På besøg i Livas 2. klasse

For ikke så lang tid siden var jeg på besøg i Livas klasse. Hun går i 2. klasse, og hun havde spurgt mig, hvornår jeg ville komme og besøge klassen igen. Jeg besøgte nemlig hendes klasse, da hun gik i børnehaveklasse, og dengang fik alle børnene et tegnnavn. Hun ville gerne have, at jeg kom igen og snakkede lidt om tegnsprog.

Jeg opsøgte klasselæreren og spurgte, om det var okay at jeg kom på besøg. Jeg var meget velkommen, og min plan var at genopfriske børnenes tegnnavn. Der er siden børnehaveklassen kommet to nye i klassen, og disse skulle ‘døbes’.
Herhjemme har vi brugt forbogstavet i navnene, og det er ikke særlig personligt.
Min plan var også at vise dem vores vækkeur, da nogle nok undrede sig over, hvordan vi kan få Liva op i skole i rette tide, når vi ikke kan høre vækkeuret.

Da det blev dagen og jeg kom på skolen, stod børnene stod og trissede af forventningsfuldhed og glæde, og det var fedt at opleve. De viste mig de tegn, de nu kunne huske; is og kage, og nogle kunne huske deres tegnnavn.

Sidste gang talte jeg selv med stemme, fordi jeg altid har talt med børnene selv. Denne gang valgte jeg at lade tolken stemmetolke mig. Jesper havde ikke mulighed for at komme. Og børnene har efterhånden ofte set tolken, denne fremmede dame/herre ved vores side til skolens arrangementer og Livas børnefødselsdage.

Jeg ville vise dem, hvordan og hvorfor vi bruger tolk.
Et par stykker kiggede på tolken, mens jeg snakkede, men utroligt hurtigt forstod de, at det var mig, der styrede samtalen.

Jeg var helt høj efterfølgende, fordi de var så nysgerrige, så friske og var med på det hele. De sad og var virkelig koncentrerede. De fik mulighed for at stille en masse nysgerrige spørgsmål:

-Hvordan kan I høre ambulancen når I kører bil?
-Hvordan handler Livas far hos bageren? (hvor man skal fortælle, hvad man skal have, og ikke selv fylde op i kurven som i Brugsen)?
-Hvordan hører I dørklokken?

Vi legede legen, hvor man står i en rundkreds og skal lave en ‘elefant’. Den, der bliver peget på, danner en snabel med sine hænder og de to der står ved siden af, på hver sin side, danner et øre med en hånd. En rigtig god leg, hvor man ikke snakker, men blot holder godt øje med hinanden. En visuel leg, der kræver, at man er på. Det var så sjovt, og de havde slet ikke lyst til at stoppe.

Alt i alt var det en rigtig god time. Børn er utrolig hurtig til at lære og de suger til sig. De er ikke så fordomsfulde, som voksne ofte kan være. De ser ikke os som værende anderledes. De fleste kender os også helt tilbage fra Livas børnehave tid, og de fleste har været til legeaftale hos os. Men de har alligevel haft nogle nysgerrige spørgsmål, måske været i dialog med deres egne forældre, som heller ikke vidste hvad de skulle svare. Så det var en god investering at lade dem spørge løs.

Da vi kom hjem, snakkede jeg med Liva om, hvad hun syntes.

-Det var godt, men lidt kedeligt for mig, fordi jeg jo ved det hele.

– Og så var det lidt træls, at de spurgte om hvordan far kan handle. Selvfølgelig kan han alt det, alle andre kan. Han kan bare ikke høre.

Så her mærkede hun en knap så god følelse; en følelse, der fortalte hende, at der er nogle, der tror at hendes forældre ikke kan.Og så er det her vores fornemmeste opgave at ruste hende til at kunne kapere den slags spørgsmål. For de vil komme igen og igen.