google Play
iTunes / AppStore

App 3: RED LIV

red liv

Hjerteforeningens app guider dig i, hvad du skal gøre, når nogen får hjertestop:

  • Tjekke om personen er bevidstløs
  • Skabe frie luftveje
  • Give hjertemassage
  • Give kunstigt åndedræt
  • Tilkalde hjælp

Sådan virker app’en:
Med app’en har du altid retningslinjerne for livreddende førstehjælp ved hånden. Her kan du teste din viden, læse mere om hjertestop og lære, hvad du selv kan gøre for at hjælpe.

Hver dag rammes 10 danskere af hjertestop uden for hospital. Kun 1 overlever. Chancen for at overleve et hjertestop kan mere end fordobles, hvis en person i nærheden yder livreddende førstehjælp indtil professionel hjælp overtager behandlingen.

DOWNLOAD APP’EN
Google Play
iTunes / AppStore