Rosas og min historie – del 7

I dette og de kommende indlæg følger en mindre føljeton: Rosas og min historie. Om den omvæltning der fulgte med ønskebarnet, om en barsel jeg havde forestillet mig anderledes, om proceduren på sygehuset og om en familie der stod stærkt sammen.

Denne sidste del af føljetonen handler om vores institutionsvalg til Rosa.

Børn med høretab bliver normalt anbefalet at komme i dagpleje. Argumentet for dette er, at dagplejen kan tilbyde en lille børnegruppe, faste og kontinuerlige voksne, faste rutiner og mindre støj.

Storesøster Liva gik i dagpleje. Både hun og vi var glade for det, netop fordi vi prioriterede det ovenstående. Men den store udfordring opstod, når dagplejeren eller hendes børn blev syge, eller hun havde andre aftaler. Så skulle Liva over til en anden dagplejer.

En gang om ugen var der legestue, og her kom der oftest 3-4 andre dagplejere med deres børn. Disse blev kaldt ”de kendte dagplejere”, og det blev vægtet, at man kom i pleje hos dem. Der skete desværre bare for ofte det, at Liva blev afleveret hos nogen, som ikke indgik i teamet. Så blev hun afleveret hos mennesker, hun knap nok kendte.

Og der var et værre ballade med at hente og bringe barnevogn og overtøj. Oveni det skulle vi hver gang ‘klæde’ personalet på i forhold til Liva. At hun er barn af døve forældre. Det, at hun var visuel, og det, at hun ind i mellem prikkede på børnene og den voksne, fremfor at kalde på dem ved navn, hvis hun ville i kontakt med dem. Fordi sådan gør vi det jo herhjemme. Og hvis far hentede, skulle de ikke være nervøse for den anderledes kommunikation.

Når man i en institution modtager et barn med CI, skal pædagogen sættes ind i de særlige vilkår, barnet har. At barnet skal sprogbades, at barnet kræver mange gentagelser, at man skal sætte ord på alle handlinger og genstande, at man skal sidde ved siden af barnet, så barnet får stemmen direkte ind i spolen, hvordan med støj, hvordan tænder og slukker man for CI’en, hvad så når barnet skal sove osv. osv. Der er en massiv mængde af information.

Med vores bagage var vi i tvivl om, om en dagplejer kunne kapere dette. Skulle vi som forældre klæde dagplejeren på hver gang der var et dagplejeskift? Skulle vi både fortælle om Rosas vilkår og om os som døve forældre?  Hvad så, når pædagogen blev tilrådet at deltage i AVT i Aarhus; hvad så med de andre børn?

Nå, men du kan jo nok regne ud at vores valg så i stedet faldt på vuggestuen. Selvom der var væsentlig flere børn og mere støj.
Men der var til gengæld også flere voksne, der kunne sættes ind i Rosas forudsætninger. Det betød mindre personaleskift i hverdagen. Vuggestuen lå også i den børnehave, som Liva gik i. Vi var meget tilfredse med stedet, og kunne derfor også se for os, at de voksne ville tage godt imod Rosa.

Bonussen var oveni, ej at forglemme, var vi kun skulle aflevere og hente et sted. Man skal jo også have familielivet til at fungere, så dette kom til at betyde en del for os.

Rosa fik en primærpædagog, som deltog i kurser og blev klædt på af os og PPR (Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning), som figurerede som hendes tale-hørekonsulent. Han skulle sørgede for at skabe helhed mellem hjemmet og vuggestuen, og viderebringe materiale fra AVT sessionerne i Aarhus. Det blev i høj grad mig, der varetog dette, så inden børnehavestart, bad vi om at få en tale-hørekonsulent fra Center fra Høretab i Fredericia, da der var så lidt kontinuitet, og personalet savnede mere viden og mere udvikling på de forskellige lege.

Det kom vi ikke til at fortryde, for nu kom der kontinuitet, engagement og noget, der var særdeles vigtig for os; redskaber til også at bruge legene hjemme med tegn. Konsulenten inviterede de andre voksne ind i hendes viden. Vuggestuepædagogerne var kompetente pædagoger, og det var tydeligt at mærke at de var glade for deres arbejde. Vi kom til at holde meget af stuen. Og der blev også fældet en tåre eller to, da Rosa blev stor nok til at rykke op til børnehaven.

De voksne i huset kendte Rosa, så overgangen fra vuggestuen til børnehaven blev lettere end ventet. De fleste børn kender også hinanden på tværs af de forskellige stuer. Vuggestuebørnene og børnehavebørnene er samlet i fællesstuen om morgenen og igen om eftermiddagen. Det var jeg også fan af. Rosa blev velkendt og mange vidste, at hun var pigen med høreapparaterne. Det kalder børnene hendes CI’er.

Også i børnehaven blev Rosa fik en engageret primærpædagog, som også fik materiale, kom på kurser og deltog i AVT-sessioner sammen med mig og tale-hørekonsulenten, og disse lege sørgede hun for at integrere i hverdagen.

Rosa er lige nu i ‘Kæmpe’-gruppen i børnehaven. Det er gruppen før skolestart. Rosa er glad for sin børnehave og for de voksne. De gør deres bedste i en presset hverdag. Godt nok er der til tider mere larm, end hvad jeg kunne tænke mig. Men jeg ved, at forældrene med hørende børn tænker det samme. Kommunen er presset, og man forsøger at presse så mange som muligt ind i en børnehave, og børnehaven må ikke sige nej tak. Det er noget mange børnefamilier kæmper med, og ikke kun os.
Så længe Rosa trives, gør jeg, hvad jeg kan, for give hende nogle kortere dage, når det er muligt. Hun er kun meget sjældent i børnehaven efter 15.30, og hun bliver dagligt hentet mellem klokken 14-15, så hun kan få en rolig eftermiddag.

Lige om lidt – helt præcis til foråret – skal Rosa starte i skole. Hun skal starte i den samme folkeskole som sin storesøster. Dette er jeg meget spændt på, omend også nervøs for. Jeg håber, at hun kommer til at trives der, på trods af at hun kommer til bruge ekstra energi på at kunne følge med. Hun kender skolen, personalet og mange af børnene. Hun er med, når Liva skal hentes. Størstedelen af SFO-personalet kender Rosa ved navn. De kender os som familie, hvilken også er betryggende.

Der er lagt alle kræfter ind for en god skolestart. Jeg har haft møder med skoleledelsen, PPR, talekonsulenten og børnehaven for at forberede alle på overgangen. Der er aftalt møder, fordi Rosa skal afprøve forskelligt teknisk udstyr, som hun vil kunne benytte sig af i undervisningen.

Jeg har ytret min bekymring overfor fagpersonalet. Det er ikke let for mig at gve slip og og stole på, at systemet nok skal få styr på det hele. INDEN skolestart. Systemet er tungt at danse med. Fagpersonalet har for nyligt lavet en køreplan, som de vil følge for at sikre at nå til måls med alle de praktiske opgaver og sikre en god overlevering. Jeg holder stadig øje i den anden ende. Jeg kan ikke lade være. Jeg vil hende jo det bedste.

Jeg har bedt om orlov fra mit arbejde i 4 uger, når Rosa starter i skole. Så hun kan komme direkte hjem efter skole. Og skulle der mangle noget, kan jeg trække på mine kræfter uden at tænke på mit arbejde.

Institutionsvalget er fra starten faldet på de lokale tilbud. Det er noget vi har valgt. Men vi har heller ikke følt, at der var andre relevante alternativer. Vi kan lige nu ikke se Rosa andre steder; ej heller specialbørnehave eller specialskole. Ikke i den form, som de eksisterer efter i dag.

Lige nu følger vi vores mavefornemmelse – ud fra de få (eller måske nærmere eneste), muligheder der er, og så må tiden vise, hvad Rosas fremtid byder på.

Med dette indlæg afslutter jeg denne føljeton.

Tak fordi I læser mine indlæg omkring vores familieliv. Jeg vil nu give jer en chance for at bringe nogle emner på banen. Er det noget som I, som læsere, er nysgerrige omkring? Noget jeg skal uddybe eller skrive mere om? Eller noget helt tredje? Jeg kan ikke love, at jeg svarer på alt, men jeg vil gøre mit bedste for svare på det, der er relevant for bloggen. Så har du noget på hjertet, så byd ind. Du kan også skrive en e-mail til mig på maddy1@live.dk.

Læs også:

Rosas og min historie – del 1
Rosas og min historie – del 2
Rosas og min historie – del 3
Rosas og min historie – del 4
Rosas og min historie – del 5 
Rosas og min historie – del 6