Rosas og min historie – del 6

I dette og de kommende indlæg følger en mindre føljeton: Rosas og min historie. Om den omvæltning der fulgte med ønskebarnet, om en barsel jeg havde forestillet mig anderledes, om proceduren på sygehuset og om en familie der stod stærkt sammen.

Da vi sagde ja til CI til Rosa, sagde vi også ja til et intensivt træningsforløb eller mere korrekt, et forløb med fokus på auditiv sprogtræning. Dette foregik på den audiologiske afdeling i Aarhus.

En måned efter Rosas første CI-operation, blev den første processor tilsluttet. Vi anede ikke, hvad vi skulle forvente. Om hun ville kunne høre lyd eller om det krævede tilvænning. Vi skulle komme igen dagen efter for at få CI’en skruet lidt mere op. Dette er normal procedure. Hun registrerede noget. Og derhjemme skulle vi stille og roligt anvende CI’en i længere og længere tid.

Det var faktisk ret vildt at se den rivende udvikling, hun også lydmæssigt befandt sig i. Nu er jeg selv ret glad for lyd, og hun blev jo opereret med troen på, at hun kunne profitere at sin CI, så jeg blev begejstret. Ligesom jeg også blev begejstret, når hun kunne et nyt tegn.

Men det var jo ikke lutter idyl. Det krævede massiv energi, koncentration og motivation at deltage aktivt i disse AVT-sessioner og bruge øvelserne hjemme.
Jeg var konstant i klemme. For det var ikke velanset, at man brugte tegnsprog til børn med CI. Og tegnsprog er vores sprog.

Jeg ville jo gerne, at Rosa fik det bedst mulige ud af sit CI. På trods af, at vi under alle omstændigheder ville bruge tegnsprog, fik vi alligevel sået små tvivl.

Man hører igen og igen (og igen og igen) at det auditive er den eneste og bedste vej frem til et fuldent talt og hørt sprog. Jeg er ikke enig i det, men det er utroligt og foruroligende, hvor stor en stemme, man giver lægerne og andre fagfolk.

Det kommer jo oven i købet i en tid, hvor man som familie har følelserne udenpå tøjet. Jeg kan godt forstå, at andre forældre, der ikke kender til døve og tegnsprog, hopper fuldstændig på den vogn, der hedder INGEN tegn, når man jo bare vil sit barn det bedste, og dermed tror på alt, hvad man hører.

Jeg blev opfordret til at bruge min stemme med Rosa, både til AVT til træning og i hjemmet. Til at sige LING lyde, til at snakke og synge sange. Vi har et princip herhjemme, og det er, at vi taler tegnsprog så meget som muligt. Det er Jespers, min mand, modermål og det er det sprog, jeg slapper mest af ved. Det sprog, vi kommunikerer med herhjemme, og til ældste-pigen Liva. Tegnsprog med stemme er ikke tegnsprog. Sætter vi stemme på, vil vi derfor ikke få det naturlige tegnsprog.

Jeg ytrede gang på gang mine frustrationer. Vi må jo kunne lave hjemmearbejdet med AVT med tegn, så Rosa kunne få begge sprog parallelt. Det er ikke den ugentlige session på audiologisk afdeling, der batter. Det, der virker, er det arbejde og den interesse, forældrene lægger i det, så det var vigtigt, at jeg havde en oprigtig interesse i mine ‘træningslege’ med Rosa. Hvis jeg var i tvivl om min sprogkode, ja så blev gevinsten vel mindre i sidste ende.

Vi kom heldigvis til træning hos en yderst vellidt dame. Rosa faldt for hende ved første blik, og det gjorde jeg i øvrigt også. Hun lyttede til mig – og efterhånden fandt vi sammen ud af, hvordan jeg kunne lave AVT-øvelserne hjemme. Med tiden blev vi også stærkere i troen på, at vores ‘blanding’ at det talte sprog og tegnsprog var den rigtige for Rosa. Og det er nødvendigt at være stærk i troen, for der blev stillet rigtig mange spørgsmål til vores valg. Nogle forstod ikke, at vi sagde ja tak til CI, og andre synes ikke, at hun skal bruge tegnsprog.

Det er nu fire år siden, hun fik CI’erne. Hun behersker begge sprog ret godt.
Fik vi muligheden igen, ville vi vælge det hele om igen. Blot med en stærkere tro på os selv og med et ønske om en verden, der er lidt mere nuanceret.

Fortsættes…

Læs også:

Rosas og min historie – del 1
Rosas og min historie – del 2
Rosas og min historie – del 3
Rosas og min historie – del 4
Rosas og min historie – del 5