Energi-lagkagen: Så meget kræver det at høre

Jeg har tidligere ofte haft en undren: Hvorfor dælen er jeg ofte så træt? Så træt, at jeg ind i mellem mister jordforbindelsen og bliver ked af det, sur og frustreret.

Jeg er, lige så længe jeg kan huske det, gået tidligt i seng. Da jeg blev konfirmeret, måtte jeg endelig selv bestemme min sengetid. Det blev meget sjældent over 22, også i weekenden. Jeg er i mine yngrere dage blevet kaldt kedelig mere end en gang.

Jeg kan godt lide at sove. Jeg kan godt lide at slappe af i min seng.

Men det er ikke kun fordi jeg kan lide det, men det er også, fordi jeg simpelthen bare har brug for det. Søvn og pauser.

Jeg kunne, inden jeg fik børn, tage pauser uden at jeg selv skulle aktivere en pausetid. Jeg tænkte ikke videre over, at jeg havde brug for en break. Det var vel bare… mig. Kedelige mig, der skulle sove i mange timer.

Da fokusset gik fra mig over på mine børn, fik jeg pludselig ikke længere de små pauser, som jeg, tilsyneladende, havde brug for. Det var ikke kun pause fra morrollen (for den havde jeg selvfølgelig også – du har vel set ‘Bad Mom’, sådan vil jeg også gerne té mig ind i mellem), men en pause for de konstante lydindtryk.

Da jeg læste om energilagkagen på www.igenlyd.dk, slugte jeg den i  en stor mundfyld.

Det handler i bund og grund om, at min hørekurve fortæller mig, at jeg har et stort høretab og dermed er svært hørehæmmet. Og dermed bruger jeg en masse energi på at høre.

Også de ting, som ikke umiddelbart giver mening. Tørretumleren, kaffemaskinen, de (SKIDE) højhælede sko og …

Selvfølgelig hører jeg også ungernes samtaler, og tonen heraf om der er et skænderi på vej, at manden kommer hjem, så jeg kan nå at gemme chokoladen af vejen (fortæl mig ikke at du ikke har gjort det samme, det er vel ligesom at lyve om prisen på sine nye sko).

Jeg har tidligere kunne slukke for al larm og givet mig selv et frirum, en pause, når jeg syntes, at det blev for meget. Men nu er der også andre i huset, og de er ikke nødvendigvis altid enige.

Legotog der kører, dukken Ariel der synger, YouTube-klippet om hvem der tør spise de ulækre jelly beans og hvad der ellers er tændt for.

Ifølge www.igenlyd.dks energilagkage bruger jeg bruger rigtig meget energi på at høre.

Hvis vi forestiller os, at dagens energi er som en lagkage.

Det halve af lagkagen bliver brugt på at høre. Også alt det, jeg ikke har lyst til at høre. Det er fordi jeg ikke kan vælge noget fra. Så er der mindre stykker til resten af dagen; arbejde; min mand, mine unger, min familie, mine venner, huslige pligter og hvad der ellers er i mit liv.

Nu er jeg jo også så heldig, at vi bruger tegnsprog herhjemme størstedelen af tiden, så det aflaster mig utroligt meget. Jeg arbejder tilmed med døve borgere og de fleste af mine kollegaer kan tegnsprog eller tegn.  Det giver mig en indre ro, at jeg ikke skal koncentrere mig for at kunne føre en dialog. Jeg ‘lytter’ stadig, da der stadig er lyde og baggrundstøj. Men jeg kan også spare på min energi, når vi bruger tegnsprog.

Det bliver straks værre, når jeg bevæger mig ud af hoveddøren. Her trækker jeg 100% på min hørerest og stykkerne af min energilagkagen bliver mindre og mindre; Biler, forbigående snak i Brugsen, små dialoger med de andre forældre og personalet i dagsinstitutionen, grin og gråd fra andre børn.

– Så smid da dine høreapperater, er der nogen der siger.

Jeg kan ikke. Jeg mangler noget, når jeg slukker. Jeg føler, at jeg er inde i en osteklokke. Føler at jeg lukker ned for mig selv. Lyden er trods alt en uundværlig del af mig. Nok bliver jeg til tider udmattet, men jeg kan heller ikke undvære det, lyden giver mig.

Fortsættes