At caste døve til at spille døv på film: Det er ikke så ligetil, som det ser ud til.

Hvor svært kan det egentlig være at caste en rigtig døv, som behersker sine hænders flydende sprog fuldt ud, til at spille en døv på film er der mange, der har pippet op om. Senest ved den franske succesfilm ’Familien Belier’, hvor tre af hovedrollerne, der skulle forestille at være døve, blev spillet af tre hørende franske skuespillere. Er det et bevidst fravalg eller handler det om noget andet?

Af Cathrine Mejdal

Som døv kender du sikkert følelsen. Når det kommer dig for øre (øje), at der er en ny biograffilm på trapperne, som har en døv karakter på rollelisten, tænker du: ’Døv som i døv, eller døv som i en hørende, der med sine lettere traumatiserende forsøg på at tale ’fingersprog’, er blevet hyret til at spille døv?’ Tit er svaret – til mange døves store fortrydelse – sidstnævnte.

Det handler om penge, berømmelse – og penge
Den britiske filminstruktør, Brent Macpherson, som selv er døv, løfter her sløret for, hvordan filmindustrien tænker – og meget af det handler om penge:
”Hvis en instruktør eller producer caster en relativt ukendt døv skuespiller til en storfilm – hvad enten det er en hoved- eller birolle – koster det filmselskabet og dets investorer penge. Kendte og respekterede filmskuespillere er for filmselskabet nøglen til filmens succes, og derfor foretrækker man at vælge en filmskuespiller, der har oparbejdet et godt ry hos seerne – og som kan trække flere publikum til biografsæderne – frem for en, ingen kender, og som man ikke aner, om er nem at arbejde sammen med eller ej. Med de store stjerner ved man som regel, hvad man kan forvente. Det gør man ikke med de små fisk,” forklarer Brent Macpherson.

”Jo flere kendte personer, man kan føje til rollelisten på en film, desto mindre risikerer investorerne,” slår Brent Macpherson fast og tilføjer: ”Men mange instruktører vil gerne give døve chancen, og derfor hyrer de tit døve skuespillere til mindre roller, som ikke har den store indflydelse på filmen. En bi-birolle så at sige.”

Succesfilm som ”There Will Be Blood” (2007) og ”Mr. Hollands Opus” (1995) har castet døve skuespillere til mindre roller, og det har faktisk givet bonus.

”Jeg ville elske det, hvis verden fik øjnene op for et sandt filmisk geni, som var døv – sådan en person kunne helt sikkert drive det vidt og bane vejen for andre døve skuespillere ved at få investorerne til at se værdien i at investere i døve skuespillere til en hoved- eller birolle i storfilm. Sikken en tanke!,” slutter han.

Kassesuccesser med døve skuespillere på (bi)rollelisten

mrhollandsopus
Mr. Hollands Opus (1995)

Drama. 143 minutter.
USA.
Instruktør: Stephen Herek.

Glenn Holland starter i begyndelsen af 60’erne med at arbejde som musiklærer på en amerikansk highschool. Han håber på, at arbejdet vil give ham tid og økonomisk frihed til at forfølge hans egentlige mål, at komponere. Imidlertid viser det sig, at lærergerningen er både krævende og opslugende – og samtidig bliver han til sin store fortvivlelse far til en døv søn. Hvor hans kone beredvilligt lærer amerikansk tegnsprog, afviser han sproget og sønnen til fordel for eleverne i hans musikklasse, som bliver hans ’sande’ børn. Gennem de næste tredive år følger man Glenn Hollands udvikling som både som mand, lærer og far.

there_will_be_blood_ver4_xlgThere Will Be Blood (2007)
Drama. 158 minutter.
USA.
Instruktør: Paul Thomas Anderson.

Daniel Plainview er en begavet, stædig sølvgraver, der drømmer om rigdom. Da han får et tip om olie i en lille californisk by, drager han afsted med sin døve adoptivsøn, H.W., for at prøve lykken. Og der er ganske rigtigt olie. Masser af olie. Plainview får på kort tid skabt sig en gigantisk formue, men han bliver samtidig mere og mere hensynsløs.

Samtlige film kan købes, streames eller lejes via diverse danske filmnetsider eller købes i specialbutikker som fx Cinemateket i København.

Interviewet med Brent Macpherson er en sammenskrivning fra en artikel bragt på limpingchicken.com.