Konflikt ulmer omkring norske Signo: Anklages for audisme

Efter at den norske organisation Signo, har offentliggjort, at deres daglige leder, generalsekretær Berge-Andreas Steinsvåg er fratrådt, er organisationen blevet ramt af massiv kritik. Flere samarbejdspartnere har udtalt, at der ligger mere bag generalsekretærens fratrædelse end hvad organisationen selv giver udtryk for.

Arkivfoto: Colourbox

Den norske stiftelse Signo meldte i en pressemeddelelse ud, at Berge-Andreas Steinsvåg, der har været ansat som organisationens daglige leder siden den 1. maj i år,  har indgået en aftale med Signos hovedbestyrelse om sin fratrædelse efter kun 8 måneder.

Stiftelsen Signo, der er den største arbejdsplads indenfor det norske døvesamfund, har en unik rolle i det norske døvesamfund, idet de har en omsætning på 541 millioner norske kroner for at tilbyde tjenester til døve/hørehæmmede/døvblinde.

Signo kommer af begrebet ”Jeg tegner”.

Ingen ved hvorfor generalsekretær er stoppet

Den konkrete årsag til generalsekretæren Berge-Andreas Steinsvågs fratrædelse er ikke oplyst, men han er allerede erstattet af konstitueret generalsekretær Ken Davidsen.

– Vi vil takke Steinsvåg for hans engagement for Signo, siger formand for hovedbestyrelsen, Jens Barland.

Den officielle baggrund for Steinsvågs fratrædelse er endnu ukendt. Men uofficielt er der mange gisninger omkring, hvorfor Steinsvåg er blevet sat af. Steinsvåg er åbent homoseksuel, hvilket ledelsen tilsyneladende ikke har brudt sig sig om, ligesom Steinsvåg efter sigende skulle have et syn på døve og hørehæmmede, som alt for inkluderende og som derfor ikke var noget for bestyrelsen.

Kompetent faglig ledelsesprofil

51-årige Berge-Andreas Steinsvåg er uddannet socionom og har dertil mastergrader i sundhedsadministration og organisationskundskab fra hhv. Norge og USA. Steinsvåg kommer fra Oslo Universitetssygehus, og han kan tegnsprog og har godt kendskab til døve. Oplysningerne kommer fra Jens Barland selv, da Steinsvåg blev ansat:

– Steinsvåg har en ledelsesbaggrund, som passer godt til de udfordringer, som Signo står foran. Han har erfaring fra sundhedssektoren, udviklings- og politisk interessevaretagelse og udbudsprocesser. At han også har arbejdet med døve og tegnsprog er en styrke.

Berge-Andreas Steinsvåg er troende kristen.

Berge-Andreas Steinsvåg, som er troende kristen, er også åbent homoseksuel.

Bestyrelsesmedlem: Vi var uenige om beslutningen

Jens Barland, formanden for hovedbestyrelsen, bliver kritiseret af Finn Arild Thordarson, der også sidder i hovedbestyrelsen, som repræsentant for brugernes organisation, Norges Døveforbund. Thordarson kalder beslutningen om at afsætte generalsekretæren for et stort tab for døve og døvblinde:

– Jeg var ikke enig i at generalsekretæren skulle stoppe.

Thordarson fortæller på sin Facebookside, at alle repræsentanter fra døve og døvblindes organisationer og det tegnsproglige fagmiljø blev nedstemt, da bestyrelsen skulle tage en beslutning om at afsætte Steinsvåg:

– Vi blev nedstemt af hørende, som ikke kan tegnsprog. Formanden brugte sin dobbeltstemme mod os – selv om den halve bestyrelse havde udtrykt mistillid mod formanden.

Thordarson kommer ind på, at Signo har en formålsparagraf, der siger, at Signo skal samarbejde med døves og døvblindes organisationer og det tegnsproglige fagmiljø. Men det er på ingen måde tilfældet, mener Thordarson:

– De samarbejdede ikke med os. De kørte os over.

Signo praktiserer audisme

Finn Arild Thordarson kommer ind på, at bestyrelsens beslutning er udtryk for en latent audisme:

– I Signo, hvor 20% af de 1.200 ansatte er døve eller døvblinde, men ingen af dem i ledelsen, blev det for stærk kost med en generalsekretær, som anså døve og døvblinde som ligeværdige.

Thordarson mener, at brugerindflydelse er central i udvikling af sundheds- og velfærdstjenester, men at brugerindflydelse ikke er noget, der bliver brugt i praksis.

– De døve og døvblinde, som modtager tjenesterne fra Signo fortjener at blive skånet for audisme. Vi har en lang vej at gå mod ligestilling, slutter han.

Næsten halvdelen af styrelsen havde ikke tænkt sig at Steinsvåg skulle sættes af, så der er enkelte, der gisner om, at der kommer en sag mod Stiftelsen Signo for uberettiget fyring.

Der er igangsat en underskriftsindsamling for at afsætte bestyrelsesformand Jens Barland.

Norsk døvekirke tager rygter alvorligt

Stiftelsen Signo er en diakonal stiftelse indenfor Den norske Kirke. Døvekirkernes Fællesråd skriver på deres Facebookside, at de er bekymrede for det, der sker:

– At generalsekretær Berge-Andreas Steinsvåg fratræder sin stilling allerede efter otte måneder er dramatisk, og signalerne om, at dette drejer sig om #audisme, tager vi alvorligt. Vi vil gennem vores repræsentanter i Stiftelsen Signo sørge for, at #audisme bliver taget alvorligt i stiftelsens videre arbejde.

Døveforbund: Konflikten har været længe undervejs

Også Norges Døveforbund har udtrykt bekymring, da anklagerne er noget, der er blevet bekræftet fra mange forskellige kilder, og at det derfor er noget, døveforbundet ser på med alvor, skriver generalsekretær Bjørn A. Kristiansen i en pressemeddelelse:

– Konflikten mellem hørende og døve/døvblinde har været latent i lang tid. Dette har ledelsen ikke løst. Ved ansættelsen af Berge-Andreas Steinsvåg kom konflikten frem i lyset, fordi Berge-Andreas anså det som nødvendigt at tage del i konflikten og løse den.

Norges Døveforbund oplever, at baggrunden for Steinsvågs fratræden er, at stærke kræfter i Signo ikke ønsker at få denne konflikt frem, fordi dette ville medføre store, nødvendige og fremtidsrettede ændringer i måden at drive Signo på.

Bjørn A. Kristiansen kommer med et eksempel på hvordan audismen kommer til udtryk:

– De døve/døvblinde arbejdstagere og døve/døvblinde brugere af tjenesten oplever at blive diskrimineret ved at de ikke bliver hørt, eller ved at deres unikke kompetencer ikke bliver værdsat.

– Døves og døvblindes oplevelse af audisme må blive taget alvorligt, og hørende på Signo må erkende, at dette er en reel, selvoplevet erfaring, som sker hver dag. Det, der bekymrer os, er, at dette fænomen over tid har vokset sig så stort, at det fremstår som et strukturelt problem.

Døveforbundet skriver, at de vil kæmpe mod den uretfærdighed og diskriminering, der sker i Signo.

15235916_10155710102898682_4333221298948312805_o

Dette positive billede pryder coverbilledet på Stiftelsen Signos Facebookside.

Signo ønsker at lære mere om audisme

Omdrejningspunktet for snakken, Berge-Andreas Steinsvåg, har ikke udtalt sig officielt.

Men det har Stiftelsen Signo, der har modtaget mange kommentarer og negative anmeldelser på deres Facebookside, hvilket fik dem til kortvarigt at lukke af, men siden har de åbnet op med denne statusopdatering:

– Vi beklager, at vi lukkede vores Facebookside for kommentarer. Vi ser og forstår, at der er mange døve, der reagerer på, at Berge-Andreas Steinsvåg er fratrådt som generalsekretrær for Signo. Siden det er en sag, hvor Steinsvåg har indgået en aftale med Signos hovedbestyrelse om at fratræde, har vi ikke mulighed for at indgå i denne diskussion.

Signos kommunikationsafdeling skriver derefter:

– Når det gælder #audisme er dette noget, vi ser på med største alvor. Vi ønsker at forstå og lære mere om dette, og vi tager døvekulturen alvorligt. Kom gerne med konkrete og saglige indspil og konstruktive forslag til forbedringer.

Kommentarer: Signo burde kende mere til audisme

Dette har ikke formildet kritikken. Tværtimod, snarere. Mange Facebookbrugere har stillet sig uforstående for, at Signo åbent skriver, at de vil forstå og lære mere om audisme.

– Audisme er et velkendt begreb i døve- og tegnsprogsmiljøet. Selv bestyrelsen og administrationen burde kende til dette. Indikerer det dårlig indsigt hos ledelsen?, spørger en af Facebookbrugerne.

De burde spørge deres egne ansatte

Den norske socialantropolog, Hilde Haualand, som er døv, og som forsker i døverelaterede emner, har selv arbejdet hos Signo i et års tid, og har denne kommentar, som hun har lagt på sin Facebookprofil:

– De kunne begynde at lytte til – eller se – deres egne ansatte. Det ene år, hvor jeg arbejdede hos dem, fik jeg at vide, at mange døve ansatte sagde fra omkring forhold, de syntes var betænkelige, men gav op efter et års tid, fordi der ingen ændringer skete. De (Signo, red.) har ikke behov for at gå ud i sociale medier for at få disse historier.

– Begynd hos jeres egne ansatte, opfordrer Haualand, og fortsætter:

– Skal de formå at forstå og anerkende disse historier, må de først anerkende, at audisme eksisterer i Signo. Efter at en tekst om audisme blev fremlagt for en ledergruppe i Signo, da jeg arbejdede der, var konklusionen, efter at en hel gruppe hørende havde diskuteret teksten: Nej da, dette er ikke noget problem i Signo. Måske der er et par undtagelser, men generelt nej.”

– Vil man ikke se problemet, ser man det heller ikke, slutter hun.

Debatten kører i øjeblikket på de sociale medier.

OM SIGNO

Stiftelsen Signo yder tegnsproglige tilbud til døve, hørehæmmede og døvblinde på vegne af det offentlige. Tilbuddene omhandler skole, rådgivning, arbejde, sundhed og omsorg.

Signo har omkring 1000-1200 ansatte og driver 7 virksomheter i Trondheim, Bergen, Vestfold og Oslo.Stiftelsen gir tjenester på vegne av det offentlige. Generalsekretær er daglig leder for stiftelsens hovedkontor.

http://www.signo.no