Energi-lagkagen: Så meget kræver det at høre – del 2

Fortsat fra sidste indlæg

Læs også: Energi-lagkagen: Så meget kræver det at høre

Jeg kan ikke undvære min lyd, men nu når det så er sagt, så træffer jeg også fravalg.

Jeg forsøger at få min energilagkage til at gå op, så jeg bruger tid på de ting, jeg skal og vil prioritere. Sommetider går det godt, og andre gange knap så godt. Når det går knap så godt, føles de efterfølgende timer og i nogle få tilfælde dagen efter som en ….Ja, tømmermandlignende tilstand. Det er nok den bedste sammenligning jeg lige kan komme på. En mørbankethed og udmattethed uden lige, og der foretager jeg mig helst ikke noget, der kræver så meget af mig.

Jeg er ikke den, der frivilligt står flere timer i en sportshal. Jeg synes, at larmen i en hal er frygtelig og altovervældende. Det har hidtil været let at holde mig væk, men Liva er blevet glad for håndbold og det betyder kampe.

Enten tager Jesper afsted, ellers også deler vi op. Jeg står meget nødigt bag kiosken eller som holdleder, når forældrenes engagement også er påkrævet for at få et arrangement op og stå. Jeg forsøger i stedet at bidrage med bagværk og som heppekor få timer af gangen i stedet.

Jeg undgår også udflugter til indendørs legelande. Larmende maskiner og skrigende børn i flokkevis er et mareridt.

Jeg både glæder mig til og gruer for familiesamkomster, fødselsdagsfester og julefrokoster. Uf, there I said it. Misforstå mig ikke, gu er det skide hyggeligt, men nøj hvor kan det fremme en sofa-dag dagen efter. Også selv om jeg er på vandvognen. Og jo, vi har også tolk med til nogle af arrangementerne.

Jeg ved dog også, at der er mange andre, der bliver udmattet efter en sammenkomst, fordi man er på. Det er bare den ekstra detalje, at som hørehæmmet bliver snakken ved bordet til en udefinerbar summen, så kunne jeg lige så godt have en bikube over hovedet. Følelsen af inklusion i egen familie er tit savnet, når man ikke kan være aktiv i samtalerne. Her hjælper det jo helt klart, hvis vi har timer nok i timebanken til at bestille en tegnsprogstolk.

Jeg er heller ikke den store initiativtager i forhold til hygge med Livas mødregruppe, naboøl og gadefester. Jeg synes at det er rigtig hyggeligt, men alt sammenkomst med talende og hørende er noget så energidrænende; særligt med mennesker, hvis stemmer jeg ikke kender godt. I’m sorry! Men det er sådan jeg har det.

Ser du mig gå på toilettet lidt oftere end andre, eller frivilligt tjekker børn i tide og utide, ja så er det nok bare fordi at jeg har brug for en pause. Ikke fra dig, ikke fra hyggen men fra larmen, fordi jeg ikke kan adskille snakken fra alt den øvrige larm – knive der skærer, børn der skråler, legetøj der larmer, baggrundsmusikken, og jeg bruger oceaner af energi på mundaflæsning og høre med den lille del, jeg nu kan høre med. Det hjælper at have tolk med, men jeg kan ikke lukke lyden ud.

Så ja ind i mellem, så må jeg melde fra. Fordi jeg ikke vil bruge de næste timer eller dagen derpå på at være træt, uoplagt, og jeg vil ikke skælde ud på mine børn, fordi mor er træt.

Og så er der det store MEN. Alt det ovenstående vælger jeg også til tider til. Fordi det er vigtigt for os som naboer at være med i naboskabet. Fordi Liva også gerne vil se sin mor i håndboldhallen. Fordi jeg også vil være aktivt deltagende i forældrerådet i Livas klasse, for jeg er interesseret i at Liva har en god klasse og jeg vil gerne have et sammenhold med de andre forældre. Og så bliver eftermiddagen måske en sofadag, men jeg har endnu ikke oplevet at pigerne siger nej tak til popkorn og filmhygge. Jeg øver mig fortsat på, at dette er okay.

Jeg vil jo gerne det hele.

Selvom det kan lyde nedslående, så er det altså ikke så trist det hele. Det er et livsvilkår, når man er hørehæmmet – man passer på sig selv og sin familie. Når jeg træffer fravalg, vælger jeg noget andet til. Ligesom det er med så meget andet i livet.

Jeg vælger mig selv til! Jeg sætter stor pris på samvær med min familie, som kender mine udfordringer og som ikke undrer sig, hvis jeg træder et skridt tilbage. At jeg så har svært ved at gøre det, er noget andet fordi jeg også er så (skide) pligtopfyldende. Og jeg vælger mine tegnsprogede venner til i stor stil, for her bliver jeg ikke træt på samme måde, fordi jeg ikke skal koncentrere mig om at høre.

Selvfølgelig bliver alle trætte til tider og der er mange årsager hertil. Alle energi-lagkager bliver opdelt forskelligt, alt afhængig af humør, job, børn, interesser, netværk og så videre. Min pointe med disse to indlæg er, at hørehæmmede og døve har en anden måde at fordele deres energilagkage på end hørende og talende gør.