Kommentar: Hvorfor afviser lægerne tegnsprog til hørende familier?

I en artikel i Information fraråder lægerne hørende forældre at bruge støttetegn og tegnsprog til deres barn. Men det er der ikke alle fagpersoner, der er enige i. Palle Vestberg stiller i dette debatindlæg spørgsmålstegn ved begrundelsen for, at børn med CI ikke skal se nogen tegn.

Af Palle Vestberg, psykolog og tidligere døveskoleforstander

Jeg har nogle bemærkninger til en artikel af journalist Eva Eistrup: Ikke alle revolutioner larmer den 2. feb. 2017 om Familien Bergmann Verhelst om valg af CI til deres søn, Viktor.

Avisen Information har interviewet et døvt forældrepar med en døv dreng. Forældrene fortæller hvorfor de har valgt, at deres søn foruden det tegnsprog, som er hans modersmål, også skulle have mulighed for at lære at tale med hørende, sådan som det er muligt med CI.

Journalisten har også talt med nogle af de hørende fagpersoner, der er involveret i CI og fortæller, at lægerne nok forstår, hvorfor denne familie har valgt, at CI og tegnsprog skal gøre deres dreng tosproget. Men lægerne afviser, at tegnsprog kunne være en brugbar ide i en hørende familie. Faktisk fraråder de ligefrem hørende forældre at bruge støttetegn og tegnsprog.

Artiklen refererer det lægefaglige synspunkt, at “med mindre der foreligger særlige omstændigheder, er der ingen grund til at anbefale eller tilbyde tegnsprog til hørende forældre”.

Den påstand rejser to spørgsmål:

1. I de tilfælde, hvor det erkendes, at der foreligger særlige omstændigheder, vil det for de allerfleste hørende familier ikke være tegnsprog, som er løsningen. Man må undersøge, hvad det er for omstændigheder og herunder overveje at supplere med støttetegn i det omfang, det støtter barnets tilegnelse af dansk. Dansk talesprog er fortsat målet. Men den mulighed nævnes ikke.

2. Hvornår foreligger der særlige omstændigheder? Overlæge Per Cayé-Thomsen citeres for at udtale: “størsteparten af de implanterede døvfødte børn opnår talesprogsudvikling på normalt niveau inden skolealderen”. Jamen der er et mindretal (på 25 – 33 % ifølge nogle forskningsrapporter), som ikke opnår alderssvarende talesprog i deres første 6 leveår. For disse børn er der en risiko, en alvorlig trussel for det enkelte barn og dets familie, som jeg vil betegne som så ”særlige omstændigheder”, at alle muligheder må tages i brug, for at rette op på talesprogsforsinkelsen så tidligt som muligt.

Det ville være godt, hvis man tidligt kunne informere de hørende forældre til børn med talesproglig forsinkelse om situationen og forklare, at man ikke kan fortsætte bare at tale til barnet, men at en justering af samtaler med barnet må ske, hvis barnet skal nå at indhente andre børn i talesprog.

Desværre vil det ofte tage flere år, før det er muligt at afgøre, om et barns talesproglige udvikling vil blive alderssvarende. Når man ikke i tide kan finde de truede børn, kunne man overveje, om en løsning kunne være, at alle forældre tidligt i forløbet får en orientering om de muligheder, der kan ligge i støttetegn. Så kunne de enkelte forældre så tidligt som muligt være opmærksomme på, om talesprogsudviklingen forløber som ønsket.

Den lægelige begrundelse for, at ingen skal lære tegn, anføres således: ”Den indsats og tid, der bruges på et sprog, tager tid fra et andet”. Men sådan fungerer det jo ikke, når det drejer sig om børn, der ikke får fuldt udbytte af CI. Hvis deres talesprog skal forbedres, har de brug for øget visuelt supplement i form af mundaflæsning, situationsforståelse og måske også støttetegn.  Tegn skal ikke erstatte tale, men støtte tale. Der er ikke tale om at tilsidesætte talesprog til fordel for tegnsprog. Tværtimod.

Artiklen fortæller, at CI centrene ”baserer sine anbefalinger på den tilgængelige videnskab”, som overlæge Per Cayé-Thomasen påstår er ”massiv og indiskutabel” . Det må betegnes som ”en halv sandhed”, og problemet accentueres, når artiklen citerer audiologopæd Lone Percy-Smiths mening, som om der for alle familier med døve børn med CI er et reelt valg mellem talesprog og tegnsprog.

Virkeligheden er, at mange fagfolk mener, at man med fordel i perioder blot kunne optimere talesprog ved, at omgivelserne tilpasser deres kommunikationsform til barnets forudsætninger. Det er der også mange hørende forældre som mener. Og i en af sine forkningsrapporter har Lone Percy-Smiths da også skrevet, at ”et alt for stort antal af børnene med CI, der ikke udvikler alderssvarende talesprog, inden de skal i skole”.

Hvis man vil have yderligere bevis for forskere med en anden mening, kan man f.eks. læse det svenske døveblad, DAB Dialog nr. 4 fra 2016. Der er på side 18-21 en artikel skrevet af 17 universitetsansatte svenske forskere: Talesprog sammen med tegnsprog gavner små børns sprogudvikling.