Døve-håndbold: Opvisningskamp skal indsamle penge til Deaflympics

Det danske døve-landshold i håndbold skal i aften dyste mod 3. divisionsholdet fra Løgstør. 

Aftenens kamp er en opvisningskamp, som skal forsøge at skaffe penge til døvelandsholdets deltagelse i ” deaflympics” (døve-OL), som afvikles i Tyrkiet til sommer, skriver Nordjyske Stiftstidende i dagens avis.

– Da vi ikke hører ind under handicap-OL, så skal vi selv betale hele deltagelsen på 22.500 kr., hvis ikke vi kan få fat i nogle sponsorpenge, fortæller 31-årige Mads Kristian Nielsen.

Løgstør Håndbold kontaktede døvelandsholdet for at sætte en opvisningskamp op netop med henblik på støtte til landsholdets tur til Tyrkiet.

Mads Kristian Nielsen tror, det bliver en sportslig svær opgave at hamle op mod Løgstør-herrerne, der spiller i 3. division.

– Døvelandsholdets niveau svarer nok til det man spiller på i serie 1 eller 2. Så det kan sagtens være, vi får nogle hug, lyder det fra den 31-årig landsholdspiller, som spiller sammen med mange nye på holdet.

-Det er kommet en hel del nye spillere til landsholdet, nogle er kun 15-16 år. Der er et stort generationsskifte i gang, fortæller Mads Kristian Nielsen.

Opvisningskampen spilles i aften kl. 19.45 i Lanternen i Løgstør.

Døvelandsholdet skal til Tyrkiet til sommer for at deltage i Deaflympics.