To døve fyre og en Kickstarter-kampagne

Konceptet EasyClick, en ny, smart nøglering, er sat i gang af to initiativrige døve fyre, Jeppe Vestenaa og Vitali Igorevich Kojounov.

På Facebook florerer nu en populær delingsvideo, hvor du kan opleve nøgleringskonceptet EasyClick, som er en nøglering og magnet i en. I stedet for at bøvle med at få sat en nøgle ind i en nøglering, gør EasyClick hele arbejdet for dig – og med magneten kan du være sikker på ikke at miste dine nøgler.

Se produktionsvideoen her – og støt projektet.

EasyClick – en genistreg?
34-årige Vitali er idémanden bag den finurlige opfindelse EasyClick:

– Ideen kom for ca. 3 år siden, da jeg studerede til produktionsteknolog på KEA. Vi studerende fik til opgave at skabe en produktidé, som kunne knyttes til en dagligdagsting. På et tidspunkt holdt jeg mine nøgler i hånden. Det var dér, jeg kom til at tænke, at det jo var en udfordring for mange at sætte nøgler i en stram nøglering og at det burde være en let måde at gøre det på.

Konceptet bed sig fast, og alle, der blev indviet i Vitalis idé, var begejstrede:

– Jeg har kun fået positiv feedback, når jeg har fortalt om konceptet, og det har så ført til den prototype, man ser i vores produktionsvideo på kickstarter.com.

15995224_10208217897390500_2586526470340435250_o

Der skal penge til, før EasyClick kan realiseres
Webstedet kickstarter.com er oprettet med det formål at give kreative projekter mulighed for at blive gjort til virkelighed via frivillige donationer fra alle, som bakker op om projektet. Her har Jeppe og Vitali lanceret en produktionsvideo, der forklarer konceptet og præsenterer teamet bag produktet. Videoen er tekstet og stemmetolket, fordi de to fyres primærsprog er dansk tegnsprog.

– Tegnsprog var et naturligt valg, fortæller Vitali, og uddyber:

– På kickstarter.com er det god skik at vise andre, hvem man er, når man fortæller om sit produkt. Derfor var vi fra starten af opsatte på at få lavet en god produktionsvideo, der både fortalte om konceptet med EasyClick og samtidig viste alle andre, at teamet bag produktet havde tegnsprog som modersmål.

Der er indtil videre ikke muligt at rage et eksemplar af det smarte EasyClick til sig, da Vitali og Jeppe kun har fået produceret nogle få eksemplarer:

– De eksemplarer vi sidder inde med, skal bruges til udviklingstests og fremsendelse af prøveeksemplarer til potentielle producenter, men konceptet er på plads og klar til masseproduktion. Det eneste, der mangler, er pengene, som forhåbentlig kommer via donationer, slutter Vitali.

På kickstarter.com kan du støtte produktet frem til den 18. februar. Vitali og Jeppe har indtil videre fået indsamlet tæt på 15.000 kr. og målet er 80.000 kr.